“Det er okay, at være den man er, og det er okay at være i tvivl”

Et ungt menneske med skulderlangt, brunt, bølget hår står foran et spejl, mens de afprøver de lyse og dybe toner af deres stemmeleje.

Taler de i et lysere toneleje lyder de mere feminin. Taler de i et toneleje, hvor de ikke anstrenger sig, lyder de mere maskulin.

– Det er overraskende svært at tænke på – er jeg en pige eller er jeg en dreng? Det er rigtig svært at svare på, siger den dengang 12-årige Bastian, mens han betragter sig selv i spejlet.

Sådan starter dokumentaren “Forvandlingen”, der følger de to unge mennesker, Bastian og Max, når de på et spænd over to år går fra at være børn til at være teenagere. Max er biologisk født som pige, og sprang som 12-årig ud som transkønnet dreng. Bastian er biologisk født som dreng, men føler sig mest som en pige.

Fælles for de to er, at de i starten af dokumentaren begge føler, at deres kroppes udvikling går i den forkerte retning i forhold til deres kønsidentitet. Derfor står de overfor valget om påbegynde en kønstransition.

Helt konkret er det valget om at bremse deres pubertet, ved at begynde på stophormoner, for efterfølgende at starte på krydshormoner, der sætter gang i en ny pubertet hen mod det ønskede køn.

Et valg, der ikke er lige til, da hormonerne kan have indflydelse på ens evne til at få biologiske børn, og man stadig ved meget lidt om de mulige langsigtede konsekvenser af hormonbehandlingen. Samtidig er det et valg, der ikke udelukkende er deres eget.

Som 12-årige startede Max og Bastian i udredningsforløb hos Sexologisk Klinik, hvor fagpersoner blandt andet vurderer om personer under 18 år kan blive godkendt til hormonbehandling.

Bastian startede i udredningsforløbet, for at finde ud af om behandlingen med stophormoner var den rigtige for ham, mens Max påbegyndte forløbet, da han var sikker på, at han gerne ville i stophormonbehandling.

Vi unge har mødt Max og Bastian, der i dag er henholdsvis 14 og 15 år, til en snak om kønsidentitet, og hvorfor de synes, at dokumentaren er vigtig.

Er der andre, der har det som mig?

Bastian var 10 år gammel, da han fortalte sine forældre, at han følte sig mest som en pige.

De reagerede med stor omsorg og respekt, og Bastians mor introducerede ham for både drag, transkønnethed og nonbinær kønsidentitet.

– Jeg lærte om transkønnethed og tænkte – det der, det er mig, fortæller Bastian, der for første gang tog “pigetøj” på i skole, da han var 11 år.

Max’s har også oplevet at hele hans familie har støttet ham i hans kønsidentitet, selv om nogle havde svært ved at forstå det i starten.

Siden Max var helt lille, har han haft tanker om, at hans kønsidentitet ikke var den samme, som det køn, han blev født som. Han brød sig ikke om at gå i feminint tøj, han ville helst hænge ud med de andre drenge og han ville spørge, hvornår hans krop ville blive til en “drengekrop”.

Som 9-årig blev han bevidst om transkønnethed og tænkte, at det passede på ham. Men han fortalte det først til sin familie, da han blev 12 år og bad sine forældre om en binder.

Omkring samme tidspunkt så Max og hans familie, at der blev søgt efter deltagere til dokumentaren.

– Jeg ville gerne lære mere og finde nogen, der havde det på samme måde som mig, fortæller Max om grunden til at han meldte sig.

Både Bastian og Max har gennem arbejdet med optagelserne mødt andre unge, der ligesom dem, enten har været i tvivl om deres kønsidentitet, er transkønnede eller nonbinære.

– Jeg håber, at dokumentaren kan lære andre unge, hvordan hele processen kan være, både i forhold til at gå til psykolog (red. en del af udredningsforløbet), hvordan det modtages i skolen, og de udfordringer der er, siger Bastian.

Jeg er bare mig

Under sit forløb hos Sexologisk Klinik blev Bastian som 13-årig godkendt til senere at komme i behandling med stophormoner, der ville kunne bremse hans pubertet.

En behandling, som hans forældre også havde givet ham lov til at starte i, så længe han ventede til han var kønsmoden, så han ville kunne fryse sin sæd ned og engang i fremtiden kunne få biologiske børn. Et ønske, som Bastian også selv havde.

