Skønhed

Vi hjælper dig gennem ti skønheds-problemer

Af Cecilie Nees 5. juli 2010
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Er du i krise med neglelakken, øjenbrynene eller bumserne? Vi hjælper dig gennem skønhedsproblemerne her.

Problem: Min foundation holder ikke!
Du skal både bruge foundation, concealer og pudder, hvis du vil skjule bumserne. Start med at put concealer på dine bumser og under øjnene. Herefter lægger foundation uden på og til sidst tager du pudder på.

Tip: Når du midt på dagen opdager, at din foundation er fortid, må du enten i gang med en ny omgang, eller du kan friske op med lidt pudder for at fjerne det skinnende look, som de fleste får i løbet af dagen.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Problem: Min øjenskygge tværer ud på ingen tid!
Læg lidt concealer på dine øjenlåg, inden du går i gang med at lægge din skygge, for den holder på øjenskyggen. Husk også, at jo tyndere et lag du lægger på, jo bedre er det.

Tip: Hvis du ikke har din øjenskygge med i tasken og på den måde kan friske dit look op, er der ikke andet at gøre end at tvære i de sørgelige rester på øjenlågene - eller at fjerne skyggen helt.

Problem: Jeg kan ikke finde ud af at skjule mine bumser!
En grøn concealer er din redning - selv om det lyder ret mærkeligt! Den grønne farve neutraliserer den røde og vil derfor få dine røde bumser til at ligne resten af din hud. En dækkende foundation er også et must!

Tip: En pludseligt opstået bums skal du holde fingrene fra! Hvis du ikke piller i den, ses den først rigtig i morgen.

Problem: Jeg har plukket for meget af mine bryn!
Tålmodighed skal der til, hvis du er kommet til at fjerne for mange bryn, og mens de vokser ud, kan du farve dem op med en øjenskygge eller øjenblyant.

Tip: For at undgå at plukke for mange bryn af, kan du tegne dine bryn op i den facon, du vil have dem i, inden du går i gang med at plukke. Nøjes med at plukke de bryn, du ikke har tegnet på!

Problem: Min eyeliner forsvinder i løbet af dagen!
En flydende er svaret på dine bønner! En flydende eyeliner er nemlig meget mere holdbar end en fast. Start med at lægge nogle små prikker langs dine vipper og forbind dem så sammen bagefter.

Tip: Hvis du tørrer den streg af, der sikkert sidder et helt andet sted end i morges - nemlig på dit øjenlåg og ikke langs dine vipper, er du hot igen på no time!

Problem: Jeg tager altid for meget rouge på!
Det er normalt at komme til at tage for meget rouge på. Du står foran spejlet og tænker: »Hey, jeg vil se fresh ud i dag!«, og så får du for meget på. Væn dig til at tage mindre på, end du tror.

Tip: Fjern lidt rouge med fingrene eller med en serviet. Tvær grundigt med fingrene, efter du har brugt servietten, så der ikke kommer streger i din rouge. Du kan også komme lidt pudder oven på kinderne.

Problem: Mit hår klasker!
Hvis dit hår klasker, kan det skyldes flere ting - måske bruger du for mange styling- eller plejeprodukter, som ikke bliver vasket ordentligt ud. Det kan også være, du bruger de forkerte plejeprodukter til dit hår. Tal med din frisør om de perfekte produkter til dit hår.

Tip: En toupering, et spray hårlak eller tørshampoo helt nede ved hårrødderne er din lynredning, hvis håret klasker!

Problem: Min mascara løber, når jeg cykler!
Brug en vandfast mascara eller vent med at tage makeup på, til du er kommet over til skolen. Hvis du møder fem minutter før, kan du hurtigt få lagt lidt mascara.

Tip: Få fat i et spejl og fjern mascaraen, der nu ligger på dine øjenlåg og dine kinder. Brug en serviet med lidt vand på.

Problem: Min neglelak holder kun én dag!
Det lyder keeeeedeligt, men det ér altså under- og overlak, du skal i gang med, hvis du vil gøre lakken mere holdbar, og husk så lige at rense de gamle neglelakrester ordentligt af, inden du går i gang med den nye.

Tip: Når du ér kommet hen til festen og opdager, at din neglelak er skallet af, må du lægge et nyt lag lak oven på den gamle.

Problem: Jeg har tørre læber!
Skrub dine tørre læber forsigtigt med en tandbørste, og tag en læbepomade på. Lad den eventuelt virke natten over. Undgå at slikke dig selv på læberne i løbet af dagen, for det gør dem mere tørre.

Tip: Læbepomade, læbepomade og atter læbepomade! Hvis du køber et par stykker, kan du altid have én på dig og være klar til at redde dine sprukne læber.