En julenovelle: ”Solo” - del 3

Faster Martha var helt rundt på gulvet, hun fattede ikke, hvor mit pludselige livsmod kom fra. Hun anede intet om koncerten eller Jakob. Men det skulle vise sig, at min lykke var på lånt tid. En dag da jeg i min flyvske tilstand af lykke havde glemt en seddel om koncerten i min taske, ændrede det hele sig. Min faster blev rasende, da hun tømte indholdet af min fjällraven, som jeg havde fået af Sarah, ud på trægulvet og opdagede sedlen.

I de næste uger måtte jeg ikke gå ud for en dør. Min faster tvang mig til at blive inde. Jeg var ved at gå fra forstanden. Jeg var inde på mit værelse eller ude og skrubbe gulve, alt imens min fasters hånlige latter fyldte mit hoved. Det blev for meget, jeg måtte gøre noget - slippe væk derfra. En iskold november nat stak jeg af. Med mig havde jeg mit tøj og mit fotoalbum, som var det eneste, jeg havde arvet efter mine forældre. Hvinen og raslen fra vinden i buskene, var det eneste, der fyldte den tunge aftenluft. Mit hjerte bankede som en sindssyg. Jeg var snart fremme. Jeg kunne se det. Sarahs hus.

Sarah lyttede, jeg græd. Jeg var lidt forskrækket over, hvad jeg havde gjort. Vi sad på hendes lille værelse, hvor hun havde lagt puder ud på gulvet, som jeg kunne sove på, men vi snakkede hele natten. Jeg fortalte Sarah, hvor meget skyldfølelse jeg stadig havde over mine forældres død. "Og det var vildt glat, men det tænkte jeg ikke på, jeg var jo kun 8. Jeg ville vise dem mine nye Barbiekort. Jeg husker ikke ret meget andet, end at jeg vågnede på hospitalet næsten morgen. Uden forældre." Sarah var fuldstændig stille. Hun vidste nok ikke helt, hvad hun skulle sige. Hun rejste sig op og rakte mig det fotoalbum, som jeg havde haft med. Vi satte os ned og kiggede billeder næste par timer. Vi grinede over alle de billeder, som vakte mine minder. Det var længe siden, jeg havde tænkt på mine forældre sådan - så livligt. Som om de stadig var her, lige her, i det lokale med Sarah og jeg. Da jeg bladrede om til næste side, faldt et gammelt brev ud. Det var min mors håndskrift. Jeg åbnede det med fumlende fingre. Der stod:

"Kære Julie. Tillykke med fødselsdagen! Du er lige fyldt 5 år - du er en stor pige nu. I dag d. 5/7 år 2000. Lige nu kan du desværre ikke læse, men det kommer, for du er så dygtig og modig. Vi er meget stolte af dig. Lad aldrig nogen bilde dig andet ind. Vi elsker dig af hele vores hjerte - dengang du blev født, lige nu og for evigt og altid. Vi ved, at du bliver til noget stort en dag. Følg dine drømme, tro på dig selv, gør hvad du vil - ingen skal forhindre dig i at opnå dine mål.
Mange kys fra Mor og Far."

En tåre løb langsomt ned ad min kind, jeg smilede. Det føltes som om, at et tomrum i mit hjerte blev fyldt ud. De elskede mig. Siden det gik tingene meget hurtigt. Jeg flyttede hjem til Sarah. Jeg husker tydeligt billedet af hendes adoptivforældre, som stod der i døråbningen med åbne arme. Nu havde jeg en søster og to små brødre, men vigtigst af alt en familie. Jeg følte mig velkommen, det var en helt ubeskrivelig fornemmelse at høre til et sted. Jeg vidste godt, at de aldrig kunne blive min helt rigtige familie, men jeg var glad der, og det føltes som mit hjem.

Det er det vigtigste - at føle sig hjemme.
Nåh ja, for resten. Jakob og jeg er stadig sammen. Koncerten blev rigtig god, og vi sang endda en duet sammen, Jakob og jeg. Det var en fantastisk fornemmelse at stå foran et publikum, meget vanedannende hvis jeg selv må sige det. Hele Sarahs familie, min familie, var der. Det var nok næsten det bedste ved hele aftenen. Jeg har ikke set noget til faster siden dengang, men det er vel godt det samme.

"Der er ikke noget i vejen vel? Skal vi ikke pakke gaver op nu?" Sarah kiggede bekymret på mig. Jeg smilede. Nej - der var absolut intet i vejen. Jeg har boet hos Sarah et år nu, og alt går, som det skal. Kunne jeg bede om mere?

Læs første del af novellen her.