Sonja har aldrig haft et job i mere end et år. Først nu forstår hun, at hun ikke er forkert

Når Sonja Lovdal laver content, tager hun ikke bare telefonen op af lommen og begynder at optage. Hun lægger en plan, sætter post-its på væggen, tegner berettermodeller og visualiserer sine idéer.

De mange kreative idéer ender blandt andet som indhold på TikTok, hvor næsten 147 tusind følger med, når hun laver alt fra uhyggelige halloween-serier til indhold om mentalt helbred.

Sonja har altid været kreativ. Og da hun gik i folkeskole tegnede hun i sine notesbøger, fordi hun på den måde bedre kunne høre efter i timerne.

Men tegneriet blev der altid sat en stopper for.

– Jeg fik ballade for at tegne i timerne, for lærerne troede aldrig, jeg fulgte med, når jeg kiggede ned. Men det hjalp mig jo med at høre bedre efter. Faktisk kunne jeg kun høre efter sådan, forklarer hun.

Derfor blev folkeskolen allerede startskuddet til den tunge følelse af at være forkert.

– Jeg troede, at jeg gjorde tingene forkert. At jeg var forkert.

Den "rigtige" rækkefølge

Gang på gang blev Sonja bekræftet i, at hun ikke passede ind i skolens strukturer og systemer. Derfor kom hun også hurtigt frem til, at hun ikke skulle gå på gymnasiet.

Det skulle de fleste af Sonjas veninder til gengæld. Og frygten for at føle sig udenfor gjorde, at hun var millimeter fra at søge ind alligevel. I dag er hun glad for, at hun ikke gjorde det.

Hvad gør man så, når man vælger gymnasiet fra?

Sonja havde stadig en idé om, at hun skulle have sig en uddannelse, selv om hun valgte gymnasiet fra. Så hun søgte ind på en uddannelse. Droppede ud af den. Søgte ind på en anden, men droppede ud igen.

– Jeg startede på mange uddannelser. For man tager jo en uddannelse, så man kan komme ud og få sig et job … Det hele skulle ligesom ske i den ”rigtige” rækkefølge, ikke?, forklarer hun.

Der var bare noget ved at gå i skole, som Sonja ikke trivedes i.

– Den 'form', som skolen har, fungerer bare ikke for mig. Og der var ingen skoler, som passede til, hvordan jeg gerne ville lære og hvordan jeg gerne ville arbejde.

En drøm om fotografi og film

Det gik det op for Sonja, at hun skulle gå en anden vej for at skaffe et job, hvor hun kunne arbejde med fotografi og film, som var og er hendes helt store passion. Så imens veninderne terpede tyske gloser på gymnasiet, begyndte hun at dele sine billeder og videoer på sin Instagram-profil.

Og det gjorde underværker. På trods af de mange fejlslagne forsøg på at tage en uddannelse, fik hun jobs i reklamebranchen, hvor hun endelig fik lov til at arbejde med dét, hun synes var spændende.

Så hun udlevede jo faktisk sin drøm …

Men de forskellige jobs gjorde ikke Sonja glad. Hun var ofte udbrændt og ked af det, og det var alt andet end holdbart.

– Jeg har haft forskellige fuldtidsjobs. Men på hvert job, holdt jeg maks. i et år, fordi jeg ikke kunne holde det ud mentalt. Det enten drænede mig mentalt eller var for ensformigt.

En langsom proces

Sonja brugte mange år på at presse sig selv gennem skolen, starte på uddannelser og arbejde i forskellige jobs.

Hver gang fungerede det bare ikke, forklarer Sonja, om hendes mange forsøg med at gøre, hvad hun troede, var noget hun skulle. Men i lang tid, havde hun ikke en forklaring på, hvorfor det ikke fungerede.

– Jeg har altid vidst, at jeg var anderledes, på en eller anden måde, uden at jeg kunne sætte en finger på hvorfor. Jeg har altid troet, at jeg nok var doven, at jeg ikke tog mig nok sammen, og at jeg bare skulle presse mig selv hårdere.

Men på et tidspunkt var nok bare nok.

Sonja var klar til at gøre noget helt andet. Hun valgte at springe ud som selvstændig content creator, og først her følte hun en større ro. Nu kunne hun styre sin egen tid, og hverdagen blev nemmere og humøret bedre.

– Det har været en lang rejse for mig. Fra at jeg troede, at jeg skulle have et ’succesfuldt’ job hos et mediebureau, til at være freelance, og så til sidst at finde ud af at jeg kunne være content creator for mig selv. Det har været en langsom proces, fortæller hun.

Selv om Sonja nu følte, at hun var landet på den helt rigtige hylde, var der stadig en tanke, som rumsterede i baghovedet … Hvorfor skulle hun have så svært ved at passe ind? Hvorfor følte hun sig forkert og anderledes så længe?

Hun havde ikke forestillet sig, at hun i en alder af 27, skulle se sig selv i et helt nyt lys.

Den sidste brik i puslespillet

En dag gik puslespillet op. Sonjas mange spørgsmål fik et svar: ADHD og Autisme.

Og det kan være svært at presse ADHD og Autisme ned i de kasser der hedder folkeskole, gymnasium og fuldtidsjob.

De udfordringer havde Sonja haft hele livet, men pludselig havde udfordringerne et navn.

– Jeg har lært at arbejde med mine diagnoser og faktisk finde fordelene i dem. I stedet for at forsøge at passe ind i de kasser der allerede er, kan jeg nu skabe mine egne rammer. Og det er megafedt!

Faktisk ser Sonja slet ikke sine diagnoser som en dårlig ting. Tværtimod.

– Jeg kan ting, jeg ikke kunne før, fordi jeg giver mig selv lov til at gøre dem på en anderledes måde.

Sonja smiler, når hun fortæller om sine diagnoser. For med dem forstår hun, hvorfor hun har kæmpet ekstra hårdt for at passe ind. Men nu behøver hun ikke prøve på at passe ind – hun har skabt sine egne kasser, hvor der er plads til bare at være Sonja.

I lang tid følte Sonja sig alene i sin kamp for at passe ind i samfundet. Hun anede simpelthen ikke, at der var andre, som havde det som hende. Det ved hun nu.

– Jeg håber, ved at sige de her ting højt, at der er nogen på den anden side der tænker ”fuck, jeg er ikke alene!”

Du kan høre et uddrag af interviewt med Sonja Lovdal her: