Redaktionens Halloween kostumer
Går du også og overvejer, hvad du skal være til Halloween i år? På Vi Unge elsker vi at klæde os ud i skøre, skræmmende og fantasifulde kostumer, og i år er ingen undtagelse! Her får du redaktionens bedste Halloween kostumer.
Læs også: Tjekliste til den perfekte Halloween
Marie:
- Jeg skal være morderen Jason fra "Fredag den 13.". Jeg er ret bange for ham i virkeligheden, så jeg tænkte, at jeg måske kan komme over min Jason-fobi ved at være ham! Og så synes jeg, det er ret sjovt at forskrække folk (he he), og det er masken perfekt til.
Julie:
- For nogle år siden var jeg klædt ud som Wednesday Addams fra "The Addams Family" til en Halloween-fest. Det er et supernemt kostume at lave, for det kræver bare en sort kjole og et par lange fletninger - og så gælder det bare om at se sur ud!
Stine:
- Jeg er havfrue næsten hvert år til Halloween. For et par år siden fandt jeg nemlig en superfin, blå havfruehale i en genbrugsbutik, og den er jeg SÅ glad for! Jeg plejer at give den gas med perlekæder og hovedsmykker, men jeg mangler stadig den perfekte muslingeskals-bikinitop.
Leela:
- Min veninde arbejdede flere år i Zoo, hvor hun malede børn i ansigtet. Sidste år lånte hun maling med hjem, så hun kunne male alle veninderne, og det fik vi en masse sjov ud af. Klovnetøjet købte jeg i Malmø med de andre tøser fra Vi Unge.
Thomas:
- Mit bedste Halloween kostume var et år, hvor jeg fik en ven til at lave nogle store falske sår i ansigtet på mig. Han brugte voks, maling og teaterblod, og det så ret ægte ud!
Sisse:
- Jeg er typen, der altid går all in på upraktiske udklædninger, så i år vil jeg lade mig inspirere af en af mine yndlingsfilm og være Edward Saksehånd! De her cool sakse-handsker har jeg set på www.partykostumer.dk, og så skal jeg bare sminke mig lækker-bleg med mørke læber lige som Johnny Depp…
Psst! Har du er fedt Halloween kostume? Del et billede af det på Instagram med #vuHalloweenKostume, så kommer det måske på viunge.dk!
Læs også: Se stjernernes vilde Halloween kostumer