veninder
Vi Unge

Den perfekte tøseaften!

Af Marie Neustrup 16. september 2011
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Vi giver dig en plan og en indkøbsliste med ALT, hvad du har brug for til at få den perfekte tøseaften med veninderne.

Kender du dét - du vil gerne planlægge den perfekte aften med veninderne, og så står du i supermarkedet og har glemt halvdelen af, hvad du skal bruge? Bare rolig, vi giver dig her et forslag til, hvad I kan lave hele aftenen og en indkøbsliste med alt, hvad I får brug for. Det eneste du skal finde ud af er, hvor og hvornår det skal holdes, og hvem der skal inviteres…

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Når dine veninder kommer
Veninderne er inviteret til aftensmad, men hvorfor ikke overraske dem med en velkomstdrink, når de kommer, og I venter på de andre? Server for eksempel hyldeblomstsaft i champagneglas med et jordbær i - eller en tynd skive appelsin på kanten af glasset.

Det skal du bruge:
Hyldeblomstsaft
Vand, gerne danskvand
Jordbær eller appelsiner
Champagneglas

Når I skal spise
Til aftensmad kan du servere minipizzaer, så alle får deres yndlingspizza og helt selv kan vælge, hvilket fyld de vil have på. Lav pizzadejen i forvejen, så den er helt klar til brug, når dine veninder kommer. I mens pizzaerne er i ovnen, kan I dække bordet fint - eventuelt med bordkort, fint foldede servietter og stearinlys.

Det skal du bruge:
Bordpynt:
Servietter, bordkort, sugerør, stearinlys og måske nogle blomster?

Pizzadej:
15 gram gær
2 spsk varmt vand
4 dl hvedemel
1 tsk salt
2 spsk olivenolie
2 spsk mælk

Fyld:
Skinke, peperoni, tun, kylling, majs, champignon, peberfrugt, ananas og alt, hvad du ellers kan lide på pizzaer.
Tomatsauce, oregano og revet ost.

Aftenguf
Når I har spist op, skal I gøre klar til at hygge resten af aftenen. Du skal beslutte, om I skal være sunde, eller om I skal bage kage. Du kan også vælge et kompromis og købe ind til chokoladefondue, hvor man dypper frugt og skumfidusser i smeltet chokolade - så styrer man selv, hvor sundt det skal være! Prøv for eksempel et stykke pære dyppet i hvid chokolade og hakkede hasselnødder - mums!

Det skal I bruge til chokoladefondue:
En masse frugt, for eksempel æble, pære, banan, kiwi, jordbær, fersken og appelsin. I kan også bruge resten af ananassen, som I ikke fik brugt til pizzaerne.
Skumfiduser
Ca. 40 gram chokolade per person
100 gram hakkede nødder (for eksempel hasselnødder)

Læs også: Gode grunde til at elske chokolade

Når I forbereder snacksene kan I dele jer op, sådan at nogle af jer sidder med en masse Vi Unge-blade, i mens de andre skærer frugt eller bager kager. Og så kan I ellers bare gå amok med pinlige historier og tests, som I skiftes til at læse højt. Så går det meget hurtigere med alle de kedelige ting (især opvasken!)

Det skal I bruge:
Masser af gamle Vi Unge blade.

Tip!
Hvis I allerede har taget alle de test, der er i bladene, kan I tjekke vores tests her på viunge.dk

Aftenhygge
Når I har fået styr på det hele, skal I vælge, om I vil slappe af med en rigtig god tøsefilm, eller om I hellere vil lave noget andet. I kan for eksempel spille et spil, lege gæt og grimasser eller noget helt tredje. Måske trænger I til at blive rigtig forkælet, og så kan I lave hjemmespa og lægge ansigtsmasker! Hvis du mangler mere inspiration, så tjek de to artikler Ideer til sjov venindehygge og 15 ideer til en venindedag. Så burde I i hvert fald ikke komme til at kede jer.

Det skal I bruge:
Gode film (eller tv-serier) - få dine veninder til at tage et par film med, så er der helt sikkert noget, I kan blive enige om. Hvis I er heldige, går der også en god film i fjerneren…

Og så gælder det bare om at have en rigtig hyggelig aften. Rigtig god fornøjelse!

Læs herunder, hvis du er nervøs for, du ikke har venner nok!

Harjegvenindernok?

Måske har du det bedst med at se dine veninder hver dag, og måske tænker du, at det er det, man skal for at kunne kalde sig gode veninder. Men faktisk kan du sagtens have veninder, som du sjældent ser – og stadig være tætte med dem. Fordi der går lang tid imellem at I ses, behøver det ikke være ensbetydende med, at I er ved at glide fra hinanden, eller at I ikke er gode veninder. Så længe I stadig husker at skrive til hinanden en gang imellem, så kan venskabet stadig være lige så værdifuldt, som hvis I så hinanden hver eneste dag. Cyberspace-veninder kan derfor sagtens være gode veninder!
Foto: Shutterstock
I stedet for hele tiden at prøve at være populær og gå efter at få nye veninder, så tænk også over at pleje dem, som du allerede har. Husk at ringe til dem, spørge ind til, hvordan de har det, og at lave aftaler med dem. Tager man sig ikke af sine veninder eller viser interesse for dem, risikerer man nemlig at miste dem.
Foto: Shutterstock
Måske tænker du, at dine bedste veninder er dem, der ligner dig selv både personlighedsmæssigt og stilmæssigt. Men faktisk er det rigtig nice med forskellige veninder. Husk på, at du kan lære meget af personer, som ikke er helt som dig selv.
Foto: Shutterstock
Selv om det ser ud til, at nogle af dine bekendte har mange flere veninder, end du selv har, så husk, at de ikke behøver at være så tætte, som de giver sig ud for at være på de sociale medier, når de poster billeder af, hvor nice de har det sammen. Ligesom at morgenmaden ofte ser lidt bedre ud på Instagram, end den gør i virkeligheden, så gør andres mange, tætte venskaber det sommetider også.
Foto: Shutterstock
Mærk efter, hvad der føles rigtigt for dig, når det kommer til dine venskaber. Hvis du er åben over for nye mennesker og husker at pleje dine ”gamle” venskaber, så er du godt på vej, og så behøver du faktisk slet ikke spekulere på, om du har for få eller for mange veninder!
Foto: Shutterstock