Emma Holten om digitale krænkelser: "Det er sindssygt sejt at være den, der siger fra"

Da Emma Holten var 17-18 år gammel, havde hun en kæreste, og ligesom mange andre unge sendte hun ham nøgenbilleder af sig selv. Det gjorde hun med glæde og 100 % med samtykke. Emma sendte billederne over mail, så de lå i hendes udbakke. Årene gik, og hun glemte alt om dem. Men et par år senere, da hun var blevet 20, kunne Emma pludselig ikke komme ind på sin Facebookprofil eller sin mail. Det var, som om koden var blevet ændret.

– Jeg ender med at få adgang, og da jeg kommer ind på min mail, ligger der en masse beskeder fra en hel masse mænd. Det går op for mig, at mine gamle nøgenbilleder er blevet stjålet fra mig af en eller anden og delt på nettet sammen med en masse information om mig, fortæller Emma.

Emmas fulde navn, adresse, telefonnummer, Facebookvenneliste og arbejdsplads var blevet delt sammen med billederne – og med en opfordring om at chikanere hende. Emma panikkede og forsøgte at få billederne fjernet fra nettet, men uden held. Så ringede hun til politiet.

– De ville ikke rigtig hjælpe mig, fortæller Emma.

– Det var en anden tid på det her område for 10 år siden. I dag er det jo heldigvis en helt anden situation, hvor der f.eks. er særlige politiafdelinger for den slags. Siden da har det været en del af mit liv, at de her billeder ligger på nettet, og det har påvirket mig helt enormt meget.

Noget af det første, Emma bliver spurgt om, hver gang hun fortæller om hændelsen, er, om hun sagde det til sine forældre. Selv tror hun, det er, fordi unge piger frygter, at deres forældre vil blive enormt sure på dem, hvis noget lignende skulle ske. Når hun bliver spurgt, svarer hun altid, at man skal huske på, at ens forældre også har været unge engang. Og at de måske også har taget og sendt nøgenbilleder, selv om de ikke vil indrømme det.

– Så ja, jeg sagde det til mine forældre, og de blev heldigvis ikke sure, men de havde svært ved at forstå, hvad det var, der var sket. De bruger ikke nettet på samme måde, så det var svært at forklare dem, hvor stor en ting det var i mit fysiske liv. De var meget sådan: ”Kan du ikke bare lukke din computer og så ikke tænke på de mennesker?”, men det var jo rigtige mennesker. Mennesker, jeg kunne møde til en fest dagen efter.

Fordi Emmas Facebook-venneliste var blevet delt sammen med billederne, var der mange fremmede, som sendte billederne til folk, hun kendte. Det, der skete i hendes digitale liv, var med andre ord totalt filtret ind i det virkelige, fysiske liv helt fra begyndelsen.

Ikke mere stilhed

Årene efter billederne var blevet delt, sagde Emma ikke noget til nogen. Når hun mødte nye mennesker til fester, jobsamtaler eller gik på dates, var det altid en mulighed, at personen over for hende, havde set hende nøgen.

– Den slags bliver man paranoid af, fortæller hun.

Til sidst slap behovet for at skjule det op, og lysten til at sige ”det her er altså sket for mig!” blev altoverskyggende. Derfor lavede Emma, sammen med fotografen Cecilie Bødker Samtykke-projektet, der havde til formål at sætte fokus på digitale krænkelser og ofres rettigheder. Projektet blev heldigvis – til Emmas store overraskelse – virkelig stort, og hun har arbejdet med oplysning om ligestilling mellem kønnene siden.

– Jeg havde levet med det i så lang tid, og jeg kunne bare ikke holde det hemmeligt mere. Dengang var der jo ikke noget, der hed MeToo og Sofie Linde, så at snakke om seksuelle krænkelser var ikke noget, man gjorde, men jeg følte, at jeg gav dem, der sagde, at det var min egen skyld, ret, når jeg ikke sagde noget til nogen. Og det mente jeg jo slet ikke!

At Emma ikke følte, hun havde gjort noget forkert, gjorde dog ikke, at hun ikke skammede sig. Selv om man har stærke holdninger, kan det nemlig være svært at efterleve dem, når det kommer til en selv.

”Hvornår kom du videre?”

Det er 10 år siden, Emmas nøgenbilleder blev stjålet fra hende, og i dag bliver hun tit spurgt om, hvornår hun kom videre.

– Øhh, måske sker det, når jeg bliver 57, svarer hun til det.

– Jeg lever et dejligt liv, og jeg er glad, men jeg kan stadig blive enormt ked af det og opleve angst. F.eks. når jeg skal have en ny telefon, og jeg skal gøre det der, hvor jeg flytter alt indholdet fra min gamle telefon til den nye ved at indtaste en masse koder: Det giver mig så meget angst. At lave et interview, som jeg gør lige nu, kan også holde mig vågen om natten: Hvad nu, hvis jeg bliver misforstået eller hængt ud? Det er et stort traume.

