Sådan finder du den perfekte konfirmationskjole
Det kan være svært af finde den helt perfekte konfirmationskjole. Men hvis du har tænkt lidt over, hvad du leder efter, inden du går på jagt i butikkerne, bliver det lidt nemmere. Og en af de første ting, du kan tænke over, er, hvilken del af din krop, du gerne vil fokusere på og vise frem på din konfirmationsdag.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Fokus på: Talje
Hvis du gerne vil sætte fokus på din talje, er det en god ide at gå efter en kjole, som er skåret over i taljen og har et stort skørt, der strutter lidt - for eksempel i tyl. Du kan også vælge en konfirmationskjole med et bæltebånd for at markere taljen ekstra meget.
Fokus på: Skuldre
Vælg en konfirmationskjole med ekstra fine detaljer på skulderne. Du kan også prøve med en lille vest eller en jakke med detaljer på skuldrene for en dramatisk effekt.
Fokus på: Arme
Sæt fokus på dine pæne arme ved at vælge en konfirmationskjole, som ikke dækker arme eller skuldre. Undgå at bruge et sjal, og tag en enkel fin halskæde på til i stedet for andre store accessories.
Fokus på: Ryg
Du kan fremhæve din ryg ved at vælge en kjole, der har et pænt bånd i ryggen. Gør ekstra opmærksom på din ryg ved at vælge et bånd i en anden farve end hvid. For eksempel sort eller pink.
Fokus på: Ben
Har du lyst til at vise dine flotte ben frem, kan du vælge et lidt kortere skørt. Hvis du vælger en konfirmationskjole med lidt fylde i skørtet, så den ikke sidder for stramt, gør det ikke noget, at den er kort. Når du har et kort skørt på, er det en god idé, hvis din kjole ikke er for nedringet og eventuelt har ærmer, så du ikke føler dig alt for bar.
Læs også: Sådan barberer du ben
Fokus på: Personlighed
Vær ikke bange for at vælge en mere unik konfirmationskjole for at vise din personlighed. Det kan give dit look lidt kant, hvis du for eksempel har en mere boheme-agtig stil eller for eksempel mikser det nye med lidt gammelt.
Tjek også vores guide: Sådan får du en stærkere personlighed
Husk, at det allervigtigste, når du skal vælge konfirmationskjole, er, at du føler dig godt tilpas i kjolen og at du bliver glad, når du ser dig selv i spejlet.