Pletblødning undrer teenagepige
Menstruation

Pletblødning: Hvorfor bløder jeg kun lidt?

Af Stine Nielsen 15. september 2014
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Er du i tvivl om, hvorfor du får udflåd og pletblødning? Så læs med her!

Det kan være lidt pinligt at snakke om pletblødning, men det er faktisk helt normalt at få både udflåd og pletblødning, og som regel betyder det ikke, at der er noget galt. Det er altså hverken unormalt eller farligt, men det kan være en god idé at være opmærksom på din krops signaler, for nogle gange kan pletblødning også skyldes forskellige sygdomme.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvad er pletblødning?

Pletblødning er små mængder blod, som du kan opdage i trusserne, selv om du ikke har menstruation. Det kan også være udflåd, der er lidt blodigt eller din menstruation, som er blevet lidt uregelmæssig.

Læs også: Pletblødning eller farvet udflåd?

Hvorfor pletbløder man?

Pletblødninger kan skyldes hormoner eller en uregelmæssig menstruation - det sker nemt, når man er teenager. Det kan også være stress, der påvirker dine hormoner - for eksempel hvis du har en eksamen, der venter på dig eller andet, som du spekulerer meget over.

Hvis du har fået en underlivsundersøgelse, er det helt normalt at pletbløde lidt bagefter. Pletblødning sker også tit i de første tre måneder, hvis du lige er begyndt på p-piller.

Pletblødning og sygdomme

Nogle gange kan pletblødning være et tegn på, at man har en kønssygdom - for eksempel klamydia, herpes eller HPV. Det kan selvfølgelig kun ske, hvis du har haft ubeskyttet sex.

Pletblødning kan også være et tegn på infektion - hvis du har fået en betændelse eller svamp i underlivet.

Hvis du har mistanke om, at du måske har en sygdom, skal du kontakte din læge. Han eller hun kan vurdere, om din pletblødning er normal, eller om det skyldes noget andet.

Læs også: Kend dine kønssygdomme

Kilder: Netdoktor.dk, sundhedslex.dk og sundhed.dk.