Sådan lægger du den perfekte konfirmationsmakeup
På din konfirmationsdag er spotlyset rettet mod dig, og det er derfor vigtigt, at du finder et konfirmationslook, som får dig til at føle dig smuk. Uanset om du er vant til at bruge masser af makeup eller måske ikke rigtigt gør dig så meget i det, så kan du bruge denne guide til den perfekte konfirmationsmakeup til dig og din personlighed.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Hvor starter jeg?
Det kan være lidt overvældende at træde ind i makeuppens farverige verden, hvis du ikke er vant til at bruge makeup. Så hvor starter du? Og hvordan gør man? Herunder har vi samlet råd til produkter og guides til, hvordan du lægger dem. Du behøver bestemt ikke at bruge alle produkterne på samme tid, men prøv at sammensætte et look, som passer til dig og din stil. Vigtigst af alt er det, at du bruger tid på at øve dit konfi-look inden din store dag. Hvis du ikke er så vant til at føre en makeuppensel eller er i tvivl om, hvilke farver der passer dig, så er det ikke på selve din konfirmationsdag, at du skal teste det af. Så brug en weekend inden din konfirmation på at øve lidt teknikker.
Tag testen: Hvilken konfirmationsmakeup passer til dig?
Hvilke farver skal jeg gå efter?
Hvis din konfirmationskjole er hvid, er det en god hovedregel at fokusere på pastelfarver eller støvede farver, som ikke springer alt for meget i øjnene og fjerner alt fokus fra din fine konfirmationskjole. Det kan være alt fra sart lyserød til en fin ferskenfarve til en minty grøn. Hvis du har en farvet detalje i din kjole, så er det oplagt at bruge den samme farve som en del af din makeup. Det kan også være, at du har en fin halskæde, som har et lyserødt hjerte som vedhæng, og derfor kan du finde en lyserød lipgloss, som matcher. Men husk – ingen farver er forkerte. Hvis du føler, at du er mere til mørkere farver, så skal du helt sikkert gå efter det. Bare pas på, at din makeup ikke stjæler alt fokus fra resten af dit superfine look.
Åh nej, en bums – hvad gør jeg?
I dag er det din store dag, og du springer ud af sengen, fordi du er så spændt. Du går på toilettet for at vaske dit ansigt, men åh nej! Spejlet afslører, at to bumser har fundet vej til din næse og kind i løbet af natten. No worries! Tag din concealer, og dæk de røde pletter med en lille pensel. Sørg for, at concealeren passer godt med din hudfarve, så du ikke pludselig har en concealerklat på huden.
Hvordan får jeg pæn hud?
Det vigtigste ved din konfirmationsmakeup er, at den får dig til at se frisk og strålende ud. Her er din concealer helt fantastisk, da den nemlig kan bruges til andet end at dække uren hud. Prøv at lægge en tynd streg concealer under dine øjne, og pensl det fint ud. Det fjerner mørke rande og frisker hele ansigtet op. Hvis du føler, at din hud godt kunne bruge lidt mere dækning, så brug en mineralpudder eller en BB creme, som gør din hud lidt mere jævn. Men har du i forvejen superfin hud, så bare brug en god dagcreme, som giver din hud et velplejet look.
Hvordan lægger jeg øjenmakeup?
Hvis du godt kan lide et helt naturligt look, så hav fokus på at finde en god mascara, som ikke klumper dine vipper sammen. Tag din mascarakam, og sæt den helt ind til bundet af dine vipper. Vug den så fra side til side i små ryk, og bevæg den langsomt ud af. På den måde får du lagt mascara rundt om hele vippen, og du får de flotteste bambiøjne. Har du ramt huden ved øjnene med mascaraen, så tag en vatpind og forsigtigt dup huden, men vent til at din mascara er tør. Hvis du gerne vil fremhæve dine vipper lidt ekstra, så kan du bruge en eyeliner til at markere dine øjne endnu mere. Tag din eyeliner, og læg en tynd streg langs dine øverste vipper. Det kan være megasvært at få stregen lige, men giv ikke op! Lige pludselig sidder den helt perfekt. Hvis du gerne vil bruge øjenskygge til dit konfi-look, så kan du lægge en helt lys øjenskygge i det inderste af øjenkrogen og oppe under dine øjenbryn. Det får nemlig dine øjne til at lyse op. Har du valgt en farvet øjenskygge, så kan du bruge den farve på resten af øjenlåget. Hvis du er til glitter og glamour, så kan du lægge lidt glimmer på øjenlåget til sidst.
Hvordan lægger jeg blush?
En superfeminin makeupdetalje er lidt blush på kindbenene. Gå efter en naturlig nuance, som ikke bliver for voldsom - for eksempel en soft pink eller ferskenfarvet blush. Du kan også vælge en solpudder i stedet, som giver dig et mere naturligt og solkysset look. Når du smiler stort, popper dine kinder frem, og det er den runde del af kinden, som du skal ramme med din pensel. Lav forsigtige runde bevægelser og tag lidt på af gangen.
Hvad skal jeg have på mine læber?
Hvis du har hvid kjole på til konfirmationen, er naturlige læber rigtig flotte. Så du kan sagtens nøjes med en læbepomade, som giver læberne et velplejet look. Hvis du gerne vil have lidt mere farve på læberne, så kan du bruge en lys lipgloss eller en nude læbestift.