Helbred & balance

Guide: Ryd op i dit liv

Af Line Sølvhøj Jensen 2. oktober 2009
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Sig farvel til dårlig samvittighed og goddag til et sundt liv med energi og overskud.

Du vil måske ikke helt indrømme det, men det er jo superdejligt at få ryddet op på værelset, for så kan du slappe af på en helt anden måde, og du bliver ikke irriteret over alle de ting, der ligger og flyder. Men husker du også at rydde op i dit liv engang imellem?

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Selv om det lyder fjollet, så er den god nok. Du skal rydde op i dit liv engang imellem, ligesom du rydder op i alle mulige andre ting. Der kan jo også være ting, der ligger og roder i dit hoved, og som trænger til en ordentlig oprydning.

Læs også: 10 dårlige undskyldninger.

Hvad skal du rydde op?
Alle de ting, som du går og tænker på, og som giver dig ondt i maven, det er lige præcis dem, du skal have ryddet op i. Det kan for eksempel være:

• Du bruger dine lommepenge for hurtigt og ender med slet ikke at have nogen penge.

• Du får aldrig lavet dine lektier til tiden, og så får du ondt i maven over, at du ikke kan nå det.

• Du har været uvenner med din veninde, og I har aldrig rigtig fået talt ud om det.

• Du får aldrig dyrket det motion, du har sat dig for, og det giver dig dårlig samvittighed.

Selv om det er småting, så er de alligevel med til at gøre din "rygsæk" tungere og tungere. Det er nemlig sådan, at når du tænker på en masse ting, så fylder de meget i dit hoved, og så kan det føles som om, du går rundt med en megatung rygsæk.

Læs også: Spark humøret op.

Hvad kan du gøre?
1. Allerførst skal du rydde op i det rod, du kan se. Du kan jo starte nu i weekenden med at få ryddet op på dit værelse. Tøm alle skabe og kasser og smid det ud, som du ikke skal bruge mere. Hvis du ikke vil smide det ud, så kan du sætte det på loftet eller i kælderen.

2. Når det er gjort, så bruger du en dag på at tænke over alle de ting, der bekymrer dig. Skriv dem ned på et stykke papir og giv dem et nummer efter, hvad der er vigtigst. Det, du vælger som nummer et, er det, du skal starte med.

3. Nu begynder din indre oprydning! Det, du har valgt som nummer et, er det, du skal fokusere på, og så må du glemme de andre ting imens. Det betyder, at du skal få snakket med din veninde - græd ud og fortæl hende, hvordan du har haft det, finde den motionsform, du synes, er allersjovest, lav dig et lektie-skema, så du ved, hvornår du skal lave lektier for at nå det hele, eller hvad det nu er, der bekymrer dig.

4. Når du føler, at du er ved at have styr på nummer et, så kan du gå videre til nummer to. Husk at det kan tage lang tid at arbejde med nummer et, så når du er i gang med nummer et, så skal du sige til dig selv, at det er okay ikke at tænke på de andre ting. Men husk at du selvfølgelig skal lave dine lektier, selv om det ikke er din første prioritet!

Når du først får helt styr på én ting, så er det meget lettere at få styr på de næste ting.

Tip!
Du kan for eksempel starte med det, du tænker er lettest at få styr på. Så virker det ikke så svært, og du er allerede godt i gang med oprydningen i dit liv.