9 tricks, når du craver slik
Du har lige besluttet dig for, at det skal være slut med at gå og spise slik hele ugen! Fra nu af vil du kun spise slik på en enkelt - okay to! - slikdage om ugen, men hvad gør du så, når sliklysten melder sig?
1. Gør noget andet!
Det hjælper ikke på din sliklyst, at du ligger på sengen og keder dig. Hvorfor ikke rydde op i din makeupskuffe, gå en tur med din veninde eller måske udfordre din bror i et sjovt spil. Det hjælper at tænke på noget andet.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
2. Børst tænder.
Okay, det lyder som det mærkeligste tip, men det hjælper faktisk på din sliklyst, hvis du børster dine tænder og måske endda renser dem med tandtråd. Din ånde bliver frisk og nice, og din tandlæge ville blive SÅ stolt!
Læs også: Det her er danskernes yndlings-slik
3. Spis noget sundt.
Det er ikke kun usunde ting, der smager godt - hvorfor ikke smutte ud i køkkenet og blende verdens lækreste, sunde smoothie, fylde en skål med lækre nødder eller lave nogle sprøde rodfrugtchips i ovnen? Når du har spist dine sunde snacks, kan du jo tænke over, hvor god du har været ved din krop.
4. Glæd dig ...
Om to dage har du slikdag, og hvorfor ikke allerede nu planlægge at gøre den til noget særligt? Måske kan du aftale med din veninde, at I skal teste byens nye bland selv-biks, eller måske skal I bage jeres egne cookies!?
Læs også: Test dig selv: Hvor afhængig er du af slik?
5. Gør det alligevel!
Forbud kan være dumme, for pludselig bliver du nærmest besat af tanken om slik - ganske enkelt fordi det er "forbudt"! Derfor er det en god idé at give dig selv lov til at spise lidt af det lækre, selv om det ikke er slikdag. Mørk chokolade er en god idé - det er sjældent noget, du kan spise i kæmpestore mængder, og samtidig indeholder det masser af sunde antioxidanter.
6. Er du sulten eller tørstig?
Du er mere tilbøjelig til at ende med at snacke usunde ting, hvis du er småsulten eller tørstig. Sørg derfor for at være mæt og have slukket tørsten. Hvis du kan mærke, at dine slik-cravings bunder i sult, så skal du da ud i køkkenet og ha' dig en grovbolle med noget pålæg, et æble eller nogle nødder. Afsted!
7. Vær stolt!
Hvis du har klaret søndag-torsdag uden at falde i slik-fælden, så kan du altså godt være stolt af dig selv og måske endda prale lidt til dine nærmeste. De vil helt sikkert rose dig for din indsats - og det er altså noget, der kan hjælpe med at holde din motivation oppe, selv når du har allermest lyst til M&Ms.
8. Fælles projekt ...
Hvis du ved, at din mor også er ved at være træt af, at hun altid får skældud af tandlægen for sit sukkerforbrug, eller at din veninde ikke længere gider ende med at bruge alle sine lommepenge i slikbutikken, så spørg da lige dem, om de vil være med på dit projekt. Det er klart nemmere at skrue ned for sit sukkerindtag, hvis man er flere om det.
9. Tænk over det!
Du er helt sikkert vant til at evaluere diverse projekter i skolen, og på samme måde skal du evaluere dit forbrug af sukker, når der er gået lidt tid - for hvis du ender med at spise en masse mærkelige sukkerfri ting i stedet for almindeligt slik, hvis det tager totalt overhånd på din slikdag, og du spiser så mange godter, at du får kvalme eller lignende, er det måske bedre for dig, at du spiser lidt slik, når du får lyst ... Tænk over det - du ved bedst, hvad der fungerer for dig!