Humanistisk konfirmation
Konfirmation

Humanistisk konfirmation - Hvad er det?

Kristine Kjær 23. juni 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Vil du gerne konfirmeres, ligesom dine venner, men er du i tvivl, om du vil gøre det i kirken? Bare rolig, der er andre måder (end den kristne) at blive konfirmeret på. En af de nyeste er en Humanistisk Konfirmation. Her kan du læse om, hvad det er.

Hvad er humanistisk konfirmation?

En humanistisk konfirmation er et ikke-religiøst alternativ til dig, der gerne vil markere overgangen med et kursus i livssyn og etik, i stedet for i den kristne tro. Her lærer man for eksempel om værdier og menneskerettigheder.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Nogle unge vælger at blive kirkeligt konfirmeret, selv om de ikke er sikre på deres religion, fordi de gerne vil være med i et konfirmations-fællesskab sammen med vennerne, og samtidig gerne vil have festen, der følger med. En humanistisk konfirmation kan være løsningen for dig, der ikke ser dig selv som troende kristen, men gerne vil have de samme gode oplevelser som en fest med familien, undervisning med vennerne og i det hele taget bare en overgang fra "barn til voksen", som man kalder det.

Hvordan foregår humanistisk konfirmation?

Når du bliver humanistisk konfirmeret, får du et kursus som giver dig:

  • Evne til selvstændig tænkning og etisk handling
  • Indsigt i egne oplevelser, handlinger og adfærd
  • Evne til refleksion og til at stille kristiske spørgsmål
  • Bevidsthed om livssyn
  • Evne til omtanke, respekt, tolerance og til at tage ansvar.

Det betyder, at du, i stedet for at tilegne dig den kristne tro, kommer til at arbejde med og lære om fællesskab, identitet og respekt, som hjælper dig til at forstå den verden, vi lever i.

Kurset afsluttes med en højtidelig ceremoni, præcis som den i kirken bare uden kristendommen. Du kan, ligesom til en "almindelig" konfirmation, invitere din familie med. Men i stedet for at sige ja til den kristne tro, siger du ja til troen på mennesker og din egen personlige overgang og udvikling fra barn til ung.

Læs også: Underholdning til konfirmation: 5 indslag der får alle til at grine

Humanistisk konfirmation

Hvor bliver man konfirmeret ved humanistisk konfirmation?

Siden 2010 har man kunne blive humanistisk konfirmeret gennem foreningen Humanistisk Samfund. Det er en forening, der arbejder for at adskille kirken og staten, og som derfor tilbyder ikke-religiøse ceremonier ved de store ting, der er i ens liv: Fødsel (dåb), pubertet (konfirmation), familiedannelse (bryllup) og død (begravelse). Dog er Humanistisk Samfund ikke imod kirken og den kristne tro. Som Humanist arbejder du nemlig for et samfund, hvor alle livssyn er lige gode. Og derfor mener man også, at det skal være okay at blive konfirmeret, selv om man ikke er kristent troende.

Når du bliver konfirmeret igennem Humanistisk Samfund, er det ikke som en normal konfirmation, hvor du siger ja til, at du er kristen. Tvært i mod er det en højtidelighed, hvor du fejrer det ”voksen”-kursus, du lige har været igennem. På den måde læner det sig meget op ad den traditionelle kirkelige konfirmation, bortset fra at det er nogle andre værdier, du skaber på kurset og fejrer til sidst med din familie.

Undervisningen finder sted i løbet af to weekender i foråret, og du kan indtil videre tage kurset i København, Ringsted og Århus. Til foråret 2019 bliver det endda også muligt at tage kurset på Fyn. De to weekender med kursus foregår normalt i spejderhytter, som Humanistisk Samfund lejer. På de to weekendture tager du afsted med folk, du overhovedet ikke kender, men ender med at kende, snakke med og udvikle dig med. På den måde forbereder du dig til din humanistiske konfirmationsdag.

På weekendturerne har du undervisning, som ikke er matematik og dansk og historie og så videre, men du lærer i stedet om menneskerettigheder og kristisk tænkning. Det er de to weekendture, som tilsammen udgør den undervisning, som skal til, for at kunne holde selve ceremonien for den humanistisk konfirmation. Det betyder altså, at du ikke skal i kirke en gang om ugen med dine klassekammerater, men i stedet får oplevelsen af at blive rystet sammen til et fællesskab. At få nye venner som har det på samme måde som dig, er nemlig en stor del af konfirmationsforberedelsen til den humanistisk konfirmation. Derfor skal du heller ikke forvente at du kommer på samme hold som dine venner eller søskende - det er faktisk noget, som Humanistisk Samfund helt prøver at undgå.

I 2019 koster en humanistisk konfirmation 3.500 kroner pr. konfirmand for medlemmer af Humanistisk Samfund. For ikke-medlemmer er prisen 4.000 kroner. Fordi Humanistisk Samfund ikke er en del af staten, på samme vis som kirken er, er man nødt til selv at betale omkostningerne for hytteturen og undervisningen. Prisen inkluderer kurset i de to weekender og deltagelse i ceremonien for familien + et års medlemskab af ungdomsorganisationen Unge Humanister, hvis du har lyst til det.

Læs også: Hvad er nonfirmation egentlig?

Derfor skal du vælge at blive humanistisk konfirmeret

Konfirmation betyder at bekræfte og bestyrke. I Danmark bruger vi ordet om et ungdomskursus og en ceremoni, der giver rettigheder, muligheder og forpligtelser (i den kirkelige tjeneste). En mere moderne måde at se det på, er i dets direkte betydning: "med styrke", da man når man bliver humanistisk konfirmeret, har lyst til at styrke sin evne til at handle etisk, selvstændigt og tænke kritisk. Det er også derfor at medlemskabet i Unge Humanister er helt frivilligt: Når du bliver humanistisk konfirmeret, skal du nemlig ikke sige JA til humanismen, men bare lade dig inspirere og motivere til at tænke over andre livssyn, værdier og handlinger. Det er nemlig nogle kvaliteter, som du kan komme rigtig langt med i vores moderne verden.

En humanistisk konfirmation er for dig, som ikke nødvendigvis tror på Gud og kristendommen, men stadig gerne vil konfirmeres i fællesskab med andre unge, og også gerne vil udvikle dig som menneske. Hvis du gerne vil konfirmeres gennem Humanistisk Samfund, skal du skynde dig at melde dig til... Det er nemlig blevet en meget populær måde at markere overgangen fra barn til ungdom på.

Overvejer du, om du skal blive humanistisk konfirmeret? Læs meget mere om det på humanistisksamfund.dk.

Humanistisk konfirmation

Læs mere om