Skønhed

Ha' en smuk jul!

Af Cecilie Rosfort-Nees 24. december 2010
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Drop Disneys Juleshow, og brug i stedet timerne, til årets hyggeligste fest starter, på at gøre dig rigtig gennemført julefin…

Vi starter fra en ende…

Dit hår & din hovedbund:
Tag dig god tid i badet, og vask dit hår med en god shampoo. Der er mange, der ikke ved det, men det er faktisk meget vigtigt, at du får skyllet shampooen grundigt ud, hvis du vil have dit hår til at skinne optimalt. Husk også en balsam i spidserne - eller måske en hårkur. En hovedbundsmassage er noget, din hovedbund har godt af, så hvorfor ikke give dig selv en, når du alligevel masserer shampooen ind i håret?

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Overvej, om du skal sætte dit hår, som du plejer eller måske eksperimentere med krøller eller en ny opsætning. Tag dig god tid, uanset hvad du vælger.

Tip!
Julepynt kan sagtens fungere som hårpynt - det er lidt fjollet, men det kan faktisk se ret fint ud, hvis resten af dit look er enkelt.

Læs også: 3 fine julefrisurer.

Dit ansigt:
Rens din hud med din rensegelé, når du er i bad, og brug eventuelt en ansigtsmaske, som passer til din hudtype. Slut af med din dagcreme, og gå så i gang med din makeup. Et godt look består af markerede vipper, en bred, flydende eyeliner langs de øverste vipper, en rødlig rouge på kinderne og en fin, lidt neutral gloss på læberne.

Tip!
Et hurtigt julelook: Red dine bryn med lidt bryngelé (eller en helt almindelig gelé), kom masser af mascara på vipperne (to tynde lag), rouge på kinderne og rød (ja, rød!) læbestift på læberne.

Læs også: Tryl og bliv superhot.

Din krop:
Skrub din hud, når du er i bad, og smør den ind i en olie eller bodylotion, lige så snart du kommer ud af badet, og din hud stadig er lidt fugtig. På den måde bliver al den gode fugt, din creme eller olie indeholder, optaget endnu bedre af din hud. En bodylotion med glimmer eller bare lidt shine er fin at bruge på udvalgte steder som kravebenet, armene, brystet eller måske benene.

Tip!
Du kan selv blande en bodylotion med glimmer. Du skal bare komme lidt løs glimmer i din lotion eller olie.

Dine fødder:
Dine fødder har været pakket væk længe, så hvis du har tid i dag, så giv dem lige lidt loooove! Hvad med at nappe et fodbad med lidt olie i, når du alligevel sender jule-sms'er til dine venner? Efter badet kan du fikse dine tånegle lidt op og slutte af med en omgang farvet lak.

Tip!
Dine fingernegle skal selvfølgelig også ordnes med neglefil og en flot lak.

Læs også: Få bløde fødder til jul.

Tilbage er der vist bare at sige - rigtig glædelig jul, smukke pige!