Anna kunne mærke, at det var det rigtige at stoppe på gymnasiet. Det var ikke alle, der forstod hendes valg

– Anna, du skal slet ikke være her.

På den anden side af bordet på Ordrup Gymnasium sad Anna Reinholdt.

Hun var 17 år gammel og på vej til at stoppe i gymnasiet, efter hun havde gået 2.g om.

– Skal vi ikke finde ud af, hvad du gerne vil i stedet?

Det var ordene fra en sød studievejleder, som gjorde stort indtryk på Anna. Det var første gang, hun følte sig set og hørt af en voksen.

Når hun tænker tilbage på det i dag, var det en af de hårdeste perioder i hendes liv. Hun havde det psykisk dårligt og kombinationen af hendes forældres skilsmisse, omverdenens forventninger og et rebelsk sind gjorde, at hun gik ned med stress.

Derfor er det en periode i hendes liv, der i dag fremstår tåget, når hun tænker tilbage.

– Jeg kan faktisk ikke rigtig huske så meget fra gymnasiet. Jeg har meget hukommelsestab fra den periode, og jeg må ofte forhøre mig hos mine veninder og venner, når det handler om vores gymnasietid.

Hun husker dog tydeligt, at det boglige aspekt med fokus på præstation var enormt stressende.

Hun husker, at hendes matematiklærer, på hendes forrige gymnasie, inden en eksamen sagde til hende: “Anna, du får en 20’er, hvis du består.”

– Der var en virkelig ubehagelig stemning, som gjorde, at jeg sad med en følelse af, at jeg var dårlig til alt fagligt. Der var en del af mig, der bare havde lyst til at flygte fra alt, der havde med en bog at gøre. Jeg havde også rigtig meget fravær, både fysisk og med afleveringer.

Efter mødet med studievejlederen valgte hun at stoppe på gymnasiet. Selv om hun kunne mærke, at det var det rigtige, var det ikke alle, der forstod hendes valg.

– Jeg kan huske, at der var en af mine ret gode venner, der sagde til mig: "Skal du så bare ud og være en bums nu eller hvad?"

Men sådan så Anna ikke på det.

– Jeg lod mig ikke slå ud af folks tanker, men så det som en ny mulighed for at komme endnu nærmere min essens og det, som er vigtigt for mig. Hvilket stadig er noget, jeg virkelig prøver at leve efter i dag.

Selv om Annas historie ved første øjekast er en fortælling om én ung kvinde, taler den ind i en større tendens.

Vi hører hele tiden om dem, pigerne, der mistrives. 12-talspiger, piger med depression og skrøbelige piger.

Kigger man i statistikkerne, har der aldrig været så mange unge, der beretter om at have det svært.

Det fortæller Anna Bjerre, psykolog samt direktør for og grundlægger af GirlTalk. Hos GirlTalk oplever man, at flere og flere unge kvinder henvender sig med mistrivsels-problematikker.

Her ser man direkte konsekvenserne af præstationskulturen, mener hun.

– Der er ingen tvivl om, at præstationspresset fylder mere og bliver mere og mere afgørende for pigernes trivsel. De har en følelse af, at de skal træffe beslutninger, som gør dem lykkelige, siger Anna Bjerre.

Som hun sidder her i morgensolen ved et bordbænkesæt i parken De Gamles By på Indre Nørrebro, virker Anna Reinholdt afslappet, velovervejet og på alle måder som en person i balance.

Det er et årti siden, at hun sad på den anden side af bordet på Ordrup Gymnasium.

I dag er hun 27, og i barnevognen bag hende ligger hendes anden søn, Safi, på ni måneder.

Hun bor sammen med kæresten Carl på Nørrebro, der arbejder med tv-produktioner. Sammen har de Safi og Bobby på snart tre år.

Men rejsen til det liv, hun har i dag, har været kringlet og krævet flere omveje.

Efter hun stoppede i gymnasiet, startede hun på guldsmedeuddannelsen. Hun var ikke så interesseret i det boglige og vidste, at hun hellere ville lave noget kreativt.

