Smukke konfirmations indbydelser - Lav dem selv
Det er ret fedt at åbne en kuvert med en sjov og anderledes konfirmations indbydelse, når man bliver inviteret som gæst. Og du kan faktisk selv lave både sjove og pæne invitationer til din konfirmation med lidt fantasi og kreative fingre. Flotte konfirmations indbydelser giver din konfirmation et unikt og personligt præg allerede før festen er gået i gang. Så overrask dine gæster med en invitatione til din konfirmation, som afspejler dig og din personlige stil. Få fifs og inspiration til farver og materialer i denne artikel. Og find ikke mindst ud af, hvad du skal skrive i indbydelserne.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Personlige konfirmations indbydelser
En personlig måde at lave en konfirmations indbydelser på er at få taget et sødt billede af dig, som viser, at du bare glæder dig helt vildt meget til din konfirmation. Det billede kan du enten få fremkaldt eller printe ud. Bag på det kan du så skrive selve indbydelsen. Du kan også gå all in på et skørt billede, som virkelig afspejler din personlighed. Det er helt op til dig og din fantasi.
Læs også: Her kan du holde din konfirmationsfest
Sjove konfirmations invitationer
Vidste du, at du kan få din helt egen magasinforside? Eller en herrefed filmplakat? Det kan du, og det er en megasejt at bruge til konfirmations invitationer. På nettet kan du finde masser af sider, som nemt og hurtigt kan lave en filmplakat eller magasinforside specielt til dig, hvis du bare finder de billeder, som du gerne vil bruge og uploader dem på hjemmesiden. Bagefter kan du redigere teksten, så der for eksempel kan stå ”Årets film: Malenes seje konfirmation”, hvis du laver en filmplakat. På magasinforsiden kan du skrive ”Konfirmationsmagasinet” som magasinets navn, og så lave nogle overskrifter a la ”Kasper afslører: Her er datoen for årets største fest”. Brug din fantasi til sjove tekster.
Glamourøse konfirmations indbydelser
Hvis du godt kan lide lidt Hollywood-stemning, så kan du nemt lave konfirmations invitationer, som har stil, klasse og glamour. Nemlig et VIP-kort til din fest. Klip et stykke tykt papir ud og skriv med tusch: ”VIP”. Lav et hul i midten af den brede side i toppen af papiret, og sæt en snor i, så dine gæster kan have kortet rundt om halsen. Bag på kan du så skrive, at dine gæster er inviteret til din eksklusive konfirmationsfest. Det spreder da en hel del coolness hjem til dine gæster.
Den kreative konfirmations invitation
Hvis du er krea-typen, som godt kan lide at lave ting fra bunden, så skal du helt sikkert gøre det. Du skal bare bruge noget flot papir eller pap, lim, stof, sten, bånd, eller hvad du ellers har lyst til at bruge til dine indbydelser, og så er det bare i gang. Hvis du har et farvetema til din fest, så er det oplagt at bruge de farver i din indbydelse til konfirmation også. Hvis du har brugt billeder på dine bordkort, kan du måske klippe et kamera ud af pap, og så skrive invitationen bag på. Så er der en rød tråd mellem din indbydelse og fest.
Nemme konfirmations indbydelser
Hvis du ikke er den kreative type, og ikke helt orker at skulle bruge superlang tid på at lave indbydelser, så kan du stadig godt lave en kreativ indbydelse. Der findes vildt mange hjemmesider, hvor du nemt og hurtigt kan lave en invitation. Du skal bare vælge farve, billeder og tekst - og så printe til sidst.
Hvad skal der stå i en invitation til konfirmation?
Hvis du er i tvivl om, hvad der egentlig skal stå i en konfirmations invitation, så har vi samlet de vigtigste informationer, som skal med i din tekst.
Modtager
Det er ret vigtigt, at du får skrevet adressen og navnene rigtigt, så indbydelsen når frem til de rette mennesker. Det ville være ærgerligt, hvis du manglede nogle gæster, fordi de aldrig havde modtaget indbydelsen.
Anledning
Du skal selvfølgelig huske at skrive, at det er din konfirmationsfest!
Tidspunkt
Det er også ret vigtigt, at dine gæster ved, hvornår de skal komme til din fest, så I ikke skal sidde og vente på at spise mad i flere timer, fordi folk bare kommer dumpende ind.
Sted
Det bliver svært for gæster at møde op, hvis de ikke ved, hvor de skal være. Hvis du har nogle familiemedlemmer, som du gerne vil have med i kirken, så skriv tidspunktet og kirken adresse i deres invitationer, og ellers skriv adressen på dit festlokale.
Svarfrist
Da der sikkert skal laves mad og købes drikkevarer ind til mange mennesker, så er det en god idé at sætte en svarfrist på indbydelsen. Sæt den eventuelt til en måned før festen, så der ikke er stress med indkøb og bordplan.
Kontaktinformationer
Husk at skrive dit nummer på indbydelsen, så dine gæster kan ringe og fortælle dig, om de kan komme.
Ønskeseddel
Det er ret normalt, at man indsætter en kort og gennemtænkt ønskeliste i indbydelsen, så dine gæster ikke skal ringe til dig og have dine ønsker. Det gør det lettere for gæsterne og for dig.