Karoline fik anoreksi: "Jo tyndere jeg blev, jo mere ulykkelig var jeg"

Jeg kan ikke helt huske, hvornår jeg blev syg, men jeg kan huske, at jeg egentlig havde det meget godt – før det gik galt, altså. Dengang var jeg 21 år, jeg var flyttet hjemmefra, jeg havde fået min første rigtige kæreste, jeg havde været ude og rejse, og så var jeg lige blevet optaget på Journalisthøjskolen i Aarhus. Det hele virkede så lovende. Så var der den anden side. Den, jeg ikke fortalte nogen om. Generelt var jeg meget tilfreds med livet og mig selv, jeg ville bare gerne lige tabe mig et par kilo. Ikke noget vildt.

Det startede meget fredeligt ud – eller det troede jeg i hvert fald. Jeg spiste bare lidt mindre til aftensmad, og så forsvandt de første kilo. Men en dag fandt jeg ud af, at der fandtes en app, der kunne tælle kalorier, og jeg var alt for nysgerrig til ikke at prøve det af. Så blev jeg bidt af det. Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide græskar, og som ekstra gevinst var der næsten ingen næring i dem. Jeg fandt også ud af, at hvis jeg kun spiste dem og lidt kylling, blev jeg mæt. Så jeg spiste ikke andet. Det var min morgenmad, min frokost og min aftensmad. Hvis et græskar var dårligt, kunne det gøre mig enormt sur – faktisk kunne det ødelægge hele min dag. Det var der i det hele taget mange ting, der kunne dengang. Jeg havde tabt mig en del, og sammen med kiloene var mit gode humør også forsvundet.

Mor, jeg har et “spiseproblem”

Jeg begyndte at melde fra til aftaler og venner. Jeg undgik at se min kæreste, fordi det var for besværligt at få ham til at passe ind i mit madskema, som pludselig var blevet meget vigtigt for mig. Sådan stod det på i lang tid, og efterhånden blev det mørkere udenfor, frosten kom, og jeg begyndte at fryse. Dun voksede pludselig frem på min krop. Om morgenen, før jeg tog tre bluser på, stod jeg på mit badeværelse og vejede mig. Hver dag. Fem, seks, syv gange. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men min vægt var blevet det vigtigste i mit liv. På det tidspunkt vidste jeg godt, jeg havde et problem. Det eneste, der fyldte i mit hoved, var mad og vægt, og jeg havde det forfærdeligt. En kold decembermandag bad jeg min mor om at møde mig på en café i Aarhus. Jeg kan huske, at det var enormt svært at få ud over mine læber, men til sidst fik jeg sagt: “Mor, jeg tror, jeg har et spiseproblem”. Hun gav mig ret.

Ritualer og onde tunger

Efter snakken med min mor skete der ikke så meget. Jeg kan bare huske, at det hele blev værre, og at jeg gerne ville være “mit gamle jeg” igen, men jeg vidste bare ikke hvordan. Det var, som om der sad et andet, ondt menneske inde i mit hoved og styrede mine tanker og handlinger. Alle mine måltider blev til små ritualer, som skulle foregå på samme måde hver gang. Jeg skulle spise alt i den samme skål, med den samme ske på det samme tidspunkt. Bare tanken om at gøre noget andet, end den lille stemme i mit hoved sagde jeg skulle gøre, gjorde mig rædselsslagen.

Om natten lå jeg søvnløs, fordi min hjerne og min krop manglede mad. Jeg brugte de mørke timer på internettet, hvor jeg kiggede på andre pigers kroppe. Sammenlignede mig med dem, og vurderede om jeg var større eller mindre en dem. Den virkelige verden omkring mig blev mere og mere ligegyldig, og jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg var blevet en skygge – en rest – af mig selv.

Værst var ensomheden

Værst var ensomheden Efter et halvt års tid begyndte de andre problemer at komme. Jeg mistede mit arbejde. Jeg blev sygemeldt fra Journalisthøjskolen, før jeg overhovedet var begyndt. Min kæreste slog op med mig. Så var der alle bivirkningerne ved ikke at spise. Bivirkninger, der blev værre, jo tyndere jeg blev. Mit hår faldt af. Min menstruation forsvandt. Sommetider føltes det, som om der sad et stort menneske på mit hjerte, så det ikke kunne slå, og mine lunger kunne krympe sig sammen, så jeg ikke kunne trække vejret.

En dag mistede jeg bevidstheden i et supermarked, og fremmede mennesker måtte ringe efter mine forældre, der kom og hentede mig hjem. Men det værste af alt var ensomheden. Min kæreste var væk, og mine venner var langsomt forsvundet. Hvis jeg blev inviteret til selskab, takkede jeg nej, for det var nemmere for mig at sidde derhjemme sulten, isoleret og grædende end at konfrontere den mad, jeg gjorde alt for at undgå.

