Pige reddet fra kidnapning på grund af TikTok-håndtegn
TikTok er go-to appen, når man skal se sjove videoer, sange, nyheder og meget mere. Men nu har det sociale medie også været med til at gøre et håndtegn, der signalerer vold i hjemmet, viralt.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Håndtegnet er en åben håndflade, der lukker i om tommelfingeren og bliver til en næve - som vist på billedet nedenfor.
Reddet fra en kidnapning
Effektiviteten ved håndtegnet blev bevist i starten af november 2021, hvor en 16-årig pige fra USA blev reddet fra en kidnapning, da hun på bagsædet af bilen, hun var kidnappet i, lavede håndtegnet til en forbipasserende bilist. Bilisten kendte (heldigvis) til håndtegnet og kontaktede politiet, hvorefter pigen blev reddet.
Sådan startede det
Men hvordan startede håndtegnet med at komme på TikTok? Håndtegnet er skabt af organisationen 'Canadian Women’s Foundation', som delte håndtegnet på TikTok, da Corona-pandemien var værst. Dengang var der nemlig en stigning i vold i hjemmet i hele verden.
Håndtegnet var derfor tænkt som et diskret råb om hjælp, som man kunne lave på Teams, Zoom, Facetime etc., når man snakkede med sine lærer, klassekammerater, venner eller familie.
Håndtegnet kan altså bruges i forskellige kritiske situationer, hvor du har brug for hjælp. Eksempelvis ved vold i hjemmet eller en kidnapningssituation.
I videoen nedenfor kan du se et eksempel på, hvordan håndtegnet kan udføres:
Et vigtigt budskab
Det er vigtigt at skabe opmærksomhed omkring håndtegnet; jo flere, der kender til det, jo stærkere en effekt har det.
Er du i en situation, hvor du har brug for hjælp, så opfordrer vi dig til at snakke med nogen om det, hvis du kan. Det kan du eksempelvis gøre med en lærer, skolepsykologen, BørneTelefonen eller en anden voksen, som du stoler på. Du kan også læse meget mere om håndtegnet her.