Læsernes blog - Jeg er hemmeligt deprimeret

Det hele startede sommeren 2012. Vi var ude på ferie i Jylland og havde det så rart. Det var mig, mor, far og mine tre søskende. Vi hyggede og grinte. Vi tog til Legoland på min fødselsdag og var ude på stranden næsten hver aften - det hele virkede så perfekt.

Læs også: Læsernes blog - Jeg er ordblind

Jeg kunne under ferien godt fornemme, at der var noget galt med min far. Han fik hele tiden opkald fra hans søskende om, at deres ældste bror var blevet indlagt på hospitalet. Han skulle opereres. Vi var bekymrede, men vi vidste at det ville gå godt med ham ... eller det troede vi, vi vidste.

Tilbage fra turen
Morgenen efter vi kom tilbage fra ferien, fik vi så de dårlige nyheder. Min onkel var død! Det er ikke så let for mig at skrive, jeg bryder sammen, hver gang jeg tænker på det. Min onkel var en fantastisk mand, der inspirerede mig til altid at gøre mit bedste. Han var døv og stum, så hver gang vi skulle snakke sammen, plejede vi at skrive små beskeder på et stykke papir. Jeg plejede at kramme ham og kysse ham på panden, fordi jeg elskede ham så højt.

Læs også: Læsernes blog - Jeg er udvekslingsstudent i USA

Jeg ved, man ikke burde have favoritter i familien, men han var min yndlingsonkel, og nu er han min døde onkel. Jeg var helt klart ikke den, der tog det tungest. Jeg så min far græde for første gang i mit liv. Det var den værste følelse nogensinde, og det gjorde kun det hele værre.

Hvor skal I hen?
Et par dage efter min onkels død så jeg, at mine forældre pakkede deres tasker. Jeg undrede mig over, hvor de skulle hen, og jeg spurgte så ind til det. De skulle til min onkels begravelse i Mellemøsten, hvor vi er fra. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg skulle bruge de næste ti dage hos min familie her i Danmark. Eller ikke familie, men meget tætte familievenner, som vi opfatter som familie.

Jeg prøvede hele tiden at bevare smilet og have det sjovt - og tro mig: På ydersiden så det også sådan ud - men inderst inde var jeg stadig knust. Alt, jeg kunne tænke på, var min onkel og mine forældre. Da de kom hjem, var det det samme. Jeg prøvede at virke stærk, og sådan så jeg også ud.

Læs også: Min far er alkoholiker og hvad så?

Ny skole, ny start
Efter ferien startede jeg så på HTX. Jeg introducerede mig selv med et stort smil, og jeg har overbevist alle om, at jeg altid er i godt humør. Men i virkeligheden tuder jeg hver aften, inden jeg skal i seng, fordi jeg kommer i tanke om den tragedie, vi kom ud for i ferien. Selv om jeg virker glad, så har jeg bare brug for nogen, der vil give mig et stort kram og fortælle mig, at alt vil blive godt igen, selv om jeg ved, at det ikke vil.