12 tips til 12-tallet
Der er desværre ingen nem vej uden om de irriterende eksamensprøver, der står mellem dig og din sommerferie. Men prøverne bliver altså en del sjovere, hvis du føler, at du er forberedt!
Heldigvis kan du sagtens terpe dig til 12-tallet med de rigtige tips og tricks. Vi har samlet 12 af slagsen lige her!
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Læs også: Hjælp, jeg får dårlige karakterer
Husk at takke os, når du får dit næste 12-tal!
Tag noter
Det giver næsten sig selv, men gode noter er dit vigtigste våben til eksamen! Hver gang du har læst et kapitel færdigt, så væn dig til at lave en opsummering af kapitlet i punktform, hvor du skriver præcis, hvad du har lært af kapitlet. Dagen inden din eksamen, så læs alle opsummeringerne igennem igen. På den måde får du læst det, du skal, hele to gange inden du skal op!
Gør det sjovt
Hvis du gør eksamenslæsningen til en leg, så bliver det altså lidt sjovere! Skal du til en geografiprøve, hvor du skal kunne huske alle hovedstæderne i Europa? Prøv at ændre teksten i din yndlingssang til landene og deres hovedstæder, så du kan huske dem ved at synge melodien inde i hovedet. Skal du analysere en tysk novelle? Lav en sjov quiz til dig og dine veninder, så I kan hjælpe hinanden med at huske handlingen!
Fiks et fint lektiehjørne
Hvis dit værelse flyder med vasketøj, så er det altså svært at finde koncentrationen frem fra rodet! Ryd ordentligt op, og gør dit skrivebord rigtig hyggeligt med stearinlys eller blomster. Når der er fred og ro omkring dig, er det meget nemmere at læse.
Lav en playliste
Lav en lang playliste med mindst 50 sange, som du KUN lytter til, mens du læser til eksamen. Det kan være hvilken som helst slags musik, så længe det er noget, du nyder at lytte til. Musik hjælper nemlig vildt meget på hukommelsen! Måske vil du lægge mærke til, at når du hører "Adore You" med Miley Cyrus, så kan du pludselig huske, hvad du læste sidste gang, du lyttede til den.
Læs også: Læsernes tips til eksamen
Hold pauser
Det er vigtigt, at du husker at holde pauser, mens du læser. Aftal med en veninde, at I går en tur, når I begge har læst 50 sider, eller lov dig selv, at du må se et afsnit af "Pretty Little Liars", når du har været i gang i tre timer. På den måde har du altid noget at se frem til, som kan motivere dig til at læse mere koncentreret.
Snack det rigtige
Din hjerne har brug for brændstof for at kunne holde koncentrationen. Hold derfor en lille pause hver anden time, hvor du fylder brændstoffet op med sunde snacks som skyr, mandler eller lidt frugt. De små pauser gør underværker for din koncentrationsevne!
Sov igennem
Søvn er vildt vigtigt for din eksamenslæsning! Du må endelig ikke tro, at du ved at læse hele natten op til din eksamen gør noget godt for dine chancer. Søvnmangel vil tværtimod gøre dig ufokuseret og ukoncentreret. Du har brug for masser af energi, hvis du skal have en god karakter!
Hjælp dine veninder
Flere hjerner tænker bedre end en! Aftal med dine veninder eller klassekammerater, at I skal dele jeres noter med hinanden. Når du ved, at dine noter skal læses af andre, gør du dig (forhåbentligt) automatisk mere umage, når du skriver dem, og det samme gør dine veninder.
Læs også: Sådan overlever du dine eksamener
Følg med i, hvad der sker
Hvis du skal til mundtlig eksamen, forventer din lærer og censor selvfølgelig, at du ved noget om faget, men hvis du gerne vil hive din karakter op på to cifre, så er det en kæmpe fordel, hvis du kan sætte emnet i perspektiv og sammenligne med noget andet. Det kan du for eksempel gøre ved at læse avis, se nyheder eller nørde et bestemt emne. Jo mere du ved, jo mere kan du imponere ved det grønne bord!
Brug apps
Der er vildt mange seje apps, der gør din eksamenslæsning både sjovere og nemmere! Der findes både apps, der gør dig bedre til at udtale franske verber, hjælper dig med at regne brøker, og gør dig bedre til at skrive noter! Vi har samlet fem seje skole-apps lige her.
Multi-tasking er no-go
Du kan altså ikke både være på facebook og koncentrere dig om at læse. Hvis du tit bliver fristet til liiige at tjekke facebook, eller se om ham den søde har svaret på dit snap, så prøv at sætte din telefon på fly-tilstand, mens du læser. Så kan du hverken modtage sms'er, opkald eller være på nettet, før du slår fly-tilstand fra igen. Slå funktionen fra, når du holder pause, men husk at slå den til igen, når pausen er slut!
Slap af
Hvis du stresser helt vildt over din eksamen, så husk, at det trods alt kun er en eksamen. Uanset hvad der sker, så skal det hele nok gå! Det er også helt okay at fortælle din lærer og din censor, at du er vildt nervøs. De har jo selv prøvet at være til eksamen, og de ved godt, at det ikke altid er lige sjovt. Ved at fortælle dem hvad du føler, ved de også, at hvis du går i stå, er det ikke fordi, at du ikke har forberedt dig, men fordi du er meget nervøs.