Superlækker sorbet-is
Sorbet-is er et nice alternativ til den noget tungere flødeis. Smagen af frugt er frisk, og så passer det bare helt perfekt ved siden af en sød dessert som for eksempel chokoladekage. Og det bedste af det hele er, at det faktisk slet ikke er så svært at lave. Prøv selv!
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Læs også: Opskrift: Sund hindbær-is
Ingredienser til citronsorbet
1 pasteuriseret æggehvide
175 g sukker
1½ dl vand
½ dl appelsinsaft
2 dl citronsaft
Sådan laver du citronsorbet
Kog sukker og vand sammen i en gryde i to minutter. Lad det afkøle bagefter. Rør appelsinsaft og citronsaft i blandingen - helst fra friske frugter, det smager bare lækrest. Pisk æggehviden stiv lige inden, du blander det sammen med resten og hælder det i en boks til fryseren. Rør rundt i 4-5 gange i timen, så det bliver blødt og lækkert. Bliver det for hårdt, kan du hakke det i stykker, blende det og komme det på køl igen.
Tip: Hvis du har en ismaskine, skal du bare hælde blandingen i den i 40 minutter.
Ingredienser til hyldeblomstsorbet
3 dl. koncentrat af hyldeblomstsaft
1 pasteuriseret æggehvide
½ dl vand
Læs også: Tre lækre softice opskrifter
Sådan laver du hyldeblomstsorbet
Pisk æggehviden stiv og bland saft og vand i. Hæld det i en bøtte og stil det i fryseren. Rør rundt 4-5 gange i løbet af en time. Har du en ismaskine, skal du bare hælde det deri, indtil du synes, det har den rette konsistens eller cirka 40 minutter.