– Jeg skulle ud af det ræs med at læse, læse og læse og føle, at jeg skulle præstere hele tiden. Det var virkelig godt for mig at stoppe. Det var en stor lettelse at komme et sted hen, hvor jeg kunne bruge mine hænder og første gang opleve at komme lidt ud af hovedet og ned i kroppen.

Efter et par år, hvor hun var i lære som guldsmed, gik Anna Reinholdt ned med stress.

Mens hun var i lære, gav hun alt for meget af mig selv, og samtidig var det enormt svært at finde en læreplads.

– Så jeg følte, at jeg måtte give alt, hvad jeg havde og mere til. Det endte i udbrændthed og en ordentlig omgang stress. Jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg ville, men jeg var på en eller anden måde også meget åben for at finde ud af, hvad der så skulle ske.

Heldigvis havde hun mulighed for at tage et år hjemme, hvor hun ikke behøvede at fokusere på fremtiden, men i stedet på at komme i bedring og skabe ro. På det tidspunkt havde hun lige mødt Carl.

– Jeg husker det som en dejlig periode, hvor jeg følte mig fri, forelsket og håbefuld.

Og så skete der noget, der ændrede hendes livsbane, da hun gennem en veninde blev introduceret til træningsformen Living Yolates, der er en kombination af yoga, pilates, dans, meditation og åndedræt.

– Det var en magisk oplevelse at være til en Living Yolates workshop. Jeg troede blot, jeg kom for at bevæge min krop, men det bevægede hele mig. Krop, sind og sjæl. Det var, som om jeg virkelig vågnede op fra en tåge og pludselig begyndte at se verden mere tydeligt.

Udover at være en træningsform var det også et fællesskab, hvor de kvinder, der deltager, deler deres tanker og bekymringer.

Her mødte hun kvinder, der var en del ældre end hende og stod helt andre steder i deres liv. Nogle var lige blevet skilt, andre havde børn, der lige var flyttet hjemmefra. Det var nogle helt andre problematikker end dem, Anna Reinholdt stod overfor dengang.

– Jeg kan huske, at jeg tog mig selv i at føle, at mine problemer var meget små. Fordi jeg bare ikke havde så mange forpligtelser dengang. Hvilket jeg overhovedet ikke er enig med mig selv i i dag. Selv om jeg var yngre, var mine problemer også vigtige. Det er en del af drivkraften i mit eget arbejde med primært unge kvinder i dag. At du er vigtig. Den vigtigste person i dit eget liv. De udfordringer, vi møder gennem livet, styrker os.

Anna Reinholdt besluttede sig for selv at tage uddannelsen i Living Yolates og begyndte at undervise, da hun var 23 år.

Hun stod på et tidspunkt i sit liv, hvor det var afgørende at have et fællesskab med andre unge og høre om deres problemer.

– Da jeg begyndte at undervise i 1:1 sessioner med fokus på meditation og samtaleterapi, fandt jeg virkelig ud af, hvor mange unge, der føler sig forkerte, ikke føler sig gode nok, har hjertesorg, ikke ved, hvad de drømmer om og ikke kan mærke deres passion i livet.

På den baggrund skabte hun konceptet “Sharing Circle”, som er et gruppeforløb over fire gange. Her følges en gruppe piger ad i en måned.

Det ender ud i en delingsrunde, hvor pigerne kan spejle sig i de andre og mærke følelsen af samhørighed, og at de ikke er alene med deres tanker og følelser.

– Ud over at mærke den kæmpe transformation, pigerne gennemlevede på fire uger, mærkede jeg også en kæmpe lettelse i mit eget sind.

En maskulin, præstationsorienteret verden

Anna Reinholdt møder mange af de piger, der er påvirket af præstationskulturen i sine forløb. I fællesskaberne gør Anna meget ud af at skabe et trygt rum uden fokus på præstation.

For så åbner pigerne stille og roligt for de problematikker, de går og bakser med. Her har hun opdaget, at der er nogle mønstre, som går igen blandt deltagerne:

– Den grundfølelse, de fleste sidder med, er følelsen af ikke at være god nok. Det afspejler sig i vildt mange aspekter af deres liv.

