Interview med Zac Efron

Hvad definerer det at blive voksen?
- Jeg synes, det er den dag, man begynder at træffe sine egne valg. Det er meget tydeligt i HSM3…

Er du selv voksen?
- Joeh, det synes jeg da. Ja, det er jeg! Jeg har da truffet nogle valg…

Kan du afsløre nogen af dem?
- Ligesom Troy i High School har jeg stået over for valget om at stå på scenen. Hvilket er noget, jeg altid har været vild med. Jeg startede med lokalteater og især musical. Og det valgte jeg i stedet for sport og sådan noget. Det tog meget af min tid, det var hver dag efter skole og i alle weekender, og når der var et show, havde jeg ingen tid til at være sammen med mine venner. Så jeg synes, jeg har ofret meget tid med mine venner for at stå på en scene, og det er et stærkt valg, synes jeg selv.

Startede du med at synge, danse eller spille skuespil?
- Jeg startede faktisk med at spille klaver, så begyndte jeg at synge lidt til, og så derefter kom jeg i gang med musicals og begyndte at spille skuespil. Så det er i den rækkefølge.

Og hvornår kom dansen ind?
- Den kom, da jeg kom med i musicals. Jeg var med i "The Music Man" i 7. klasse, og det var fedt, og der skulle vi danse. Men det var mere sådan noget "hænderne op, ryst dem lidt", altså virkelig let, haha. Jeg tror, min første rigtige danseoplevelse var i den første High School Musical, for det var meget vildere, end hvad jeg ellers havde prøvet. At danse med basketballs, det er altså svært! Den første prøve var virkelig ikke et kønt syn. Der var bolde overalt! Det tog mig omkring to uger at få styr på det første dansenummer.

Hvordan gør I egentlig i filmen, så du ikke får boldene i hovedet i den scene, hvor de kommer ned fra loftet?
- Øh, nu skal I høre… Eller det vil sige, jeg tror godt, jeg må fortælle det her. Jo, hvorfor skulle jeg ikke det? Der er en anordning over mit hoved, som er bygget i en firkant med de her tragte med basketballs i, og så sad vores koreograf, som hedder Chucky, og som har været med på alle tre film, og trykkede på de rigtige knapper, præcis når en bold skulle falde ned over mig.

Wauw, det må have været svært! (siger blondinen)
- Ja, men faktisk klarede vi det - overraskende nok - i fire takes. Og det, vi endte med at bruge, er faktisk andet take, så det var meget cool… Jeg fortæller jer alt for meget, haha.

Hvem er din bedste ven på settet?
- Vi er alle sammen vildt gode venner, men de tætteste er nok mig og Vanessa. Vi har ligesom mest… Vi bruger mest tid sammen på settet, fordi alle vores scener er sammen, og vi skal samarbejde meget i filmen.

Nu er det her jo tredje HSM-film. Er du bange for at sidde fast i rollen, og ville du for esksempel være med i en fjerde?
- Vores karakterer er jo færdig med high school, så jeg ved ikke, hvordan det skulle kunne lade sig gøre? Haha.
Kalde den College Musical?
- Ja. Haha haha.

Er det er lettelse på nogen måde, eller er du ked af det?
- Det er lidt af begge dele. Den sidste dag var meget følelsesmæssig. Jeg mener, vi har jo vænnet os til det her, og på mange måder minder det nok om highschool i virkeligheden. Kan I huske jeres sidste dag i skolen? Det er mærkeligt og lidt sørgeligt, og det var lidt sådan vi havde det den sidste dag. Det er svært at sige farvel. Men det er man jo nødt til, man skal videre ud i verden.

Har du en drømmerolle eller en favoritinstruktør?
- Ja, jeg er efterhånden begyndt at kigge efter roller ud fra den slags kriterier som for eksempel instruktører. Der er så mange interessante instruktører, som det ville være fantastisk at arbejde sammen med. Og der er også roller, der ville være mere udfordrende og mere voksne, og det kunne også være sjovt. Jeg har altid set op til Johnny Depp og Leonardo DiCaprio, for de startede også i sådan en ung alder.

