sex

Sex – lær at slappe af

Af Stine Bødker Nielsen 6. februar 2013
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Forventningerne omkring sex kan godt være ret høje. Føler du dig en lille smule presset? Så læs med her!

Mange piger kan godt føle et pres, når det kommer til sex. Måske føler du, at du gerne vil have din første gang overstået hurtigst muligt, eller at du skal være helt vildt god til alt, der har med sex at gøre. Prøv i stedet at slappe mere af - vi viser dig hvordan.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Nyd hvor du er

Tænk på, at uanset om du har haft sex eller ej, så gælder det om at nyde livet nu og her. Nyd det, hvis du er jomfru, for så snart du har haft sex, bliver du aldrig jomfru igen. Prøv at fokusér på de gode ting i dit liv, som gør dig glad - dine veninder, musik, fritidsinteresser, kæledyr og alt det andet, som gør dig til den, du er her og nu. Der er faktisk rigtig mange fordele ved at være jomfru - tjek dem ud her.

Tag det som det kommer

Hvis man stresser over tingene, kan man faktisk ødelægge rigtig mange ting for sig selv. Måske kommer du til at forbinde sex med noget irriterende og stressende i stedet for noget spændende, som du ser frem til. Det er helt okay at glæde sig - det skal bare ikke blive en byrde. Prøv at tage tingene, som de kommer, og slappe mere af omkring det.

Hvor kommer presset fra?

Er det overhovedet dig selv, der synes, du skal have totalt styr på sex? Eller er det måske nærmere fra veninderne eller drengene? Husk, at lytte til dig selv, og hvad du selv ønsker. Hvor meget er du egentlig klar til? Og hvor meget af det er pres, som kommer fra andre?

Læs også: Sådan undgår du gruppepres

Du lærer mere

Uanset hvor lidt eller hvor meget, du ved om sex, eller hvor meget du har prøvet, så vil du helt sikkert lære meget mere om det i fremtiden. Det er okay, at du ikke ved alting lige med det samme. Og du kan regne med, at sex på et tidspunkt bliver meget mere naturligt for dig, end det måske er nu.

Det skal nok gå!

Du skal nok klare den første gang! Og din kæreste vil også synes, at du er helt fantastisk, præcis som du er. Hvis du er i seng med én, som du kender godt og føler dig tryg ved, skal det nok blive en god oplevelse. Husk, at du og din kæreste lærer tingene sammen hen ad vejen. Den første gang behøver ikke at være perfekt!

Læs også: 15 facts om den første gang