Bliv helt klar til at starte på gymnasiet
Artiklen er skrevet af Lucca Flindt
Er du klar på nye mennesker, sjove fester og selvfølgelig hårdt skolearbejde? Hvis du kommer direkte fra folkeskolen, kan gymnasiet godt være en hård omvæltning. Men det er også på gymnasiet, at du møder nye fantastiske venner, lærer en hel masse om dig selv og får en bedre fornemmelse af, hvilken uddannelse du gerne vil have.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Læs også: Alt, du skal vide om gymnasiet
Her er otte tips til at komme godt fra start på gymnasiet:
Vær åben:
Måske har du lige sagt farvel til dine venner fra folkeskolen eller måske savner du din efterskole sygt meget. Uanset hvad er du nu i en situation, hvor du skal ud og møde en masse nye mennesker, så det er vigtigt at gøre noget for at give et godt indtryk. Prøv at være snaksalig, åben og stil spørgsmål til dine nye klassekammerater. Så skal du nok hurtigt lære nye folk at kende.
Valg af linje:
Hvilken linje er den bedste for dig? Det kan være svært at svare på. En god idé er at vælge en linje med de fag, du interesserer dig mest for. Men du skal ikke bekymre dig, hvis du er kommet i gang med en linje, som viser sig ikke at være noget for dig. Det kan nemlig godt lade sig gøre at skifte linje i starten af året.
Speak up:
For mange kan det godt være grænseoverskridende at skulle fremlægge eller tale foran mange mennesker, men på gymnasiet er du altså nødt til at prøve at overvinde den frygt. Ellers kan du blive overset i timerne. Øv dig på at sige mere i timerne, ræk hånden op, når du kan svaret, og deltag aktivt i diskussionerne.
Læs også: Kom over din eksamensangst
Kalender:
Med alle de forskellige nye skemaer og tidsplaner, så er det altså vigtigt at have styr på sin kalender. Du kan eventuelt skrive dine aftaler og lektier ned på mobilen eller anskaffe dig en gammeldags kalender. Man får nemlig en del lektier for. Det kan være svært at holde styr på det hele, så det er vigtigt at få skrevet det hele ned.
Mød til tiden:
Du skal møde til tiden, fordi på mange gymnasier giver det faktisk fravær at komme for sent til undervisningen. Og hvis du ikke kommer til tiden i en længere periode, kan du godt vinke farvel til gymnasiet, for meget fravær kan i værste fald lede til, at du bliver smidt ud.
Fest og farver:
På gymnasiet er der tit en del fester, fredagsbarer og hygge efter skole. Det er enormt skægt at være med, men det er altså umuligt at nå at være med til det hele. Lad være med at have dårlig samvittighed, hvis du ikke har lyst eller tid. Det er helt okay at melde fra til ting, men husk, at der er en balance. Du vil jo stadig gerne være med i fællesskabet!
Karakterer:
For at få gode karakterer, så vis, at du følger med i timerne, og ræk hånden op, når du har noget på hjerte.
Dine karakterer er vigtige. De karakterer, du får i gymnasiet, kan nemlig både åbne og lukke døre for dig i fremtiden. Nogle videregående uddannelser kræver nemlig et højt karaktersnit eller nogle bestemte fag. Gør dit bedste, men lad være med at stresse. Hvis du føler dig presset, så snak med din lærer eller dine forældre.
Lærerne:
Du har måske haft et godt og tæt forhold til din klasselærer i folkeskolen, men det fungerer lidt anderledes i gymnasiet. Lærerne på gymnasiet har så mange forskellige klasser, at der er ikke meget tid til at knytte tætte bånd. De kan også være mere strikse. Hvis du snakker for meget eller forstyrrer undervisningen, kan de godt blive irriterede. Hvis du gerne vil have, at din lærer får et godt indtryk af dig, så tag undervisningen seriøst, og deltag i timerne. Så skal de nok huske dit navn – på den gode måde.
I galleriet kan du læse tips og tricks til at få bedre karakterer: