Lær at trøste din veninde som en pro
Skrevet af Isabella Thorning, praktikant på Vi Unge
Det kan være rigtig svært at vide, hvordan du skal trøste din triste veninde, alt efter hvad årsagen til hendes dårlige humør er. Nogle gange kan man føle sig helt ubrugelig og ikke ane, hvad man skal gøre, hvis ens veninde er helt knust.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Men derfor er det stadig vigtigt, at man gør sit bedste for at opmuntre sin veninde. For hvem kunne ikke godt tænke sig en veninde, som altid er der for én i de svære perioder?
En ekstra bonus er, at I som veninder bliver tættere knyttet til hinanden, hvis I støtter op om hinanden i de svære tider.
Her får du 7 gode råd til at få opmuntret din veninde - og samtidig blive endnu tættere med hende ...
Sådan kan du trøste din veninde
Ring til hende
Det er altid hyggeligt med et opkald fra ens søde veninde, især hvis man har brug for at få snakket ud, men ikke har mulighed for at ses. Så grib mobilen frem og ring til din veninde. Din veninde vil synes, det er dejligt, at du tænker på hende, og at hun kan få snakket ud, når nu hun ikke er helt på toppen.
Hold hende med selskab
Når man er igennem en svær tid, har man tit brug for at være alene, men andre gange kan man godt blive endnu mere trist af ikke at være sammen med nogen. Derfor er det en supergod ide at tage hjem til din veninde, så hun ikke føler, at hun er alene. Det er helt klart også noget andet at snakke ansigt til ansigt, end hvis I bare snakker i telefon eller skriver sammen.
Læs også: Sådan kan du forkæle og trøste din syge veninde
Lyt
Det handler først og fremmest om, at din veninde kan mærke, at du er der for hende. Når din veninde er ulykkelig, er det rigtigt vigtigt, at du er god til at lytte. Det betyder nemlig rigtigt meget, at man føler, at der er nogle, der vil lytte til én. Pak derfor mobilen væk, og stop det, du er i gang med, så du kan lytte 100 % til, hvad hun har at sige.
Giv hende tid
Når man er inde i en svær tid, kan det tage tid at komme på toppen igen. Det er helt forskelligt fra person til person og afhænger selvfølgelig også af, hvad der er sket. Men uanset hvad, så er det vigtigt, at hun kan tude igennem, uden at du dømmer hende på nogen punkter. Det er nemlig rigtigt sundt at få lukket alle sine følelser ud.
Hvis din veninde ikke har helt lyst til at ses, men har brug for noget alene tid, så accepter det. Det er i sig selv en stor hjælp!
Få hende på andre tanker
Når I har fået snakket det hele igennem, er det tid til at komme ind på noget andet. Stemningen skal ændres! Din veninde skal gå fra jeres snak med en bedre følelse. Snak om sidste gang I var sammen, hvor I havde det sygeste grineflip eller måske om den søde fyr fra klassen ... Det er rart for din veninde at få nogle andre ting at tænke på.
Tag i biffen
Et rigtig godt tip til at få opmuntret din veninde er at tage ud og opleve noget sammen. Tag en tur i biffen og se en sjov komedie, som I kan få jer et godt grin over. Men undlad lige en sørgelig, romantisk film, hvis din veninde lige har slået op med sin kæreste. Det vil ikke være så smart!
Tag på shopping
Der er heller ikke noget bedre end en god omgang shopping med sin yndlingspige. Køb en masse nyt tøj, tag på cafe og måske kan I endda også lige kigge efter nogle søde fyre?
Få gode tips til at blive en endnu bedre veninde i galleriet herunder