Helbred & balance

10 gode grunde til ikke at ryge

Af Maja Møller 27. oktober 2008
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Måske kender du nogle venner, der synes, det er sejt at ryge og slet ikke tænker på, hvor farlig en vane, det er! For rygning er livsfarligt, og det er noget, man bør holde sig langt væk fra – læs hvorfor her:

1. Grim lugt. Hvis du ryger, kommer dit tøj, dit hår og din ånde til at lugte langt væk af røg. Det kan godt være, du ikke selv lægger mærke til det - men det er der helt sikkert andre, der gør!

2. Gule tænder. I røgen findes der tjære, hvilket er med til at gøre dine tænder gule. Rygning skader også dit tandkød - faktisk er rygning den største årsag til betændelse i tandkødet, som i sidste ende kan føre til løse tænder.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

3. Dårlig kondition. Du får meget dårlig kondition af at ryge og kan endda få svært ved at trække vejret bare ved at gå op af en trappe! De fleste rygere hoster meget, og mange rygere udvikler bronkitis - en betændelse i bronkiernes slimhinde.

4. Sorte lunger. Nikotinen fra cigaretterne går direkte i lungerne og beskadiger dem - "sorte lunger" kalder man det også. Hvis man har røget i mange år, kan man ende med at få lungekræft, hvilket er en meget alvorlig, livsfarlig sygdom.

Læs også: Det gør alkohol ved din krop

5. Nedsat frugtbarhed. Når piger og kvinder ryger, bliver deres frugtbarhed nedsat, og det bliver derfor sværere at få børn.

6. Passiv rygning. Selvom mange tror, at man kun skader sig selv ved at ryge, er det et valg, der bringer andre i fare og også skader dem, du omgås med. Hvis en ikke-ryger sidder sammen med en person, der ryger 20 cigaretter om dagen, svarer det til, at ikke-rygeren har røget to cigaretter.

7. Gruppepres. Mange unge tror, man er sej hvis man ryger - men det er meget sejere, hvis man tør stå frem og sige nej tak til cigaretter. Du kan jo bruge nogle af disse grunde til at forklare dine venner, hvorfor det netop ikke er fedt at ryge.

8. Afhængighed. Hvis man først er begyndt at ryge, kan det være svært at holde op igen - man bliver nemlig hurtigt afhængig af nikotinen, som findes i cigaretter.

Test dig selv: Kan du sige nej?

9. Koster mange penge. Det er rigtig dyrt at ryge. Brug hellere dine penge på noget andet, der ikke er livsfarligt! Du kan få masser af fedt tøj, make-up og andre lækre ting for dine lommepenge, og der bliver helt klart råd til flere shoppingture, hvis du dropper den farlige rygning.

10. Blodpropper i hjertet og hjernen. Hvis du ryger, er der langt større sandsynlighed for, at du får en hjerte-kar-sygdom. Rygning giver nemlig større risiko for, at blodårerne forkalker. Derfor bliver dit blodomløb dårligere, og du får lettere kolde hænder, fødder og ben.

Herunder kan du læse, hvad du skal gøre, hvis du oplever gruppepres!

Hjælp!Jegoplevergruppepres

Det nemme råd at give mod gruppepres er selvfølgelig, at du skal sige fra og gå imod presset fra dine veninder. Men vi er godt klar over, at det er meget nemmere sagt end gjort! Det kræver virkelig meget af dig, men det er vigtigt, at du finder modet til at sige fra, for du skal ikke gøre ting, du ikke har lyst til at gøre. Fortæl dem, der presser dig, at du ikke har lyst til at være med, fordi det overskrider en grænse for dig, og hvis de ikke respekterer det, skal du gå din vej.
Der er ikke noget at sige til, hvis du frygter at miste dine veninder ved at sige fra. Du kan derfor prøve at foreslå, om I ikke kan lave noget andet, hver gang de forsøger at presse dig ud i noget, du ikke har det godt med. Spørg, om det ikke er sjovere at lave noget, I alle har lyst til, hvor ingen skal gøre noget, de ikke har lyst til. Hvis de ikke respekterer dine grænser, skal du måske overveje, om de er værd at bruge din tid på, eller i hvert fald kun bruge tid sammen med dem, når du ved, de laver noget, du også har lyst til at være med til.
Det er altid en god idé at snakke med en lærer eller en af dine forældre, når du har brug for hjælp. De er her for at hjælpe dig, og måske har de et godt forslag til, hvordan I kan løse problemet. De kan i hvert fald lytte til, hvad du har at sige, og det skal du ikke undervurdere – det er rigtig vigtigt at få talt om tingene og få sagt dem højt. Måske har de et godt trick til, hvad du helt præcist kan gøre, når der opstår en situation, hvor du føler dig presset ud i noget, du ikke kan lide.
Når du står i en situation, hvor du føler dig presset ud i noget, kan du spørge dig selv: ”Hvad kan konsekvenserne være for det her, og hvad vil min familie tænke, hvis jeg gør det?”. Hvis du får dårlig samvittighed, og du er sikker på, det er noget skidt, du er på vej ud i, ved du, at det er tid til at sige fra.
Gruppepres kan ofte opstå, fordi I har fået forskellige interesser i venindegruppen. Det er helt normalt, at man vokser fra hinanden, og hvis alt det, dine veninder vil lave, ikke er noget, der interesserer dig, kan du overveje, om du stadig passer ind i gruppen. Det er måske ikke det sjoveste at skulle finde nye veninder lige pludselig, men det er altså sjovere end at være sammen med nogle, der presser dig ud i noget, du ikke føler dig tilpas i.
Gruppepres opstår ofte, når der er en trend, som alle dine veninder gerne vil følge og være med på. Husk, at det altid er federe at være sig selv, end at rende rundt og ligne alle andre, og der er intet i vejen med at være anderledes. Tværtimod er de fedeste mennesker dem, der tør skille sig ud fra mængden og stå ved den, de er, selv om alle andre prøver at være den samme.