Psykologen guider: Sådan bryder du 10 svære tanker
De fleste har prøvet at føle sig usikre. Måske har du været utilfreds med dit hår – eller følt dig mindre sjov end de andre. Bare rolig, du er langtfra den eneste!
Og faktisk er de usikre tanker en vigtig del af det at vokse op. Her fortæller psykologen, hvordan du vender 10 negative tanker til noget konstruktivt.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
“Jeg er ikke særlig sjov at være sammen med”
– Nogle er mere ekstroverte, mens andre er mere introverte, og til det knytter sig forskellige egenskaber, som alle sammen er vigtige. Måske er du ikke så sjov, men i stedet en loyal ven, som reflekterer dybere over tingene. Det handler ikke om at være ligesom alle andre, men om at lære sig selv og sine kvaliteter at kende. Når du bliver usikker, så prøv at tænke over, hvilke andre kvaliteter du indeholder, og bliv glad for dem – i stedet for at tænke på det, du ikke kan.
“Jeg er ikke fagligt dygtig nok”
– Vi klarer os forskelligt i skolen, og nogle er dygtigere end andre. Men det er vigtigt at huske på, at de, der er dygtigere end dig, ikke er mere værd end dig – for din værdi ligger ikke i din præstation i skolen. Vi kan ikke alle sammen få 12 i alt, og det skal vi heller ikke. Det vigtigste er, at du gør dig umage og husker på, at du får karakterer for dit faglige standpunkt – ikke for din personlighed. Fokusér på, at vi har forskellige evner og egenskaber, og måske er du ikke den bedste i skolen, men så er der andre ting, du er god til. Du skal ikke gøre dig god nok – du ER god nok.
Psst!
Der er også den mulighed, at du faktisk er ret fed og sjov at være sammen med, men at du bare ikke selv kan se det? Husk, at det også er en mulighed
“Jeg er ikke tilfreds, når jeg ser mig selv i spejlet”
– Den ene dag kan du synes, at du ser meget godt ud, og den næste dag kan du slet ikke holde dit udseende ud. Vores udseende varierer typisk ikke helt vildt, men følelserne om det kan skifte enormt meget. Følelserne om udseendet hænger sammen med alle dine andre følelser. Hvis du ikke føler dig pæn nok, kan det være et udtryk for, at du er ked af det eller usikker på noget andet. Det kan lyde kliché-agtigt, men tænk på, at de virkelige værdier ikke ligger i, hvordan du ser ud udenpå, men hvordan du er indeni. Dine venner har ikke valgt dig for dit udseende, men for din personlighed – ligesom du heller ikke er venner med nogen, fordi de ser godt ud.
“Jeg er ikke god til noget”
– Måske handler det ikke om at være god til noget, men om at finde en fritidsinteresse, du kan lide. Du behøver ikke være god til noget for at gøre det, men det er fedest at kunne lide det, du gør. Desuden er der kun én person, der kan være nummer et, så hvis kriteriet for at gøre noget er at være bedst, kan man ikke lave ret meget. Så bliver du usikker på, om du er god nok til noget, så spørg dig selv, om du gør det for at være god eller for at nyde det.
“Jeg har ikke så mange følgere og likes på de sociale medier”
– Der er mange, der gerne vil have den hurtige bekræftelse, der er i et like på de sociale medier, og det giver god mening. Vi kigger alle sammen på andre for at finde ud af, om vi er gode nok. Derfor er det vigtigt, at det er de rigtige mennesker, vi kigger på. Tænk over, hvem der skal fortælle dig, hvad du er værd. Er det en random følger, eller er det de mennesker, der er tæt på dig, og som elsker dig for den, du er? Hvis du lader det være op til dine følgere, om du er værdifuld, gør du dig selv meget skrøbelig. Husk, at du aldrig ved, hvad der ligger bag, når nogen ikke liker. Dine følgere har måske selv haft en dårlig dag.
Om psykologen
Anna Bjerre er psykolog og direktør i GirlTalk, som hun startede for 18 år siden. GirlTalk er en organisation, som er optaget af unges trivsel. På GirlTalks hjemmeside kan du chatte med frivillige i organisationen om lige præcis det, du har brug for at dele. Det kan være tanker, følelser og oplevelser, der fylder for dig, og intet er for stort eller småt. Girltalk.dk
“Jeg kan ikke overskue at lave lige så mange ting, som andre kan”
– Den følelse kommer ofte, når du sidder alene derhjemme og ser andre have det sjovt på de sociale medier. Du glemmer, at du jo kun ser dem, der har lagt noget op – og at der sidder mange præcis som dig, som ikke har lagt noget op. Desuden ser vi ikke, om personen keder sig eller føler sig ensom, fem minutter efter at billedet blev taget. Rigtig mange unge føler, at de ikke kan leve op til det liv, de viser på deres Instagram- eller TikTok-profil. Det har en indvirkning på vores humør, når vi ser, hvor sjovt andre har det. Overvej, hvor meget sociale medier skal fylde, og om du skal slukke, når du er trist? Det er også vigtigt at kunne nyde dit eget selskab og de nære relationer.
“Jeg har ikke så meget erfaring med at kysse eller med at have sex”
– Gennemsnitsalderen for seksuel debut er omkring 16 år, så der er mange andre end dig, der ikke har prøvet at kysse eller have sex med nogen. Du skal ikke tvinge dig selv til at blive klar, men mærke efter og lytte til dig selv. Det er sejt at stå ved sig selv og fortælle andre, at man ikke føler sig klar til at have sex endnu. Man kan let komme til at føle, at man ikke har nok erfaring, men husk på, at både kys og sex er noget, du gør sammen med en anden, og som I skal blive gode til sammen. Måske skal I øve jer sammen og finde ud af, hvad der er rart for jer begge. Det er jo forskelligt, hvad vi kan lide og ikke kan lide, så der er ikke noget, der er rigtigt og forkert.
“Jeg er ikke sikker på min seksualitet”
– Der er mange, der tænker, at man fra starten skal være sikker og overbevisende i sin seksualitet, men der er ikke nogen, der starter livet ud med at kende sig selv. Det er noget, du skal lære, og det tager tid. Ligesom med alt andet udvikler vi os, bliver klogere og får nye perspektiver gennem hele livet. Det er okay at være usikker, for du kan ikke bare få erfaring med noget superhurtigt. Din seksualitet er ikke noget, du kan beslutte dig for og sætte et punktum ved. Det kræver, at du giver dig selv lov til at være “in between” for at finde ud af, hvem du er.
“Jeg har ikke de samme seje ting, som de andre har”
– Hvis du først er god nok, når du har de rigtige ting at vise frem, bliver dit liv meget skrøbeligt. For betyder det så, at du ikke er god nok, hvis du ikke har nogle specifikke materielle ting? Husk, at det ikke er de ting, du ejer, der gør dig til den, du er. Du kan måske tænke tilbage på sidste gang, du fik noget, du gerne ville have, og overveje, om du i det lange løb blev lykkeligere af at have den ting. Du må gerne ønske dig noget, men du må aldrig lade det få magten over dig.
“Jeg har ikke så mange venner”
– En person, der har 100 venner, kan godt være ensom, for du kan sagtens hænge ud med mange uden at føle, at der er nogen, der rigtig kender dig. Det handler altså ikke om, hvor mange venner du har, men om det er de rigtige venner. Fokusér i stedet på kvaliteten af de venskaber, du har – at der er fortrolighed og tillid, og at det føles rart indeni, når I er sammen. Tænk også på, hvem du er en god ven for, og tilbyd dét til dine venner, du gerne selv vil have tilbage.