Sådan fortæller du, du har fået menstruation
Din første menstruation er en ret privat oplevelse, og derfor kan det være rigtig svært at fortælle dine forældre om det. Men det er altså bedst, at mindst en af dem ved, at du har fået din menstruation. Husk på, det er en helt naturlig ting, som du ikke skal skamme dig over. Der er derfor ingen gode grunde til at skjule din menstruation.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Læs også: Alt om menstruation
Derfor skal du fortælle dine forældre, at du har fået menstruation!
Din første menstruation kan godt være en lidt skræmmende oplevelse, og derfor er det rart at have en fortrolig, som du kan tale om det med. Når din mor for eksempel ved, at du har fået menstruation, vil hun kunne give dig gode råd og tips, fra da hun selv fik sin første menstruation, og det gør jer garanteret endnu tættere end før!
Læs også: Den første menstruation
Tips til samtalen med dine forældre!
Hvis du er meget privat anlagt, kan det være rigtig svært at fortælle dine forældre om, hvad der sker i dit underliv. Derfor har vi samlet et par forslag til, hvordan du fortæller dem det uden så meget som at blinke!
- Aftal med dine forældre, at når du får din menstruation, så stiller du en flaske ketchup uden låg på køkkenbordet. Når dine forældre ser flasken, ved de, at du har fået din menstruation, og du slipper for en samtale!
- Skriv et lille brev til dem, hvor du forklarer, at du synes, det er en vildt akavet situation, som du kun gider snakke om på skrift. Hvis de har nogle spørgsmål, må de også skrive et brev til dig!
- Næste gang din mor skal ud og købe ind, så skriv tamponer på hendes indkøbsliste. Forhåbentligt fanger hun vinket!
Læs også: 10 gode ting ved menstruation
Hvis du har meget ondt, når du har menstruation, kan det også være en god idé at fortælle det til dine lærere. På den måde ved de, hvad grunden er, hvis du tager hjem, eller hvis du skal have fri fra idræt. Det kan føles som en pinlig snak, men din lærer har helt sikkert prøvet det før!
Husk, at din menstruation er helt naturlig og på ingen måde er noget, du skal skamme dig over!