”Skal jeg ikke bare barbere det af?" Dén dag blev et vendepunkt for Stella, der har alopecia

Stella Bovhøj er 17 år, arbejder på McDonalds og hænger ud med sine venner, når hun har fri.

Og så har hun sygdommen alopecia.

Men ordet sygdom er ambivalent for Stella. For hun føler sig ikke syg og lever et helt almindeligt liv som med job, venner og fremtidsdrømme.

Hun har bare ikke noget hår.

For da Stella var 7 år, opdagede hendes mor, at hun havde en lille skaldet plet gemt bag det lange brune hår, og da pletten langsomt blev større, tog Stellas forældre fat i lægen.

Alopecia lød diagnosen.

Selv om Stella nu havde en diagnose som følgesvend, fortsatte hverdagen uden store bekymringer.

– Det betød ikke noget dengang, for jeg var så lille, at jeg ikke bekymrede mig så meget over mit udseende. Og jeg havde jo stadig hår på det meste af mit hoved, fortæller Stella.

”Jeg følte mig så grim”

Men det ændrede sig, da hun blev 13 år.

Som teenager, kan man føle sig usikker på sit udseende og for Stella blev den usikkerhed forstærket. Hendes hår var nemlig blevet tyndere med årene, og hun fik flere og flere skaldede områder på hovedet.

Hun var overbevist om, at alle kiggede underligt på hende, og det var som om, der stod sygdom skrevet i panden på hende.

– Det begyndte virkelig at gå mig på. Jeg holdte hele tiden øje med mit hår og sikrede, at de skaldede pletter var dækket. Der var frisurer, som jeg ikke ville have, og jeg havde hue på, når det blæste, så pletterne ikke kunne ses, forklarer Stella.

Usikkerheden udviklede sig de følgende år og blev til en reel frygt for stirrende blikke. Da Stella var 15 år, var det alt, hun kunne tænke på.

– Jeg fik det rigtig dårligt. Jeg havde svært ved at kigge på mig selv, fordi jeg følte mig så grim. Jeg følte mig virkelig alene og fik en del angstanfald, fortæller Stella.

Tog kontrollen tilbage

Nok er nok, tænkte Stella så en lun sommerdag, som fik hende til at udbryde ”Skal jeg ikke bare barbere det af?”.

Dén dag blev et vendepunkt i Stellas liv.

– Jeg har brugt alt for lang tid på at have det dårligt, men jeg nåede til et punkt hvor jeg tænkte, ”jeg kan ikke gøre noget ved det”, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg kan vælge at have ondt af mig selv, eller jeg kan vælge at owne det.

Gang på gang stod hun med totter af hår i hånden, som aldrig ville vokse ud igen. Det var et kapløb med tiden. Et kapløb hun aldrig kunne vinde.

Hun havde brug for at tage kontrollen tilbage.

– Da jeg klippede mit hår af, fik jeg følelsen af frihed, for nu havde jeg kontrollen. Det stressede og gjorde mig ked af, at jeg ikke kunne styre, at mit hår faldt af, fortæller Stella.

Ikke bare "hende uden hår"

I dag er Stella langsomt men sikkert begyndt at elske sit skaldede hoved. Ofte vælger hun dog alligevel at bruge sine parykker.

Både fordi hun kan bruge parykkerne som en del af sine outfits og looks, og fordi hun godt kan lide følelsen af at have langt hår.

Og nogle gange, er det også rart, at slippe for de blikke hun får, når hun ikke bruger paryk.

– Jeg bliver hurtigt bare ”hende uden hår”. Men jeg er jo så meget mere, end en der er skaldet, forklarer Stella og tilføjer:

– Jeg vil ikke have, at folk tror, jeg er syg. Jeg har tidligere fået mange medlidenhedsblikke. Men jeg er ikke syg, og det er ikke synd for mig, forklarer Stella og tilføjer, at hun godt ved, at folk gør det i god mening.

Drømmen om Rapunzel

Stella elskede Rapunzel, da hun var barn. Ja, prinsessen, med kongerigets længste hår, var Stellas yndlingsprinsesse.

Hun griner.

– Det er lidt fjollet, ikke? Vi laver tit sjov med det herhjemme, siger hun.

Det er ikke bare små piger, der drømmer om hår som Rapunzel. Der er nemlig, ifølge Stella, en stor del af piger og kvinder, der føler, at en stor del af identiteten ligger i håret.

– Kvinder bliver ofte vurderet ud fra deres hår, og hvis man har alopecia, kan det føles som om, man ikke passer ind i samfundets forestillinger om, hvordan en kvinde bør se ud, forklarer Stella.

– Jeg skulle derfor finde min identitet igen som skaldet, fortsætter hun.

I begyndelsen følte hun, som mange andre kvinder, at håret på hovedet symboliserer en form for femininitet – og at parykken derfor kan få hende til at føle sig mere feminin.

– Men jeg er også begyndt at føle mig feminin med mit skaldede hoved, siger hun, men fortæller også, at det tager tid.

Det er lang tid siden, at Stella ikke kunne håndtere sig eget spejlbillede. Nu kan hun nemt smile til sig selv i spejlet og er begyndt at elske sit udseende igen. Både med og uden paryk.

– Jeg vil gerne vise, at det er okay, vi alle ser forskellige ud. Hvad end man mangler hår på hovedet, en arm eller noget andet. Man er fin som man er, siger Stella og stryger hånden over sit hoved.