Farvel til The King of Pop

I nat blev jeg vækket af min kæreste, der fortalte mig, at Michael Jackson var død. Jeg sov stadig halvt, opfattede ikke helt, hvad han sagde, og da jeg vågnede i morges, troede jeg først, at det var noget, jeg havde drømt. Men nej, det var virkelighed: Michael Jackson har moonwalket for sidste gang. Og den comeback-koncert i London, som jeg havde billetter til, bliver aldrig til noget.

Kongen af pop har lige så længe, jeg kan huske, været en del af soundtracket til mit liv. Jeg dansede til "Thriller", snøftede lidt til "Heal the World" og kunne videoen til "Black & White" udenad. Jeg stod på forreste række, da Michael Jackson spillede i Parken i København i 1997, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at den mand da bare havde brug for et kram.

For samtidig med, at han var et musikalsk geni, var han jo totalt mærkelig. Havde sin egen forlystelsespark i baghaven, sang en kærlighedssang til en rotte, og havde vistnok et lidt underligt forhold til små drenge. Giftede sig med Elvis' datter og fik børn med rugemødre, som han opkaldte efter sig selv og gav masker på, når de gik ud af huset. Måske er det rigtigt, når man siger, at grænsen mellem genial og gal er hårfin.

Michael Jackson har haft et mærkeligt liv, og på en eller anden måde kunne jeg heller ikke forestille mig, at han ville blive en gammel mand. Men i løbet af de 50 år, han levede, blev han en musikalsk legende. Og hvis jeg kunne sige noget til ham lige nu, skulle det være tak. Tak for "Billie Jean". For "We Are The World" og "Man in the Mirror". Og for alle de andre…