Anna: "Jeg er rigtig god til at mærke og aflæse folk"

Anna har et synshandicap. På det ene øje kan hun se, hvad der svarer til en nål prikket gennem et stykke papir, og på det andet kan hun kun se skygger og bevægelse. Det sidste kaldes fingertælling. Hun har også en øjensygdom, der hedder nystagmus, som gør, at hendes øjne bevæger sig op og ned og fra side til side, uden at hun kan kontrollere det. Hun har også diagnosen cerebral parese, som betyder, at hun er lam i venstre side af kroppen. Læs om hendes liv med et handicap her.

Hvordan påvirker dit handicap dig?

– I skolen betragtes jeg som blind, men jeg vil sige, jeg er svagtseende, fordi mit orienteringssyn er ret godt – det vil sige, at jeg er hurtig til at finde rundt. Jeg lader ikke folk se, at jeg har et synshandicap. Jeg kan sagtens gå rundt i byen med headset i ørerne og kigge ned i min mobil. Men fordi jeg ser så dårligt, har jeg nogle gange brug for hjælp, så det hæmmer mig, at jeg er så diskret med mit handicap. Mange går med vest, stok eller badge. Jeg har kun et par solbriller, fordi de er helt sorte og diskrete.

Har det været et tabu for dig at være svagtseende?

– Jeg har haft virkelig svært ved at acceptere det. Jeg er blevet væk mange steder og bruger rigtig meget energi på unødige ting, fordi jeg ikke vil indse, at jeg har brug for hjælp. Det er stadig et tabu for mig. Det ville være nemmere, hvis jeg havde det superchill med min synssans, men det får jeg nok aldrig. Jeg er blevet bedre til at håndtere det. På efterskolen lagde jeg et opslag om, at jeg manglede en gallapartner, op i vores facebook-gruppe, hvor jeg skrev: ”Vil du med på blind date.” Jeg tog virkelig pis på mig selv. Det blev det mest likede opslag, og jeg blev bombarderet med beskeder.

Hvordan synes du, andre reagerer på dit synshandicap?

– I coronatiden tror folk, at jeg er helt kuk-kuk, hvis jeg opdager for sent, at en indgang er blevet en udgang. Jeg har også mistet venner, som ikke kunne overskue de små ting – for eksempel at man ikke kan vise mig et billede ved at holde mobilen fem meter væk fra mit ansigt. Den skal tættere på. De ting har min bedste veninde bare gjort som en selvfølge. Men generelt får jeg god respons fra andre, hvis jeg siger, at jeg ikke kan se noget, og jeg har aldrig oplevet, at folk ikke ville hjælpe, hvis jeg bad om det.

Har du oplevet nogen fordomme om dit synshandicap?

– Ja, der er nogle, der tror, at hvis man er blind, kan man ingenting. Andre har berøringsangst og ignorerer én. Så er der dem, der ser os som mennesker. Dem er der mange af, men der er endnu flere af de andre. Hvis jeg fortæller mine studiekammerater, at jeg er blind, har de nærmest skuldrene helt oppe ved ørerne og kan ikke håndtere det. Når jeg siger, at de ikke skal gøre noget for mig, slapper de mere af. Det er jo uvidenhed, der er skyld i fordommene. Uden dem ville det være nemmere for mig at være mig selv.

Hvad drømmer du om i fremtiden?

– Jeg drømmer om at få en god uddannelse. Jeg vil gerne læse sociologi og psykologi på universitetet. Der er ingen tvivl om, at det bliver hårdt, fordi jeg bruger længere tid på lektierne end seende mennesker og samtidig har brug for tid til at være social. Mange synshandicappede ender som førtidspensionister og er ikke en del af samfundet, og det er synd. Heldigvis er min generation begyndt at komme mere på arbejdsmarkedet. Det er megafedt at have noget at stå op til hver dag og at tjene sine egne penge.

Dater du?

– Jeg dater kun fyre, og de har nogle gange svært ved at sætte sig ind i synshandicappet. De tænker måske, at det er en stor mundfuld. Men jeg har skrevet med nogle fyre, der har været helt cool med det. Lige nu ser jeg en fyr, som jeg har mødt gennem synshandicapmiljøet. Vi har altid kendt hinanden, men det var først omkring nytår, at vi snakkede om, hvordan vi havde det med hinanden. Siden da har vi haft noget sammen. Vi kan bare rigtig godt lide hinanden og har mange fælles interesser. Jeg er meget glad for ham.

Er der noget, du er specielt god til i forhold til andre?

– Jeg er rigtig god til at mærke og aflæse folk. Jeg har oplevet et par gange, at jeg har kunnet mærke, andre var triste, og når jeg så har spurgt ind, har jeg ramt rigtigt.

Er folk med handicap repræsenteret nok i medierne og i film og tv?

– Nej, det synes jeg ikke. Jeg ville gerne være skuespiller, men selv om jeg har haft den rigtige vægt, højde og hårfarve, kan de ikke bruge mig, så snart jeg siger, jeg er blind. Det er fair nok, men jeg synes ikke, vi er repræsenteret nok, og det er nok også der, uvidenheden kommer fra.

Har du et godt råd til andre med handicap?

– Jeg hader at sige det, for jeg er pissedårlig til det selv – men man skal bare italesætte sit handicap, ellers kan andre ikke vide, hvordan de skal håndtere det. Man behøver ikke gå i detaljer. Det er et råd, jeg selv har fået supermange gange, og jeg arbejder på at gøre det.