Danmarks yngste 'Bagedyst'-vinder: "Jeg kunne slet ikke holde tårerne tilbage"
Der var kamp til stregen i ’Bagedyst’-teltet, hvor de fire finalister i 'Den Store Juniorbagedyst' skulle vise deres evner inden for bagekunsten. Det bød på ekstraordinære kager med guld, glimmer og flotte marcipanfigurer.
Selvom kampen var tæt, var der særligt én deltager, som overraskede med sine bagevner og derfor hev sejren hjem. Det var den 15-årige Malou, som nu kan kalde sig for vinder af ‘Den Store Juniorbagedyst' 2021. Men det er ikke alt, for hun kan også kalde sig for Danmarks yngste ’Bagedyst’-vinder nogensinde. En titel hun er meget glad for.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
- Det var helt vanvittigt. Jeg kunne slet ikke holde tårerne tilbage. Jeg var så glad for at have vundet, fortæller Malou i et interview med DR.
Du kan se den glade vinder lige her:
LÆS OGSÅ: Test: Hvordan vil du klare dig i 'Den Store Bagedyst'?
Hovedet begravet i kogebøgerne
Selvom det har været en stor oplevelse for Malou at deltage i programmet, har det også været meget intenst for hende. Hun har nemlig brugt al sin tid i køkkenet under konkurrencen, og så har det været det helt store samtaleemne ved familiens middagsbord i en længere periode.
- Alt handlede om kage. Vi talte næsten ikke om andet ved middagsbordet. Hele familien hjalp til med idéer til smage og pynt. Faktisk drømte vi alle om kage hver nat. Det var meget intenst, fortæller hun.
Malou måtte endda tage nogle uger fri fra skole, da konkurrencen var på sit højdepunkt, så hun kunne øve sig på chokolade temperering, glasering, smage og andre af bagekunstens mange skills.
Sælger ud af sine kager
Inden Malou meldte sig til ’Bagedysten’, var det ikke helt ukendt for hende at bage kager til andre end hendes familie. Hun har nemlig en Insta, hvor hun sælger ud af sine kreationer. Du kan se én af hendes mange lækre kage-post lige her:
Inden programmet fik Malou kagebestillinger flere gange om ugen fra sine følgere, men efter programmet er bestillingerne og følgerne kun blevet flere. Hun er nemlig gået fra at have 600 følgere til at have over 11.000 i skrivende stund.
- Det er meget overvældende. Folk bestiller fra hele landet, men dem fra Sjælland bliver jeg nødt til at sige nej til. Jeg er bange for, at kagen ikke kan klare den lange tur, fortæller Malou til DR.
De penge, som Malou tjener på sine kager, bruger hun til nyt bageudstyr, så hun kan øve sig endnu mere på at lave flotte og ikke mindst velsmagende kager.
LÆS OGSÅ: Vinder af 'Den store bagedyst' 2020: '"Der var mange følelser i spil"