Kan du godt blive nervøs, når du møder et af dine idoler?
- Hver gang! Jeg mødte Brad Pitt og Angelina Jolie til et awardshow, og jeg faldt over mine egne ben og anede ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg ville så gerne fortælle dem, hvor meget jeg elsker hver eneste af deres film. Men der var ikke tid, så jeg tror, jeg sagde noget i retningen af… Nej, jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde. Men det var sikkert noget volapyk.

Kunne du være interesseret i at lave et album som sanger? Jeg har læst, at Simon Cowell har tilbudt dig muligheden.
- Lige nu fokuserer jeg mere på at lave film. Eller… Jo.

Hvilken slags musik skulle det være?
- Det ved jeg ikke. Jeg elsker musik og især indierock, men det er ikke noget, jeg har planer om. Jeg har ingen planer om at indspille et album.

Hvilke favoritbands har du?
- Jeg skal lige tænke. Jo, har I nogen sinde hørt om Santa Gold? Vampire Weekend, Wheezer, Coldplay, The Beatles, Beach Boys, sådan nogle.

Er din familie meget kunstnerisk?
- Min far er el-ingeniør, og min mor arbejdede på et kraftværk, så ikke rigtig. Min mor kan synge, virkelig godt, men hun hiver det næsten aldrig frem. Og ingen i min familie gik op i kunst og sang, da jeg var lille. Jeg var den første, der gik op i den slags.

Hvad fik dig til at ville være skuespiller? Skete der noget særligt?
- Om der var noget mystisk vendepunkt, der fik mig til at ville være skuespiller? Haha. Jeg ved det ikke, hvor det kom fra. Jeg ved bare, at der blev åbnet en masse døre for mig, og dem valgte jeg. Det har været sjovt. Jeg har altid godt kunne lide at udfordre mig selv, så jeg ser altid det, der er foran mig, om det er et teaterstykke eller en audition til en film, som en udfordring og en mulighed, der kunne være sjov.

Nu er du jo en ret stor stjerne. Hvordan undgår du, at det stiger dig til hovedet?
- Jeg er jo også selv fan af mange folk, og det har jeg altid været… Jeg arbejdede for nylig sammen med John Travolta, og det, der overraskede mig mest, var hans venlighed og hans ydmyghed. Hedder det det?
Det er lige meget, vi kommer alligevel til at oversætte det, du siger, til dansk eller svensk.
- Nårh ja, haha. Det er fuldstændig lige meget, hvad jeg siger, I kan bare finde på noget. Haha. Please få mig til at lyde rar!

Hvad er dit pinligste øjeblik nogensinde?
- Haha, det spørger I journalister altid om. Hvorfor ville jeg fortælle jer det? Hvis det er mit pinligste øjeblik, vil jeg da ikke dele det med hele verden. Jeg ved ikke… I ved jo, jeg har kludret i det på scenen… Nårh, nu har jeg en… Nej, det fortæller jeg ikke. Haha.

Hvad var den sværeste scene i hele filmen at lave?
- Der var en særlig udfordrende dag for os alle sammen, og det var, da vi indspillede "prom"-scenen. For vi optog hele den sammensatte dans på én dag. Og normalt er der mindst en eller anden form for pause mellem hvert take. Jeg kan ikke huske hvorfor, men vi havde travlt. Og vi skød hele scenen, hver enkel vinkel og hver enkel dans på en eneste dag. Og det var helt sikkert en udfordring. Jeg kan huske, da vi var færdige, mine ben var bare smadrede den aften.

Er du lige så romantisk, som Troy er i filmen?
- Ja, det håber jeg, jeg er. Men jeg kan ikke lige nævne en specifik ting.

