De her 6 tegn vil afsløre, om I passer sammen
Du kender den måske: Følelsen af sommerfugle i maven, når du ser eller er sammen med en bestemt person – men bare fordi personen giver dig den følelse, betyder det så, at I passer sammen?
Det kan være svært at vide. For selvom man er forelsket i en person, er det ikke altid sikkert, at personen er den rigtige for dig i det lange løb. Derfor har vi samlet 6 ting, der kan være med til at fortælle dig, om dig og dit crush er det helt rigtige match.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
1. Du kan være dig selv i personens selskab
Noget af det vigtigste ved at være i et forhold er, at man kan være sig selv i det. Du vil derfor vide, om den person, du er forelsket i, er den rigtige for dig, hvis du kan være 100% dig selv sammen med personen. Det indebærer, at du for eksempel ikke behøver at lade som om, at du elsker at se fodbold, eller at James Bond er din yndlingsfilm, hvis det ikke er. I stedet kan du være lige præcis den person, som du er, og sige alle de ting, du har på hjertet uden at skulle bekymre dig om, om hvad personen, som du er forelsket i, mon tænker om dig.
2. Stilhed føles helt okay
Én ting er at kunne tale sammen uden problemer – en anden ting er at kunne opleve stilhed, når man er sammen - uden problemer. Det er helt naturligt, at når man først møder et andet menneske, som man godt kan lide, at man gerne vil sørge for, at der ikke kommer en (akavet) stilhed. Men som tiden går, er det vigtigt, at følelsen af stilhed føles helt okay, og at man kan være sammen med en person uden hele tiden at skulle føle sig presset til at have det næste samtaleemne klar. Hvis stilhed derfor føles helt okay, når du er sammen med den person, du er forelsket i, kan dette også være med til at fortælle, at personen er den rigtige for dig – for det betyder også bare, at du kan slappe af i personens selskab.
3. I føler jer ikke begrænset af hinanden
Når man først bliver forelsket i et andet menneske, er det naturligt, hvis man gerne vil være sammen med personen så meget som muligt. Dog er det i et forhold også vigtigt, at man husker at tage sig tid til at være sammen med sine venner og veninder – og at man giver hinanden plads til at gøre det. Du vil derfor også kunne vide, om den person, du er forelsket i, er den rigtige for dig, hvis personen ikke begrænser dig, men også giver dig plads til at have dine egne hobbyer og venner samt at lave ting uden vedkommende.
4. I klinger godt med hinandens venner
”Hvis du vil være min kæreste, skal du kunne med mine venner” sang Spice Girls engang - og hvor havde (og har de stadig) ret. Hvordan man har det med hinandens venner skal selvfølgelig ikke afgøre, om man er det rigtige match eller ej, men det kan bestemt gøre hele forholdet meget lettere og sjovere at være i.
Forelskelse fra A-Å: Hvilke kan du genkende?
5. I kan diskutere på en ordentlig måde
Det kan nogle gange være svært ikke at komme til at diskutere i et forhold – og det er helt okay, hvis man gør! At diskutere er helt naturligt, når man er to forskellige mennesker med helt forskellige drømme og ønsker i hverdagen. Hvad der dog er vigtigt, hvis man diskuterer i et forhold, er, at det gøres på en sund og ordentlig måde, så det ikke løber helt af sporet, og man i stedet ender med at skændes og måske endda blive tarvelige over for hinanden. Hvis dig og den person, du er forelsket i, kan finde ud af at diskutere uden at lade det gå ud over hinanden, kan dette også være med til at fortælle dig, at I passer godt sammen.
6. Det føles let at være sammen
Et forhold kan aldrig være let hele tiden. Men hvis det kan føles let det meste af tiden, er det et virkelig godt tegn. I kan være stille i hinandens selskab, uden det føles ubehageligt. Hverdagsproblemer føles små, og I kan finde ud af at løse dem sammen. Efter en diskussion føler du dig ikke drænet for energi. Du er glad, når du tænker på en fremtid sammen med vedkommende. Jeres forhold føles ikke som noget, I skal arbejde helt vildt meget på, og jeres mulige konflikter er kun kortvarige. Kort sagt: Hvis du oplever alt det her, og du føler dig godt tilpas i det hele, er der ikke noget bedre tegn på, at dig, og den person, du er forelsket i, er den helt rigtige for dig!
HUSK! I ethvert forhold er der både gode og mindre gode perioder - og alle forhold er forskellige. Det der er til fælles med alles forhold er, at der ikke er nogen af dem, der er perfekte.