Vi Unge undersøger: Hvad er ADHD og ADD?
ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder, som er en diagnose, hvor man blandt andet har svært ved at koncentrere sig, holde opmærksomheden, er impulsiv og hyper.
ADD er derimod en mere stille form for ADHD, hvilket betyder, at h’et – som står for hyper – ikke er så synligt. Her har man altså typisk også svært ved at koncentrere sig, holde opmærksomheden eller er impulsiv - men uden at være hyper.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Både børn og voksne kan have ADHD og ADD, men der er flest drenge og mænd, som har ADHD, og lige mange eller lidt flere piger og kvinder, der har ADD.
Ifølge ADHD-foreningen opfylder 3-5% af alle børn kriterierne for at have ADHD.
Hvordan føles ADHD?
Det kan være forskelligt fra person til person, hvordan man oplever ADHD. Men nogle af de typiske udfordringer er blandt andet:
- Koncentrationsbesvær
- Svært ved at forstå instruktioner
- Glemsomhed
- Uro i hænder og fødder
- Svært ved at sidde stille
- Impulsivitet
- Overse detaljer
- Tendens til at afbryde samtaler
Hvordan opleves ADD?
Nogle af de typiske udfordringer ved ADD er blandt andet:
- Koncentrationsbesvær
- Overse detaljer eller overfokusere på detaljer
- Glemsomhed
- Svært ved at organisere og planlægge
- Fraværende og distræt
ADHD og ADD i hverdagen
Som man kan se, så er der mange ligheder mellem de to diagnoser. Den store forskel er dog, at folk med ADD ikke er hyper, og at de ofte har et lavere energiniveau.
ADHD-foreningen forklarer, at man med ADHD kan have det svært, da man oftest bliver opfattet som mindre moden end ens venner på samme alder.
Om man har ADHD eller ADD, så påvirker det altså ens liv i større eller mindre grad, og det kan eksempelvis være en udfordring at have en normal skolegang. Der er dog heldigvis nogle måder, man kan få hjælp til en lettere hverdag, eksempelvis ved at få støtte og hjælp af sin skole og forældre og i nogle tilfælde medicin.
Er du i tvivl om du har ADHD eller ADD, så skal du snakke med dine forældre eller lærer, som kan sende dig videre til en læge, der kan hjælpe dig med at finde ud af, om du har diagnosen. Du kan også læse mere om ADHD og ADD lige her.