sex

Kan du din sex ABC?

Af Line Sølvhøj Jensen 9. januar 2012
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Før du kaster dig ud i den første gang, så find ud af, hvor meget du egentlig ved om sex. Tjek din sex ABC her!

Skal den første gang blive en ekstra god oplevelse, så tjek vores sex ABC, så du kan blive endnu klogere på din krop, fyren og den første gang, du har sex.

Læs også: Føl dig ikke presset til sex.

A - Accept
Den vigtigste regel, når man har sex, er at acceptere sig selv og den anden. Du skal ikke gøre noget, du ikke har lyst til, og heller ikke tvinge den anden til noget, han eller hun ikke har lyst til.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

B - Beskyt dig selv
Tænk på dig selv, når du har sex. Har du ubeskyttet sex, er der risiko for, at du bliver gravid eller får kønssygdomme. Så husk prævention!

C - Cybersex
Mange unge viser nøgenbilleder af dem selv på nettet, men tænk dig godt om, inden du gør det! Du ved aldrig, hvem der ser dem, eller om ham den søde, du chatter med, nu også er ærlig omkring, hvem han er.

D - Drengens krop
Drengens krop er noget helt nyt for dig, og du kan ikke vide, hvad han kan lide, før du spørger eller prøver dig frem. Tænk på, hvad du selv synes, der er rart.

E - Elsk dig selv
Drop de negative tanker om dig selv. Hvis du tænker dårligt om dig selv, så vil fyren måske også gøre det.

F - Forelskelse
Er du forelsket, så svæver du på en lyserød sky, og så kan den første gang blive endnu bedre.

Læs også: Hvornår er du klar til sex?

G - Gravid
Har du sex, er der risiko for, at du bliver gravid. Derfor er det vigtigt, at du beskytter dig selv. Læs mere under "Beskyt dig selv".

H - Huden
Kroppen er fyldt med erogene zoner, hvor det er dejligt at blive rørt. Brug tid på at kæle og røre hinanden, så den helt rigtige stemning bliver opbygget.

I - Initiativ
Det er ikke nødvendigvis fyren, der skal tage initiativet til sex. Det kan pigen også gøre, og du kan få hjælp til at tage initiativet her.

J - Jomfru
Du er jomfru, når du ikke har været i seng med nogen - også selv om du har prøvet at onanere.

K - Kys
Kys kan være mere intimt end sex, så brug tid på at kysse din kæreste både før, under og efter, I har sex.

L - Lyst
Det er vigtigt, at du har lyst til at gå i seng med fyren. Brug tid på at "blive klar", det vil sige kys, kram og kæl med hinanden, så lysten til sex stiger hos jer begge.

M - Menstruation
Du kan godt blive gravid, selv om du endnu ikke har fået din menstruation, så husk altid at bruge prævention!

Læs også: Guide til sikker sex.

N - Nervøs
Alle er nervøse for den først gang og måske også de gange, der kommer efter. Snak med fyren, en veninde eller din søster, hvis der er noget, du er i tvivl om.

O - Oralsex
Oralsex betyder, at man bruger tungen og læberne til at tilfredsstille den anden. Du skal aldrig lade dig tvinge til oralsex - nogen har lyst, andre har ikke, og begge dele er helt normalt.

P - Porno
Det er vigtigt, at du skelner mellem porno og rigtig sex. Porno er film og har ikke noget med virkeligheden at gøre!

Q - Quickie
Det er forskelligt, hvor lang tid det varer, når du har sex. Nogen gange kan det måske tage en time, og andre gange tager det måske kun nogle minutter, inden I kommer
- det vil sige får orgasme.

R - Rejsning
Når en fyr får rejsning, så er han klar til at have sex. Det er også først, når han får rejsning (og hans penis altså er stiv), at man kan sætte et kondom på.

S - Sex
Mange tror, at når man er kærester, skal man også have sex, men sådan behøver det ikke at være. Du skal føle dig parat og have lyst, og I kan lave mange andre intime ting sammen uden at have sex.

Læs også: Ti grunde til ikke at dyrke sex.

T - Træning
Øvelse gør mester, og sådan er det også med sex. Prøv jer frem og find ud af, hvad I begge to kan lide og ikke kan lide.

U - Undertøj
Skal du være sammen med drømmefyren, og har du på fornemmelsen, at det kan udvikle sig til sex, så gør lidt ekstra ud af dig selv, så du føler dig godt tilpas. Tag lækkert undertøj på, en god parfume og smør dig ind i en lækker creme.

V - Vent
Måske er du vildt spændt på, hvordan det er at have sex, men vent til den rigtige er der. Du må aldrig tænke, at det bare skal overstås, for så risikerer du en dårlig oplevelse.

X - Xperimenter
Har du mon prøvet at onanere? For nogen er onani en god måde at lære deres krop bedre at kende på, og de føler sig mere sikre på den første gang, når de ved, hvordan deres krop reagerer, når man rører den.

Y - Yngre
Har du sex med en, der er yngre end 15 år, er det ulovligt. Det vil sige, at hvis du er over 15 år og går i seng med én, der er under 15 år, så er det ulovligt.

Z - Zzz
Det kan være en god idé at sove sammen med fyren, inden I har sex. Det kan være rigtig intimt og gøre dig mere tryg ved ham.

Æ - Ærlighed
Vær ærlig over for fyren, hvis det er din første gang. Mange fyre synes det er stort at være den første, en pige er sammen med, og så kan han tage endnu mere hensyn til dig.

Læs også: Trygge tips til "den allerførste gang".

Ø - Ønskekroppen
Drop de negative tanker om din krop. Alle har noget ved dem selv, de er utilfredse med, men fyren vil helt sikkert elske din krop, som den er, og det skal du også gøre.

Å - Åndedrættet
Dit åndedræt stiger, når du har sex. Mange tror, at man skal stønne, når man har sex, men det er altså forskelligt fra person til person. Du er ikke unormal, hvis ikke du stønner - og heller ikke, hvis du gør.