Jeg har børnegigt

Jeg er 15 år og bor i en lille by med min familie. I min fritid rider jeg og nyder mine veninder og familie, men bag facaden er der noget, som ingen kan se - altså hvis de ikke lige ved det.

Jeg er en af de cirka 1.000 børn og unge, der i Danmark er ramt af børnegigt. Jeg har været meget heldig og har kun en mild form af sygdommen. Gigten har specielt ramt mig i kæberne, og for nylig fik jeg sprøjtet mine kæber med binyrebarkhormon, som er et bedøvende og bakteriedræbende middel.

Jeg var ambulant indlagt sammen med min far. Vi mødte op om morgenen, og tidligt på formiddagen kom jeg ind på en operationsstue, hvor indgrebet skulle foregå. Som jeg lå der i operationsstuen, kunne jeg mærke, hvordan jeg fik små stikkende fornemmelser i øjnene - tårer. Jeg var ikke ked af det, bare bange fordi jeg skulle i en kortvarig narkose. Jeg havde aldrig prøvet det før, og derfor blev jeg forskrækket og bange for aldrig at vågne igen.

Læs også: Når din veninde har brug for dig

Narkoselægen var utrolig god og beroligede mig, da de stak en nål i min arm. Der faldt mere ro over mig, og jeg håbede bare på at vågne op igen. De sprøjtede det bedøvende middel ind. Hele mit ansigt føltes, som om de stak 1.000 nåle i det, og så sov jeg. Det varede kun få sekunder, og nu kan jeg overhovedet ikke huske noget af det.

Det her var bare én af mange episoder og oplevelser, jeg får gennem min sygdom. Børnegigten har nu stoppet væksten i mit kæbeled, hvilket betyder, at jeg har overbid. Derfor skal jeg opereres, men først når jeg er omkring 17. Den ventetid der er fra, at jeg første gang fik at vide, at jeg skulle opereres, er enorm lang, og jeg venter kun på at få det overstået.

Læs også: Hjælp en veninde i sorg

En ting er alle de undersøgelser, man skal igennem, alle de papirer, man skal udfylde, alle de læger, man skal snakke med, alle de billeder, man skal have taget. Alt, hvad der har med sygehuse at gøre, er nu en forbandelse for mig, hvor det før bare var spændende.

En anden ting er, hvad det gør ved mig - ja, det ændrer en smule på mit udseende, det er den lille del. Den anden del er, at hver gang jeg opdager en lille mystisk ting på min krop, eller hvis jeg bliver syg, så bliver jeg ekstra nervøs, fordi jeg virkelig frygter, at der bliver mange flere ting, jeg skal tage stilling til, og mange flere ting jeg skal igennem.

Læs også: Pas på med de der drømme

Jeg orker virkelig ikke mere. Specielt nu, hvor jeg er i teenageårene, og der sker så mange ting og rigtig mange ting ændrer sig. Hvis jeg bare kunne komme af med tankerne om børnegigt, så ville det hjælpe rigtig meget på rigtig mange situationer. Jeg ved godt, at der er mange ting, der er meget værre end dette, men for mig er det mit liv, og det er alt, jeg hver dag skal tage hensyn til. Jeg misunder alle, der er helt raske.

Før jeg fandt ud af, at jeg var ramt af det her, så var der så mange ting, jeg burde værdsætte, ting som jeg nu værdsætter - for lige nu er jeg bare lykkelig over, at min sygdom ikke er livstruende. Jeg kan ikke beskrive det bedre, jeg vil bare af med det.

Dette er en opfordring til alle jer glade, raske læsere, som kun værdsætter de store ting i livet. Sats på lykken og nyd dagen i dag, for du ved aldrig, hvad der sker i morgen. Selv ikke mig, som ellers stort set har alt nøje planlagt og har en operation forude.

Nej, jeg kan heller ikke forudse noget - og hvem ved, måske ligger jeg på operationsbordet i morgen?

Læs også: Camilla fik sin fars ene nyre