Få det fedeste efterskoleår!
Slap bare helt af
Det kan godt være du har liiidt ondt i maven lige nu, men bare tag det roligt - alle de andre, der starter sammen med dig, er lige så nervøse og lige så ivrige efter at få nye venner. I er alle sammen i samme båd, som din mormor ville have sagt. Så tag en dyb indånding, og prøv bare at nyde det hele.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Se også vores pakkeliste til efterskolen.
Vær helt ærlig
Det bedste du kan gøre, når du tager på efterskole, er at huske at give så meget af dig selv som muligt. Vær åben og ærlig fra starten - og drop alt om at blære dig eller fortælle vilde historier om, hvor sej du er - så vil du få den samme ærlighed tilbage fra de andre. Og snart har du fået nye venner for livet!
Vis din stil
Der er mange, der skifter stil på efterskolen, men det virker altså bare federe, hvis du fra starten ved, hvem du selv er. Så tag noget personligt og specielt med til værelser, som viser, hvem du er. Det kan for eksempel være noget du selv har lavet, din yndlingsmusik, en collage med billeder af dig og din veninde, en fed plakat eller sådan noget i den dur.
Husk ting hjemmefra
Når man er langt hjemmefra, er det meget rart at have noget, der minder om alt det derhjemme. Især de første par dage, hvor alt er nyt og lidt skræmmende, er det rart at putte sig i sin helt egen, dejlige dyne om aftenen, kigge på billeder af dine veninder og familie og tænke på dem derhjemme. Når de første par dage er gået, og du har fået en masse nye venner på skolen, kan du holde kontakten med de "gamle" veninder ved at skrive mails - eller måske et godt, gammeldags brev - til dem.
Deltag i alt
Du har jo besluttet dig for at tage på efterskole for at få et fedt år, nye venner og nye oplevelser. Så det gælder om at kaste sig ud i alle de nye ting, du kan komme til, mens du er af sted. Tag nogle nye valgfag, som du aldrig har prøvet før, snak med nogle typer, du ikke plejer at snakke med, og meld dig til alle de sjove og anderledes ting, der foregår på skolen. Nu er det tid til at kaste dig ud i ting, du ikke har turdet før!