Identitet

10 tips til at falde i søvn

Af Anja Bruneskjold 15. august 2012
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Hvis du nogle gange har problemer med at sove, så læs lige disse 10 tips til at falde i søvn!

Nogle aftener er det bare umuligt at falde i søvn, og det kan være vildt irriterende og frustrerende. Vi har samlet 10 tips til at falde i søvn, som du kan bruge, næste gang du ikke kan sove.

Tænk på noget godt
Det er nemt at sige, men det hjælper faktisk, hvis man prøver at fokusere på noget, der gør én glad. Det kan for eksempel være et dejligt barndomsminde eller en sjov eftermiddag med din bedste veninde. På den måde kobler du af og kommer væk fra en hverdagens stress.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Gå på toilettet
Ja, det lyder banalt, men nogle gange kan man faktisk godt ligge vågen, fordi man skal på toilettet. Måske tager du dig selv i at tænke, du sagtens kan holde dig, og derefter kan du ikke tænke på andet. Skynd dig at få det overstået!

Læs også: Sov godt...

Luft ud
Det er en god idé at åbne alle vinduerne på dit værelse, inden du skal i seng. Dit værelse har godt af at blive luftet ud, og hvis temperaturen er lidt kølig, har du lettere ved at faldet i søvn. Og så er det bare heller ikke særlig fedt at ligge på et lummert værelse.

Varm mælk
At drikke varm mælk er en sikker vinder, hver gang man har problemer med at falde i søvn. Den varme mælk får dine muskler til at falde til ro, og derfor bliver du hurtigt helt afslappet i kroppen. Hvis ikke du kan lide varm mælk, kan du lave dig en kop te inden sengetid. Gå efter en te, hvor der er baldrian-urt i - den får dig til at slappe helt af.

Læs også: Sov dig smuk.

Mediter!
Ikke på den der seje yoga-agtige måde, men bare når du ligger i din seng med lyset slukket. Hvis du prøver at tænke på noget fredfyldt, som for eksempel et smukt vandfald eller en park med blomster, så lukker du automatisk alle andre tanker ude.

Tag et bad
Hvis du har haft en travl og stresset dag, er det altid rart at koble helt af om aftenen. Hvis du tager et varmt bad inden sengetid, så slapper kroppen helt af, og du falder garanteret i søvn med det samme.

Mørke gardiner
Hvis du er én af dem, der slet ikke kan sove, når der er lys i dit værelse, så få dig nogle mørke eller helt sorte gardiner, så solen ikke kan trænge ind på værelset. Man kan få mange diskrete rullegardiner, som man ikke kan se i løbet af dagen, men som du kun skal trække ned, når du går i seng.

Læs også: Sådan snører du dine forældre.

Læs!
Selv om du ikke kan sove, er du garanteret rigtig træt. Så hvis du begynder at læse i en bog, fokuserer du kun på historien, og dine øjne vil lige så stille begynde at lukke i.

Løb en tur
Det er både sundt for kroppen og sindet at dyrke motion, og hvis du løber en aftentur, vil det også hjælpe dig til at falde i søvn. Løbeturen vil afstresse kroppen, og du vil være helt parat til at gå i seng, når du kommer hjem.

Undgå computer og mobil
Rigtig ofte tjekker vi lige facebook eller gossip-nyheder, inden vi går i seng. Men det er faktisk en rigtig god idé at lade være den sidste halve time, inden du skal i seng. Din computer og mobil stresser hjernen, og derfor vil du have svært ved at falde i søvn med det samme.

Læs også: Det er sundt at sove længe.