ord sprog
Køn & identitet

'Tøsedrenge' og '12-talspiger': Her er ordene, vi bør fjerne fra vores ordforråd

Af Karoline Mathilde Rasmussen 24. oktober 2023
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Canva
"Du kaster som en pige!", "Mand dig op!". Har du hørt de sætninger før? Det har du nok – og måske endda helt uden at tænke over betydningen. Vi sætter dig ind i sprogsituationen her!

Prøv at lukke øjnene, og se en pige for dig. Tænk på ordet "pige". Forestil dig, hvordan hun ser ud, og hvordan hun er.

Prøv igen, men denne gang skal du tænke på en "12-talspige". Hvordan ser hun ud, og hvordan er hun?

Sidste gang. Nu skal du prøve at tænke på ordet "tøs". Hvordan er hun? Hvordan ser hun ud?

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Nu er vores spørgsmål: Så du den samme person for dig alle tre gange? Nej? Selv om "pige", "tøs" og "12-talpige" kunne være den helt samme person, får man 3 vidt forskellige associationer, afhængigt af hvilket ord man bruger.

Det er nemlig sådan, at ord betyder noget, og vores sprog er med til at skabe den virkelighed, vi lever i. Ord kan være med til at fastholde og forstærke stereotyper, vi har om mennesker og ting. Blandt andet derfor er det megavigtigt at være opmærksom på, hvilke ord man egentlig bruger.

Kunne det for eksempel ikke være superfedt "bare" at være helt sin egen og glad for at gå i skole uden at blive kaldt for "12-talspige"?

En lille øvelse

Vi kommer alle til at sige noget forkert en gang imellem. Og det er helt okay. Det vigtige er bare, at man tænker over det, og forsøger at gøre det bedre en anden gang.

Prøv at komme i tanker om tre andre ord, som vi ikke har på listen herunder. Tænk på, hvorfor nogle bruger ordet, på den måde de gør, og hvad det hvilke personer du forestiller dig, når du hører ordet.

Sprogeksempler

I vores sprog har vi rigtig mange ord og udtryk, der handler om køn, som vi vil vise dig eksempler på her. Overvej, hvad man egentlig siger, når man bruger ord eller udtryk som:

  • "Tøsedreng"
  • "Mand dig op!"
  • "Tøsedreng"
  • "Det har han ikke nosserne til"
  • "Drengepige"
  • "Fuckboy"
  • "12-talpige"
  • "Karrierekvinde"
  • "Det kræver sin mand"
  • "Kvindemenneske"
  • "Han er fimset"
  • "Pigefnidder"
  • "Sikke en hønsegård"
  • "Hun har bukserne på"
  • "Vatpik"
  • "Machomand"
  • "Rigtige mænd …"

En gåde, du kan bruge igen og igen

Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal forklare andre, hvordan sproget former os, som vi har forsøgt at forklare i denne artikel, kan du fortælle dem den her gåde. Første gang man hører den, bliver man meget bevidst om, hvordan sprog påvirker vores virkelighed:
En dreng og hans far er ude for et trafikuheld. Faren ligger i koma, og drengen skal opereres med det samme kirurgen kommer ind i operationslokalet, ser drengen og siger: "Nej, jeg kan ikke operere, patienten er min søn!".

Hvordan kan det lade sig gøre? Kan du regne det ud? Se svaret i bunden af artiklen.

Hvad kan jeg selv gøre?

1. Educate yourself

Vi kan anbefale at dykke endnu mere ned i emnet. Det er både spændende og vigtigt på samme tid. Jo mere, du ved, jo bedre bliver du til at spotte, når sproget bliver brugt på en dårlig og skadelig måde – og på den måde bliver du også meget bedre til selv at bruge ord på en klog måde.

2. Kald andre ud – på en ordentlig måde

Hvis du hører andre bruge ord som er upassende, diskriminerende, sexistiske og så videre, må du hellere end gerne gøre personen opmærksom på det. Husk altid at gøre det på en ordentlig måde. Du kan f.eks. spørge "Hvad mener du egentlig med det", "Hvorfor bruger du det ord?" eller "Var det vigtig for historien at bruge det ord?"

3. Tænk over dit eget sprog

Ja, den er måske ret oplagt, men ikke desto mindre er det nok det vigtigste punkt på listen: Tænk over, hvordan du bruger dit eget sprog, og hvilke ord du bruger. At starte hos dig selv er det første og vigtigste skridt på vejen!

Svar på gåden: Der er to rigtige svar. Enten er kirurgen drengens mor eller også har drengen to fædre.