sex

Tema: Beskyt dig selv under sex

Af Line Sølvhøj Jensen 8. februar 2012
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Er det rigtigt, at der er en sikker periode, hvor du ikke kan blive gravid? Og skal du egentlig bruge kondom eller tage p-piller – eller måske begge dele? Find ud af, hvordan du beskytter dig selv her.

For at den første gang kan blive rigtig god - og sex generelt skal være en god oplevelse, så er det vigtigt, at du beskytter dig selv.

Noget af det første, du tænker på, er sikkert uønsket graviditet, men du skal også tænke på de sexsygdomme, du kan få, hvis ikke du beskytter dig selv. Der er mange forskellige måder, du kan beskytte dig selv på, men her kan du se de mest almindelige former for prævention for teenagere.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Læs mere om sexsygdomme her.

P-piller
Vil du beskytte dig selv mod uønsket graviditet, så er p-piller en rigtig god løsning. Der findes mange forskellige slags, og din læge hjælper dig med at finde dem, der passer bedst til dig. Men vær opmærksom på, at p-piller IKKE beskytter dig mod sexsygdomme. Hos nogle læger skal man have foretaget en gynækologisk undersøgelse for at få p-piller. Er du i tvivl, og har ud ikke selv lyst til at spørge, kan du få din mor til at spørge lægen. P-pillen beskytter cirka 99 procent.

Læs også: Sex fra A-Z.

Mini-piller
Mini-pillen er ikke helt så sikker som p-piller. Forskellen på p-pillen og minipillen er indholdet af hormoner, og så skal mini-pillen tages på samme tid hver dag for at virke. Tager du den tre timer for sent, eller har du kastet op eller haft diarré, så er der risiko for, at den ikke længere beskytter.

Kondom
Et kondom er noget af det mest sikre, du kan bruge, når du har sex. Sikkerheden er 98 procent, og foruden at beskytte dig selv mod uønsket graviditet, så beskytter det som den eneste form for prævention også mod sexsygdomme - så husk altid at bruge komdom! Men husk at kondomet skal sidde rigtigt, at det ikke kan genbruges (heller ikke selv om fyren ikke har fået udløsning) og at der ikke må være hul i.

Læs også: Video: Sådan sætter du et kondom på.

Fortrydelsespillen
Mange piger vælger at tage en fortrydelsespille, hvis de har haft ubeskyttet sex. Fortrydelsespillen er god, hvis uheldet er ude, for eksempel hvis kondomet er sprunget, og du er i tvivl, om du er blevet gravid, men det er ikke et godt valg som prævention. Pillen har et meget stort hormonindhold, som kan skabe forvirring i din krop, og derfor skal den kun bruges i nødstilfælde.

Læs også: Er sex farligt?

Den sikre periode
Den sikre periode er den periode, hvor du ikke har ægløsning, og hvor der derfor er en lille risiko for, at du kan blive gravid. MEN perioden er slet ikke sikker (faktisk kun 40 procent sikker), og du kan sagtens blive gravid i perioden. Derfor skal du glemme alt om denne periode og i stedet tænke på den rigtige prævention.

Psst…
Der findes også andre former for prævention, for eksempel spiral, p-sprøjte og p-stav. Snak med din læge eller sundhedsplejersken på din skole, hvis du vil vide mere om præventionsformerne. Du kan også læse mere på sexlinien.dk.

Læs også: Kan du din sex ABC?