Kostplaner og kanelstænger

Efter flere måneders ventetid begyndte jeg i behandling på Center for Spiseforstyrrelser. Jeg fik stukket en kostplan i hænderne, og hver anden uge sad jeg i samtalegruppe med andre spiseforstyrrede. Sommetider snakkede jeg også med en psykolog. Det gik forfærdeligt, og det syntes mine behandlere åbenbart også. I hvert fald vurderede de efter et stykke tid, at jeg havde brug for mere intensiv hjælp. Jeg blev henvist til deres daghospital, hvor jeg var tre gange om ugen, og efter meget kort tid begyndte det at gå op for mig, at det var alvor. De behandlede mig som et sygt barn, og til min første statussamtale sagde de: “Tag på, eller vi indlægger dig på sengeafsnittet!”. Det blev mit vendepunkt. Jeg kunne ikke forestille mig noget mere modbydeligt end at miste friheden. Så jeg begyndte at spise – jeg spiste kanelstang hver dag, og selv om jeg aldrig nød kagen, vidste jeg, at det var nødvendigt, hvis jeg gerne ville være fri. Uge for uge begyndte tallet på vægten at gå op. Jeg er klar over, at jeg får det til at lyde, som om det var nemt.

Sandheden er, at jeg græd i afmagt hver dag. Afmagt, fordi jeg ikke troede på, at jeg nogensinde skulle blive rask. Jeg bad hver dag til, at nogen kunne fjerne smerten fra mig, og jeg bad til, at andre kunne gøre mig rask – for jeg vidste ikke, om jeg selv kunne. Jeg forbandede langt væk, at der ikke fandtes en magisk pille, der kunne fjerne mine spiseforstyrrede tanker og få kiloene tilbage på min krop. Når det hele virkede mest håbløst, sagde jeg til mig selv: “Hvis jeg ikke kan spise for min egen skyld, må jeg gøre det for dem, der elsker mig.” Behandlerne roste mig altid, når jeg havde taget mere end 500 gram på siden sidste uge, og mens de jublede, føltes det hele sort inde i mig selv.

Mit værd er ikke min vægt

Det er efterhånden flere år siden, jeg var indlagt, og i dag er jeg cirka 30 kilo tungere, end jeg var dengang. Jeg tror, at jeg er ved at være så rask, som man overhovedet kan være, men det har taget mig så mange angstanfald og så mange tårer at komme hertil. Mange folk tror, at når man har taget på og ikke længere er tynd, så er man rask. Det passer ikke. På mange måder var det lige så svært at få en normal vægt igen, fordi folk ikke længere kunne se, jeg var syg, og at det derfor blev sværere for dem at forstå, at jeg stadig havde brug for rigtig meget hjælp – for det havde jeg virkelig. Da jeg havde taget på, kunne jeg nemlig begynde at arbejde med de ting, der havde gjort mig syg til at begynde med.

Jeg fandt ud af, at det for mig handlede om, at jeg ikke troede på, at nogen kunne elske mig, som jeg var – og at jeg måske, hvis bare jeg blev tynd nok, ville være god nok til andre. Det var også en af grundene til, det var så angstfuldt at tage på … for hvad nu hvis ingen kunne lide mig længere? I dag har jeg forstået, at mit værd ikke handler om, hvordan jeg ser ud. Jeg har også forstået, at jeg ikke kan kontrollere alt, og at det er okay. Det lyder så klichéagtigt, det ved jeg godt. Jeg har også forstået, at lykken ikke er at være unaturligt tynd. Jo tyndere jeg blev, jo mere ulykkelig var jeg, og det prøver jeg at minde mig selv på hver evig eneste dag.

Det beskytter mig fra at ryge ned i det samme sorte hul, jeg var i dengang. Der går aldrig en time, hvor jeg ikke tænker på sygdommen. At den var der, at den var min, og hvor meget jeg mistede på grund af den. Men jeg er også blevet klogere, og nu ved jeg, at en spiseforstyrrelse aldrig “bare” er en spiseforstyrrelse: Den kommer af en årsag, måske fordi den prøver at skærme dig for noget i dit liv, der er rigtig svært. Den skærmer bare på en virkelig skadelig måde, hvor den skaber flere problemer, end den løser. Måske hjælper det at se sådan her på det: Spiseforstyrrelsen kan i al sin uduelighed virke som en ven i nøden. Ikke en god ven, men den der dårlige ven, du af en eller anden årsag ikke nænner at give slip på. Men det bliver du nødt til – der er så meget bedre uden.