My AI Snapchat
Det sker

Er du utryg ved My AI? Her er 4 gode råd til dig

Af Sigrid Glavind 15. maj 2023
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Foto: Arkiv
Skal man være bekymret, hvis man har brugt My AI? Det har vi spurgt medieekspert hos Børns Vilkår, Kathrine Elmose Jørgensen, om

Uansvarligt, skræmmende og utrygt. Sådan beskriver mange medier den nye Snapchat funktion "My AI", efter funktionen dukkede op på Snapchat – og ikke er til at fjerne igen.

Der findes nemlig kun én måde, du kan få den til at forsvinde på, og det kræver et Snapchat+ abonnement, som koster 35 kr. om måneden.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Og spørger du Kathrine Elmose, medieekspert hos Børns Vilkår, så bør betaling aldrig være løsningen at betale, for at få lov at fjerne My AI.

– Det stiller de unge ulige, ift. om man har råd eller ej. Men om det så havde kostet 1 kr., synes jeg, det er problematisk, at tech-virksomheder tager betaling for at få lov at skille sig af med indhold, som potentielt kan være skadeligt, siger Kathrine Elmose Jørgensen.

Brugerne lægger pres på Snapchat

Kathrine Elmose Jørgensen mener, at det pres som medierne og brugerne lægger på Snapchat lige nu, kan ende ud i, at Snapchat i fremtiden vil fjerne kravet om abonnement for at slette funktionen.

– Hvis de mister brugere på det, så kunne jeg godt forestille mig, at de ændrer det for at undgå netop det. Der er f.eks. på TikTok en modbevægelse, fordi My AI opleves skræmmende. Det kan forhåbentligt lægge lidt pres på Snapchat, fortæller Kathrine Elmose Jørgensen.

My AI_Snapchat
Brug kun My AI til at søge inspiration til fx opskrifter og neglelak.

Hvis du bruger My AI, har Kathrine Elmose fire gode råd, som du kan bruge for at passe på dig selv og dine personlige oplysninger.

4 råd til dig som bruger My AI

  1. Del ikke intime og personlige billeder og informationer.
  2. Stil ikke spørgsmål til følsomme emner. De svar, My AI giver dig, kan være ukorrekte.
  3. Brug kun My AI til lette emner.
  4. Snak med dine venner eller en du stoler på, hvis du er bekymret.

For ikke nok med at Snapchat gemmer de data, du deler med chatbotten, kan du også få ubehagelige svar, når du stiller den spørgsmål.

– Det er fint at bruge den til inspiration til f.eks. sjove aktiviteter. Men man skal ikke bruge den til følsomme emner. Snapchat kan ikke garantere, at det indhold den deler med brugerne, ikke er upassende eller ukorrekt, fortæller Kathrine Elmose Jørgensen.

Det er derfor, at du skal undgå at stille følsomme spørgsmål. For selv om den kan svare på selv komplicerede spørgsmål, har den sine begrænsninger.

Ingen grund til at skamme sig

Det er vigtigt, at du ikke skammer dig eller bliver flov, hvis du har delt noget med chatbotten, som du senere fortryder. Det er helt i orden at være nysgerrig, påpeger Kathrine Elmose Jørgensen.

– Jeg synes det er vigtigt, at man taler med sine venner og forældre for at forsøge at aftabuisere det. Hvis man har stillet spørgsmål af intim eller personlig karakter, så skal man ikke skamme sig, understreger hun.

Og så er der en sidste, men vigtig ting, som er værd at vide, hvis du har delt noget, du fortryder.

– For at berolige, så har der ikke været eksempler på at data er blevet delt ud af Snapchat endnu. Så der er meget der tyder på, at det ikke slipper ud. Det gør det på ingen måde okay, at de opbevarer den slags data, men det kan være med til at berolige, siger Kathrine Elmose Jørgensen.

Er du bekymret, så tal med en du stoler på, det kan både være en ven eller en voksen – eller du kan ringe til børnetelefonen på 116111 eller skrive på bornetelefonen.dk