Mange fokuserer også stadig på, hvem det var, der krænkede Emma. Hvem stjal billederne og delte dem på nettet? Det spekulerer hun dog sjældent selv på, og det blev faktisk meget hurtigt større end den ene person.

– Hurtigt var der så mange mennesker, der deltog, og senere vendte jeg min vrede mod politiet. Jeg har ikke et eller andet brændende ønske om at sende vedkommende i fængsel, men nogle gange tænker jeg på, at jeg håber, de er derude og ser alt det, jeg har gjort med det. Jeg håber da også, de er en lille smule bange, men mest af alt håber jeg, de er klar over, hvor stor en smerte de har påført mig.

En halv nipple

Egentlig synes Emma, det er ironisk, at vores egne, almindelige nøgenhed er så stort et tabu. Hun påpeger, at man dårligt kan åbne Instagram uden at se Bella Hadid nøgen eller se en film uden at se nøgne kroppe, der knalder. Sex sælger, og det er helt okay. Så længe det ikke er os selv.

– I mit arbejde med at oplyse om det her på skolerne oplever jeg tit, at drenge, der får delt nøgenbilleder mod deres vilje, bliver joket lidt med og grinet lidt af, så folk slet ikke tror, det er alvorligt, mens det for piger er dyb, dyb alvor, fordi de bliver udskammet på en helt anden måde, fortæller Emma.

– Jeg har hørt om piger, der har måttet skifte skole på grund af en halv nipple på et billede. Der handler det jo ikke om bryster, men om ydmygelse … Jeg er sgu ikke ked af det, fordi folk har set mine bryster! Jeg er ked af det, fordi nogen har begået overgreb mod mig, selv om jeg sagde nej.

Det, der er sket, har dog ikke fået Emma til at hade nøgenbilleder som koncept. Faktisk mener hun, at de var med til at lade hende udforske sin seksualitet som teenager, hvor det kan være svært at se sig selv som lækker.

– For mig er nøgenbilleder en måde at have sex på. Noget, man skal gøre, hvis man har lyst og føler sig tryg ved den, man sender dem til. Og det gælder, uanset om det er en kæreste eller en, du mødte på nettet for tre dage siden. Hvis du har lyst, og du føler dig tryg, er det ikke forkert at sende nøgenbilleder. Ligesom jeg gerne vil understrege, at det på ingen måder er forkert, hvis du ikke har lyst. Vi er alle sammen forskellige. Summa summarum er, at det er DIN krop og DIT valg.

Lysten til at ”komme op på hesten igen” og sende nøgenbilleder efter episoden er heldigvis også kommet tilbage. Det er nemlig vigtigt for Emma, at der ikke er andre, der skal bestemme over, hvad hun gør med sin krop. For et voldtægtsoffer vil det måske også være vigtigt at tage retten til egen krop tilbage ved at have sex, og det er på samme måde, Emma kigger på sin lyst til at sende nøgenbilleder.

– For mig er det at sende nøgenbilleder også en tillidserklæring, og jeg stoler selvfølgelig på, at min kæreste, som jeg sender dem til i dag, ikke vil gøre mig noget ondt. I dag ville jeg bruge en app, der er det, man kalder end-to-end-krypteret, men det er mest, fordi jeg er en offentlig person i dag. I sidste ende kan teknologi ikke sikre dig mod krænkelser. Hvis et menneske vil gøre dig ondt, kan det ske, ligegyldig hvor mange forholdsregler man tager sig.

Emma pointerer dog, at langt de fleste heldigvis udmærket ved, at det, der skete for hende, er forkert, og at det er vigtigt at huske på, at man godt kan stole på de fleste mennesker. Hun opfordrer alligevel alle, der kommer i kontakt med digitale krænkelser til at have modet til at sige fra.

– Det gælder sådan set i alle situationer, hvor man oplever noget, der føles forkert. Det er vildt sejt at være den, der siger: ”Hey venner, det her er vist ikke til mig, så det har jeg ikke lyst til at se eller være en del af.” Jeg ved godt, det er svært, men man bliver seriøst så stolt af sig selv, og jeg kan nærmest tude ved tanken om, at nogle har haft min ryg på den måde.

Hun slutter vores snak af med et godt råd, som du kan tage til dig med det samme – f.eks. i klassen eller din egen vennegruppe.

– Vi løser ikke det her ved at skabe afstand og gøre det til et “drengene mod pigerne”-problem, men tværtimod ved at tale sammen og opnå en større forståelse for hinanden.