Beslutningen om, hvorvidt det ville være det rigtige at starte på stophormoner, var dog langt fra nem for Bastian.

– Det var frustrerende, fordi beslutningen skabte et stort pres. Det ville både have en indflydelse på min krop, som ville udvikle sig maskulint, hvis jeg ikke tog dem.

– Modsat ville det det bremse den maskuline udvikling, men samtidig kunne ødelægge mit liv, hvis jeg fortrød, fortæller Bastian.

Efter en samtale med sin psykolog gik det op for Bastian, at hans syn på køn generelt og også sit eget køn var præget af de kønsstereotyper, som findes i samfundet.

Han fandt ud af, at han godt kunne være Bastian, i den krop han har, også selv om han var mest interesseret i ting, der stereotypisk forbindes med piger. Derfor valgte han at lade være med at starte i behandlingen med stophormoner.

I dag bruger han alle pronominer og præsenterer sig nogle gange som nonbinær.

– Jeg tænker ikke så meget over det længere. Jeg siger bare, at jeg er mig, fortæller Bastian.

I dokumentaren ser man, hvordan Max, der modsat Bastian ikke har været i tvivl om, hvorvidt han ville starte på stophormoner, bliver frustreret over processen med at blive godkendt til behandlingen.

Max’ forløb trækker ud, da han har angst og en ADHD-diagnose, som først skal være stabil. Men tiden er imod ham. Mens han venter på at få lov til at starte sin transition, går han i puberteten med en krop, der udvikler sig i den modsatte retning af, hvad han føler sig som.

– Jeg blev glad, da de på et tidspunkt bevilgede stophormonerne til mig. Men så endte de med at sige, at jeg ikke måtte starte på dem alligevel. De tog glæden tilbage, fortæller Max.

Som 14-årig fik Max at vide, at han ikke ville kunne komme i betragtning til stophormoner, fordi Sexologisk Klinik stort set ikke giver stophormoner til unge længere.

Max havde efterfølgende også fået en anden melding om, at han ville kunne få lov til at starte på testosteron, når han fylder 15 år. Men det er han også blevet afvist på igen, fordi Sexologisk Klinik vurder, at han endnu ikke er stabil nok i sin nuværende medicin.

– Det er virkelig svært, fordi jeg havde forventet at kunne starte. Det ville gøre mit mentale helbred bedre at starte på testosteron, for noget af det jeg synes er sværest er, at jeg ikke føler, at jeg ligner eller lyder som andre drenge, fortæller Max.

Kæmp for den du er

Inden de startede deres udredningsforløb, ville Max og Bastian gerne have vidst, at der er nogle mennesker, der hader og diskriminerer transpersoner, nonbinære og mennesker i LGBT+ miljøet, selv om disse mennesker bare lever, som dem de er.

Max og Bastian har begge oplevet at blive mobbet i skolen på grund af deres kønsidentitet og de er også blevet udsat for fysisk had og diskrimination i forskellig grad.

– Jeg ville ønske, at folk vidste, at det ikke er et valg at være transkønnet. Man ville jo ikke vælge at blive udsat for hatecrimes og hadefulde kommentarer. Det er ikke noget, man gerne vil, fortæller Max.

Både Bastian og Max har stødt på kommentarer, som der findes kun to køn og man ikke kan være nonbinær eller transkønnet. Kommentarer som udover at være sårende også kan være forvirrende, hvis man er i tvivl om sin kønsidentitet, fortæller Bastian.

– Hvis man er transkønnet eller nonbinær, kan man have udfordringer nok i forvejen med at finde ud af, hvem man selv er. Så gør det ikke situationen nemmere, hvis folk kommer og siger, at man ikke kan være, den man er, lyder det fra Bastian.

Selv om Max ved, at det kan være svært at være ude som transkønnet eller nonbinær, synes han, det er vigtigt, at kæmpe for den man er:

– Hvis man ikke lever, som den man er, så er det endnu sværere. Det er hårdt at leve, som en person, man egentlig ikke er.

– Jeg håber dokumentaren kan vise, at det er okay, at være den man er, og at det også er okay, at være i tvivl om den man er, siger Max.

Dokumentaren “Forvandlingen” havde premiere i forbindelse med CPH: DOX den 17. marts og kan ses online hos CPH: DOX.