5 gode råd, hvis du skal starte på en ny skole
Anna Bjerre er psykolog og daglig leder af girltalk.dk, der er en organisation, der arbejder for at hjælpe piger, som har det svært indeni.
Sommerferien er næsten slut, og for rigtig mange starter et nyt skoleår. Måske er du en af dem, som skal starte i en ny skole. Sommerfuglene vælter rundt, og det kan være svært at koncentrere sig om noget som helst. Måske tænker du meget over, hvordan det kommer til at gå, og om du får nogle nye venner.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Det er helt naturligt at tænke meget over, hvordan det kommer til at gå. Det er også helt almindeligt at være nervøs. Særligt hvis du har nogle dårlige oplevelser med i bagagen fra din tidligere skole. Det er en stor ting, du står over for, hvor mange af dine vågne timer fremover skal bruges på det nye sted.
Læs også: Sådan får du venner på en ny skole
Jeg vil gerne give dig nogle gode råd til, hvordan du bedst kan komme igennem skolestarten.
1. Husk på, at det er naturligt at være nervøs
Nervøsitet er helt almindeligt. Det, du kan mærke, er kroppen, som forbereder sig på at skulle yde en ekstra indsats. Den tjekker, om der er potentiel fare på færde og gør sig klar til at handle. Så når du mærker nervøsiteten, så husk at det er din ven, som bare gerne vil passe på dig. Den forbereder dig på, hvad der skal ske.
2. Husk at de andre sikkert har det lige som dig
Nogle gange, når man bliver rigtig nervøs, kan det være svært at sætte sig i andres sted. Man er så optaget af sine egne følelser, at man slet ikke opdager, at andre kan have det lige sådan. Prøv at lægge mærke til, hvordan de andre ser ud. Om der måske er nogen, som er endnu mere nervøs end dig.
3. Du kan beslutte dig for at handle mod din nervøsitet
Du kan faktisk beslutte dig for, hvad du vil gøre, så det er ikke er din nervøsitet, der bestemmer. Når du nu ved, at de andre måske også er spændte og lidt nervøse, så kan du beslutte at smile og sige hej.
4. Smilet er den korteste vej mellem to mennesker
Et smil kan få næsten hvem som helst til at tø op. Det er meget svært at lade være med at smile tilbage og sige hej, hvis man bliver mødt positivt. Så beslut dig for at være den, som siger hej. Jeg er sikker på, at der er en, som smiler tilbage.
5. Det er normalt at føle sig lidt ensom i starten
Husk på, at venskaber ikke altid kommer af sig selv. Det tager tid at bygge nye venskaber op, som holder i længden. Hold fast i den du er, og følg ikke bare strømmen for at blive populær. I starten vil du måske føle dig alene, men hvis du gør en indsats, vil du måske hurtigt få nogle at snakke med.
Jeg ønsker for dig, at du må få en rigtig god skolestart. Og husk: DU er ikke alene. På GirlTalk.dk vil vi altid gerne chatte med dig – også om din nye skolestart.