Mange af pigerne har nogle overbevisninger om sig selv, som slet ikke er rigtige i virkeligheden.

– Vores overbevisninger skaber vores virkelighed. Så hvis vi går med overbevisningen om, at vi ikke er gode nok, vil det spejle sig i alle aspekter af vores liv. På arbejdet, i vores relationer, skole, vores selvbillede.

Derfor arbejder Anna Reinholdt med at ændre de overbevisninger gennem sit arbejde med pigerne.

Hun kan genkende meget af sig selv i dem. Hun tumlede selv med mange af de samme tanker, problematikker og overbevisninger om ikke at være god nok.

Men hun kan se, at det virker at dele sine bekymringer i et fællesskab.

– Det er så magisk at få lov til at være vidne til de her piger og få lov til at høre deres historier og se, hvordan de blomstrer. Alt det, de fortæller og de tanker og følelser, der fylder hos dem, er jo også noget, som har fyldt eller stadig fylder i mig selv. Det er enormt healende at være en del af.

Det voksende fokus på præstation kombineret med en tid, der har mere fokus på individet frem for fællesskabet, resulterer i et endnu større pres på særligt de unge kvinder, vurderer Anna Bjerre fra Girltalk.

– Problemet er, at hvis jeg bliver omdrejningspunktet for alt, så bliver det et kæmpe ansvar for mig. Det er i fællesskaberne, at vi både forstår, hvem vi er, men også forstår, at der er mere end bare mig. Jeg tror, at en kæmpe del af vores mistrivselskrise har rødder i, at vores fokus på det enkelte individ er blevet så stærkt.

Men hvor kommer de følelser fra? Anna Bjerre peger på, at mange kvinder lever i et krydspres, hvor de skal præstere på flere arenaer, end man forventer af mænd.

– Der ligger nogle usynlige forventninger til, hvem man skal være som pige og kvinde. Det kan f.eks. være sådan noget som, at man til jobsamtalen som kvinde bliver spurgt om, hvem det er, der passer børnene. Der ligger nogle forventninger om, at kvinder både skal være ambitiøse og søde på samme tid eller være smukke og dygtige.

Anne Reinholdt mener, at det giver god mening, at de unge kvinder er pressede. Der er så mange parametre, man forventes at præstere på.

– Vi lever i en meget maskulindrevet verden, hvor vi hele tiden skal præstere, gøre det bedre, tjene flere penge, stige i graderne på arbejdet, finde en kæreste og et hjem at bo i. Der er mange idealer at leve op til, som ikke altid er realistiske.

Selv om hun er kommet langt de seneste 10 år, kan hun godt stadig blive ramt af tvivl og store spørgsmål.

– Er jeg lige præcis den person, jeg drømmer om at være? Glemmer jeg nogle gange mig selv? Bliver jeg lidt en anden, end den jeg gerne vil være i den her relation? Jeg skal stadig holde fast i mig selv. Vi udvikler os så meget gennem livet, og det er noget, der giver mig gåpåmod i dag – at jeg ved, jeg altid kan arbejde mig hen imod et mere balanceret, lykkeligt og åbent jeg.

Hvis hun kunne gå tilbage til 17-årige Anna, der sad over for sin studievejleder på Ordrup Gymnasium, ville hun ønske, at hun kunne fortælle hende, at de beslutninger og valg, vi tager i vores liv, er en kæmpestor del af at skabe den person, vi bliver, og den person, vi er.

Og de erfaringer vil hun gerne give de unge kvinder og piger, hun møder, med på vejen. Hun vil gerne vise dem, at selv om man tager en alternativ vej, kan man sagtens lande på begge ben.

– Der er mange af os, der har haft brug for at tage flere omvalg og skifte kurs. Tænk, hvis jeg var blevet i noget, som har gjort mig stresset, og som jeg slet ikke trivedes i. Når jeg ser tilbage på det i dag, er jeg vildt glad for, at jeg tog de valg, selv om det føltes skræmmende. Vi er lige præcis der, hvor vi skal være i vores liv lige nu. Det har jeg tillid til.

Artiklen blev første gang bragt på femina update. Dette er en redigeret version.