Kom med på denne danske ø, der er skabt af og til unge
Hvis du altid har drømt om et fristed for unge, hvor man kan være med til at udvikle events og aktiviteter, så skal du kende Ungdomsøen.
Øen, der er skabt af unge til unge, ligger i Øresund, og her kan du alt lige fra at deltage i sjove aktiviteter til at engagere dig i udviklingen af samfundet. Ungdomsøen er et samlingssted for unge, der har lyst til en helt særlig oplevelse, og du kan lære meget mere om det lige her.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Hvad er Ungdomsøen?
Ungdomsøen åbnede i 2019, og er en ø, hvor danske unge kan arrangere events, deltage i engagerende kurser og møde nye venner. Her er unge selv med til at skabe de aktiviteter, der kan opleves i den unikke natur, og listen over, hvad man kan lave, er næsten uendelig!
Ungdomsøen ønsker at styrke generationer af unge i at blive aktive, engagerede og nysgerrige mennesker, som tager ansvar for hinanden, fællesskabet og udviklingen af vores samfund. Det er derfor en af deres dogmer, at øen skal forstyrre eksisterende tankemønstre og give nye perspektiver.
Hvis du er mellem 15 og 30 år, og bor i Københavns Kommune, kan du fra maj til oktober tage dine venner med ud på øen og få en gratis overnatning om lørdagen. Kommunen og Ungdomsøen er nemlig gået sammen for at øge trivslen blandt unge.
Ungdomsøen ligger i Øresund, og det betyder selvfølgelig, at man skal sejle derud. Man kan blandt andet tage en færge derud, der sejler fra Nyhavn til øen på 30 minutter.
Hvordan bliver man frivillig?
Lige nu bor der seks unge mennesker på øen, der alle er såkaldte Giv-Et-År-engagerede. Det er unge mennesker, der arbejder frivilligt og bor på øen i et år, mens de er med til at præge stedet, så der altid er sikret et ungt perspektiv.
Levi Coermann Nygaard er en af dem, der har valgt at dedikere et helt år af sit liv til øen. Han fortæller, at mulighederne for, hvad man kan som frivillig på øen næsten er endeløse, og så er der heller ikke særlig mange begrænsninger, så længe man passer på øen og hinanden. Det er lidt af et drømmescenarie ifølge Levi.
– Det kan måske næsten lyde for godt til at være sandt, at man får lommepenge for at lave frivilligt arbejde, samtidig med man får lov til at bo på en ø sammen med andre søde unge mennesker, men det er det altså ikke, fortæller de.
Den store efterskole-guide: Hvilken efterskole skal jeg vælge?
Ifølge Levi er det sammenholdet mellem de unge, som er med til at gøre øen til noget helt særligt.
– Når man bor seks unge sammen på en ø i et helt år, så opstår der bare et helt unikt fællesskab, som jeg ikke tror, man kan finde andre steder. Fællesskabet herude bliver tit sammenlignet med efterskole eller højskole. Jeg har selv gået på efterskole i to år, og jeg synes, at fællesskabet herude er endnu tættere, fortæller Levi.
Man skal søge om at blive Giv-Et-År-engageret, og det kan du læse meget mere om her.
Hvad kan man lave på Ungdomsøen?
Hvis du ikke har mulighed for eller lyst til at give et år, hvor du bor på øen, kan du stadig opleve ungdomsfællesskabet. Øen har nemlig åbent for besøgende, hvilket betyder, at du til hver en tid kan få sjove oplevelser sammen med dine venner.
Ungdomsøen er åben for alle, og der er aktiviteter for enhver smag – lige fra bordtennis og paddleboard til laser tag og ø-Hunger Games. Du kan vælge at opleve de forskellige aktiviteter på en endagstur, eller du kan vælge at overnatte i de specielle omgivelser på øen.
Se traileren: Ny dansk kærlighedsfilm vil både give dig sommerfugle og ondt i maven
Og hvis man mangler inspiration til, hvad man skal, har Levi en helt særlig, og simpel, ting, han synes, alle skal opleve.
– Helt klart atmosfæren herude på en varm sommerdag med masser af gæster, hvor havnen er fyldt med både og folk, der bader.
Hvis du er interesseret i at læse mere om Ungdomsøen, kan du blive klogere her.