Veninder kan være hjælp til eksamen.
Mit liv

Hjælp til eksamen: Sådan kan du bruge din veninde

Af Louise Haack 20. juni 2018
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Veninder er de bedste - også når du har brugfor hjælp til din eksamen.

Det kan godt være rigtig hårdt, når det er tid til eksamen i skolen. Men heldigvis kan du og din veninde hjælpe hinanden med at komme godt igennem prøverne.

Læs også: 5 gode apps til eksamen

Vi har fundet seks grunde til, at din veninde kan være en hjælp til eksamen. Er du mon enig i dem?

  1. De er perfekte læsemakkere, for I vil begge gerne gøre det godt til eksamen, så I er superengagerede. Og samtidig er det ret hyggeligt at læse op sammen!
  2. I kan bytte noter, hvis der er en af jer, der var syg, den dag I havde om fotosyntesen i biologi, og den anden var syg, den dag I fik en masse at vide om 2. Verdenskrig i historie.
  3. I kan øve jer sammen inden eksamen. Det er en supergod idé at øve det oplæg, I har forberedt igennem inden eksamen – eller I kan lave en quiz, hvor I tester hinanden i de forskellige fag.
  4. I kan sende søde og opmuntrende sms’er til hinanden – både inden og efter eksamen. Det hjælper på selvtilliden, når man ved, at ens veninde tror på, at man klarer det godt.
  5. I kan også tage imod hinanden efter eksamen. Det er altid superrart at se et velkendt ansigt, når man kommer ud af eksamenslokalet – og man har helt sikkert brug for et kram!
  6. I kan fejre sammen, at I har overstået eksamen og klaret jer gennem en hård tid. Tag for eksempel på café, og spis noget lækker kage, eller forkæl jer selv med en nice shoppetur.

Psst ... Du kan få mange flere gode råd til din eksamen lige her. Find for eksempel ud af, hvordan du bedst forbereder dig, hvad for nogle snacks der er gode til eksamen, gode apps til eksamen og meget, meget mere.

Husk, at karakterer ikke er alt, når man går til eksamen. Se selv i galleriet her:

Derforbetyderkaraktererikkealt

Det er surt at få en lav karakter, hvis man håber på det modsatte, men det skal altså ikke slå dig ud. Tænk lige på, hvor meget tid du har tilbage i skolesystemet til at forbedre dig! Folkeskolen er kun første skridt for dig i et langt uddannelsesforløb, og hvad så om du ikke var så god til tysk eller matematik og fik en lav karakter? Det er der ingen, der vil huske, når du om ti år er færdiguddannet og klar til dit drømmejob!
Har du generelt et lavt gennemsnit, og er du nervøs for, at du ikke kan komme ind på den ungdomsuddannelse, du drømmer om? Heldigvis er det sådan, at du sagtens kan komme ind på et gymnasium, en erhvervsuddannelse eller lignende, selv om du har lave karakterer – endda også, hvis dine lærere har erklæret dig uegnet. Så kan du nemlig gå til en optagelsesprøve.
Der kan nemt gå sport i at få de bedste karakterer i en klasse, men sådan skal det ikke være. Det er fint, at du vil være den bedste, men så længe du gør dit bedste og altid gør dig umage, kan du ikke forlange mere af dig selv. Husk, at selv om du har en veninde, som får bedre karakterer end dig, har I stadig præcis de samme muligheder efter folkeskolen, og du har masser af tid til at indhente hende.
Et godt tip til at få det lidt bedre med dine karakterer er at tjekke, hvad dit drømmestudie egentlig kræver i gennemsnit. Du kan finde det på ug.dk, og så kan du gå målrettet efter det. Det er langt bedre, at du stræber efter at nå DIT mål, i stedet for at konkurrere mod andre og blive ked af det, når du føler dig bagud.
Det er SÅ frustrerende at have en veninde, ven eller kæreste, som skraber 12-tallerne til sig uden besvær, mens du knokler for at hænge i. Men du bliver nødt til at se på det sådan, at alle er forskellige, og nogle skal bare arbejde hårdere for det end andre. Det er super uretfærdigt, ja, men det skal nok udligne sig på et tidspunkt.
Vi får tit fortalt fra alle sider, at uddannelse er det vigtigste i verden, og det er også vigtigt – men! Der er altså også mange andre ting, der betyder noget. Dine karakterer siger jo ikke noget om, hvilken person du er, de fortæller dig ikke, at du er en megagod veninde, en sjov søster, en god datter eller en fantastisk kæreste. Husk, at du er så meget mere, end hvad dit karakterbevis fortæller dig, og at dit liv bliver fantastisk, selv om du ikke er den bedste i skolen.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.