Guide: Slå op med din kæreste
Har du ikke de samme følelser for din kæreste, som du har haft, og drømmer du egentlig om at være single igen? Så er det på tide at slå op med din kæreste. Men inden du kaster dig ud i det der breakup, så læs med her, så du får det gjort på en god måde.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Læs også: Drengepanel: Sådan slår man op.
Få det nu gjort!
Har du allerede fået tanken, at I ikke længere skal være kærester, så er det på tide at gøre noget ved det. Det værste, du kan gøre, er at vente på, at han slår op, fordi du synes, det er lettere, for det er tarveligt over for din kæreste, at han skal gætte sig til, hvad du vil. Du må stå ved dine følelser og vise ham, at du er ærlig over for ham, men også over for dig selv. Det er ikke i orden at holde ham hen ved at vise ham falske følelser.
Inden du snakker med ham
Inden du slår op med din kæreste, så tænk over, hvordan du skal gøre det, og hvad du skal sige til ham. Det kan være en god idé at skrive ned, hvad det er, du vil sige til ham, så du får sagt præcis, hvad du tænker og føler.
Måske har du lyst til at få en masse tips og råd af dine veninder, men det er ikke fair over for din kæreste, at alle dine veninder ved, at du vil slå op med ham, inden du gør det. Har du en bedsteveninde, som du stoler på, kan du måske snakke med hende om det, men du skal være helt sikker på, at hun ikke siger det videre.
Læs også: 15 grunde til at være single.
Sådan siger du det
1. Det kan være en god idé at forberede din kæreste ved at sige, at du gerne vil snakke med ham, men lad være med at gøre det for lang tid i forvejen. Du ville sikkert heller ikke bryde dig om at gå i uvisheden om, hvad han ville sige, hvis det var ham, der sagde til dig, at han ville snakke med dig.
2. Find et sted og et tidspunkt, hvor I er alene og har god tid. Måske har din kæreste brug for at snakke med dig, og så dur det ikke, at du skal til håndbold ti minutter efter. Giv ham tid til at kunne snakke med dig og spørge dig, så du giver ham en god afslutning på forholdet.
3. Vær ærlig! Har du ikke følelserne for ham længere, så sig det til ham. Hvis du lyver og siger, at du har brug for en pause eller andet, så giver du ham måske falske forhåbninger om, at I skal være sammen igen.
4. Lad være med at give ham skylden. Det er din beslutning, så ikke noget med at sige, at han gør noget forkert. Han er som han er, og det passer bare ikke med det, du søger lige nu.
5. Husk også at lade ham sige, hvad han tænker og føler, men vær forberedt på, at han måske bliver sur eller ked af det. Accepter hans følelser, også selv om han siger, at han ikke vil snakke med dig længere. Det er hans måde at komme videre, og selv om det gør ondt, så må du acceptere hans valg.
Få flere råd her: Slå op på en ærlig måde.
Husk!
Du er måske ikke lykkelig lige med det samme, når du har slået op med din kæreste, men det bliver du. Men ikke noget med at sende søde sms'er til ham eller skrive, at du savner ham, fordi du har brug for bekræftelse. Det vil gøre ham endnu mere ked af det, når du jo ikke længere vil have ham. Brug dine veninder, ligeså meget du kan, så de kan hjælpe dig til at blive glad igen.