Har du en jaloux kæreste?
Det er ikke sjovt at være jaloux, men det er absolut heller ikke sjovt at have en kæreste, der er jaloux, og som mistænker dig hele tiden. Det tager nemlig rigtig hårdt på forholdet og ødelægger den tillid, der burde være imellem jer.
Vi har samlet nogle råd til, hvad du kan gøre, hvis du har en kæreste, der er jaloux.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Snak med ham
Måske reagerer du ved at blive rigtig gal på ham, fordi han mistænker dig for noget, som slet ikke passer. Men inden du flipper helt ud, så tænk på, at der måske er en grund til, at han er sådan. Måske har han oplevet, at nogen har svigtet ham, og derfor er han bange for at miste dig. Hvis I får snakket ud om tingene, så bliver han måske mere tryg ved dig og stoler mere på dig. Husk at være åben over for det, han siger.
Vær ærlig over for ham
Hvis din kæreste finder ud af, at du holder nogle ting hemmelige for ham, så stoler han slet ikke på dig. Derfor er det vigtigt, at du er helt ærlig over for ham. Fortæl ham og ting, der bekymrer og irriterer dig, så han indser, at du altid er ærlig over for ham.
Læs også: Er du jaloux?
Vis ham, at han kan stole på dig
Det er vigtigt, at du ikke svigter ham, når han har allermest brug for dig. Hvis han er ked af det, eller I ikke er sammen nogle dage, så send ham en sød sms om, at du savner ham. Hvis I er sammen, og der kommer nogle fyre forbi, som smiler til dig, og du kan mærke, at det gør ham jaloux, så hold om ham eller kys ham, så han ved, at du er der.
Tænk også på dig selv
Selv om du skal tage hensyn til din kæreste, så skal du ikke lave om på dit liv og lade ham bestemme over dig. Du skal have lov til at være sammen med dine veninder, uden at han tror, at det er fordi, du ikke gider ham længere. Det er vigtigt, at du sætter en grænse, for hvis jeres forhold skal blive rigtig godt, så skal I kunne acceptere hinanden og ikke tvinge hinanden til at leve på en bestemt måde.