Hvordan ser du din rolle?
- Ja, okay… Alle, der nogen sinde har gået i skole, ved jo, at det ikke altid er lige så rart og sjovt som i "HSM", men hele filmen handler om fantasi. Sådan er det jo med musicals. Jeg mener, der er jo ikke nogen, der pludselig bryder ud i sang i det virkelige liv. Men altså… HSM er en stemning, synes jeg. Og jeg tror bare, det er sjovt for børn og teenagere at se.

Ser du dig selv som en rollemodel?
- Ja, jeg synes da, jeg er en rollemodel. Mange unge i highschool prøver at lade, som om de er en anden. Det sejeste, man i virkeligheden kan gøre, er at være sig selv. Og det er jo det, HSM handler om.

Går du i det samme tøj som Troy?
- Ja, jeg synes, han er en jeans-fyr, afslappet og ikke helt vildt flashy. Og sådan er jeg vel egentlig også.

Men dit hår er anderledes?
- Ja, det var bare, fordi at sådan var det i den første film, og så fortsatte vi bare med det i de to andre, så han lignede sig selv. Han er ikke en, der går op i sit hår. Jeg har det rimelig meget på samme måde, så det passede mig fint. Jeg gider ikke sidde lang tid og få ordnet hår og lagt makeup. Så der er nogle scener, hvor Troys stritter til den ene side, fordi det var sådan, jeg havde sovet på det, haha.

Men der går ellers rygter om, at du er besat af dit hår?
- Virkelig? Jeg ved ikke lige, hvordan nogen kan vide, om jeg er det eller ej. For mig er det bare hår. Jeg får det klippet som alle andre, det er det.

Hvad er forskellen på at optræde på scenen og være med i en film?
- Alting er meget mindre på film. På teateret siger man, at man skal snakke til den, der sidder på bagerste række - altså den, der er længst væk i publikum. Og på film har man bare en almindelig samtale. Så det er nok den nemmeste måde at beskrive det på.

Foretrækker du en af de to?
- De er meget forskellige, men de er begge to sjove. Udfordringen ved at være med i et teaterstykke er at blive i rollen i flere timer i træk hver eneste aften - og nogle gange flere gange om dagen. Udfordringen ved film er at blive i rollen måske kun tre-fire minutter om dagen, men i flere måneder i træk. Så de er begge udfordrende, men på forskellige måder.
Overvejer du at vende tilbage til de skrå brædder?
- Ja, det ville da være rigtig sjovt. Teatret er jo min første kærlighed. Så hvis jeg fandt det rigtige stykke…

Hvorfor tror du, at HSM er blevet sådan en stor succes?
- Jeg tror, temaerne i HSM er universelle, over hele verden vokser folk op med udfordringerne ved det.

Når I er af sted som nu, kommer I så uden for hotelværelset og ser de steder, I er?
- Nogle gange gør vi. Men desværre tror jeg ikke, jeg kommer til at forlade hotellet her i Stockholm. Det er ellers min første gang her. Men så må jeg jo bare komme tilbage en anden gang.

Hvad laver du i din fritid - derhjemme og på turné med HSM?
- Bare almindelige ting. Her til morgen tjekkede jeg lidt e-mail, ringede hjem til mine forældre, skrev lidt til mine venner. Ingen af dem har været i Stockholm, så jeg skulle jo lige rapportere hjem om, hvordan her er. Desværre har jeg jo ikke set så meget… Altså vi så selvfølgelig en del på vej herhen, haha.

Hvad er din mærkeligste oplevelse med en fan?
- Jeg tror, en af dem var i Italien til TRL, tror jeg. (Spørger pr-dame, som ikke var med). Nå, men lige meget hvad det var, så var det i Rom. Og TRL i New York er meget kontrolleret. Det er et rum, hvor en masse børn står og ser på én, og der er måske hundrede børn. Men til TRL i Rom var der ligesom en milliard! Det var et hav af mennesker, det lignede Woodstock, eller hvordan jeg forestiller mig, at Woodstock har set ud. Så det var ret fascinerende og næsten skræmmende. Der var bare SÅ mange mennesker! Jeg har aldrig set så mange mennesker samlet i hele mit liv.