sex

Alle bryster er forskellige

Af Rikke Reffelt 15. oktober 2008
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Dine bryster kan være runde, spidse, flade, store – ikke ét par bryster er ens! Vi giver dig den store guide til alt, hvad du skal vide om bryster. Måske du kan genkende dine egne?

Man kan ikke lade være med at sammenligne sine bryster med andres. Men ofte passer dine bryster til din kropsbygning. Mange, som er spinkelt bygget, har små bryster, og dem, som er lidt kraftigere bygget, har tit større bryster.

Læs også: Facts om bryster.

Hjælp! Jeg har små, flade bryster

Bare rolig! Det er altså helt normalt at have små bryster - især når man er teenager. Dine bryster vokser faktisk, helt til du er cirka 20 år, så de er ikke færdigudviklede endnu. Hvis du vil have en idé om, hvor store dine bryster bliver, så tjek din mors eller storesøsters bryster. Det vil give dig en idé om, hvad du kan regne med.
Bonus ved at have små bryster: Du kan have stort set alt tøj på, og nedringede kjoler og bluser er tit rigtig flotte, når du ikke har så meget. Det er lettere at dyrke sport, da de ikke fylder så meget - og sidst, men ikke mindst, så slipper du for hængebryster, når du bliver gammel!


Læs også: Lesbisk eller hvad?



Mine brystvorter ser underlige ud
Brystvorter findes i alle størrelser, former og farver. Nogle peger opad, nedad eller hver sin vej. Andre piger har brystvorter, der er indadvendte - men tit vender brystvorterne sig udad, når dine bryster er færdigudviklede. Nogle piger har små fine hår omkring deres brystvorter - og det er der heller ikke noget farligt i. Hvis hårene virkelig irriterer dig, kan du forsigtigt fjerne dem med en pincet. Det er alt sammen helt normalt. Alle piger har forskellige brystvorter.







Av! De gør ondt!
Når dine bryster begynder at udvikle sig, kan de godt gøre lidt ondt. De vil tit være ømme og måske lidt spændte. Det er ikke et tegn på, at der er noget galt med dem - de er bare i gang med at vokse. Ofte kan du også have ekstra ondt i dine bryster op til din menstruation, og det er helt normalt.
Tip! Vælg en bh, der støtter dine bryster godt. Den vil »beskytte« dine bryster og hjælpe på ømheden i den periode, hvor dine bryster er allermest følsomme.






Test dig selv: Er du klar til sex?

Et af mine bryster er større end det andet
Bryster er næsten aldrig lige store. Det er faktisk helt normalt, at det ene bryst har en anden form eller størrelse end det andet. Underligt nok er det tit ens venstre bryst, som er lidt større end det højre. Hvis du synes, der er rigtig meget forskel på dine bryster, kan du eventuelt købe et lille indlæg og lægge ind i din bh i den skål, hvor dit bryst er mindst.
Husk! Dine bryster er først færdige med at vokse, når du er cirka 20 år, så selvom dine bryster ikke er lige store nu, kan de sagtens ende ud med at være næsten lige store, når de er færdigudviklede.







Mine bryster er helt vildt store
Bryster findes i alle størrelser - og mange har store bryster. Det er der bestemt ikke noget i vejen med, og nogle fyre synes ligefrem, at det er fantastisk. Hvis du har meget store bryster, kan det være en god idé at købe en rigtig god bh, som støtter dine bryster på en ordentlig måde.
Bonus ved store bryster: Du har - modsat pigerne med de små bryster - en kavalergang, så du vil aldrig skulle stå og fylde din bh ud med tennissokker. Og så kan du hoppe i mere drenget tøj som skjorter og habitjakker og stadig se feminin ud.

Guide: Sådan bliver du glad for din krop.







Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.