7 serier du skal se, hvis du elskede ’Emily in Paris’
Der er slet ingen tvivl om, at ’Emily in Paris’ er en klar favorit på Netflix lige nu, men vi må da også indrømme, at de fleste af os binge-watchede alle 10 afsnit af den søde dramaserie over en enkelt weekend.
Nu er der opstået et tomrum i vores seriehjerter, vi vil have mere Emily, og vi vil have mere Paris. Hvis du længselsfuldt venter på mere fra det pastelfarvede og eventyrlige Paris – så er du ikke alene. Det tyder dog ikke på, at en sæson 2 af vores yndlingsserie kommer lige foreløbigt, så mens vi venter, kan vi kan vi jo passende kaste os over lignende serier.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Læs også: Skaberen bag ’Sex and the City’ har lavet efterårets must-see-serie
Vi Unge har gjort alt det hårde arbejde for dig og fundet 7 sjove, moderigtige eller kærlighedsfyldte serier, du skal se, hvis du elskede ’Emily in Paris’ mindst lige så meget som os.
Sig bonjour til binge-watching, for her kommer der nemlig 7 bud.
1. Sex and The City
Der er slet ingen tvivl om, at hvis man elsker ’Emily in Paris’, så vil man også elske modeklassikeren ’Sex and The City’ – hvis altså ikke man allerede gør det i forvejen. Darren Star, der står bag ’Emily in Paris', står faktisk bag mange af de helt store romantiske tv-favoritter som blandt andet 'Sex and the City'. I 'Sex and the City' følger vi Carrie Bradshaw og hendes veninder Miranda Hobbes, Charlotte York og Samantha Jones, der lever det fede liv i New York City. Afsnittene centrerer sig omkring Carries ugentlige klumme af samme navn som serien.
Så hvis du elskede ’Emily in Paris’ for moden, humoren, de dragende kærlighedsintriger og den store kærlighed for Paris, så skal du helt klart se eller gense den til alletiders helt store tv-klassiker ’Sex and The City’.
2.The Carrie Diaries
Vi forbliver lidt i samme univers, for komedieserien ‘The Carrie Diaries’, der er en forgænger til ’Sex and The City’ er bestemt værd at se, hvis ikke man har set den endnu. Serien foregår i 80’erne og følger Carrie Bradshaw som ung i slutningen af gymnasiet og i tiden efter som ung voksen i New York City. Selvom Emily Cooper er en tand ældre end Carrie fra ’The Carrie Diaries’, så handler begge serier om at finde sig selv, og om at være ung kvinde i en helt ny by.
Du skal se ’Carrie Diaries’, hvis du elskede moden, dramaet og romantikken i ’Emily in Paris’
3. Younger
Darren Star står også bag seriehittet 'Younger', der forsyner os med alt det bedste fra både ’Sex and The City’ og ’Emily in Paris’. Der er slet ingen tvivl om, at Darren Star er yndlingsinstruktøren, når det kommer til romantiske komedieserier.
Younger følger den 40-årige Liza, der er en alenemor, som lyver sig yngre i håbet om at få en karriere inden for forlagsbranchen. Serien er spækket med humor, venskab og karrieredrevne kvinder, og så giver den os et glædeligt gensyn med Hilary Duff – som de fleste af os nok bedst kender fra Disneys helt store 00’er serie Lizzie McGuire.
Læs også: Lily Collins afslører den rigtige alder på 'Emily in Paris'
4. Ugly Betty
Selvom Darren Star ikke står bag denne prisbelønnede komedieserie, er det bestemt en serie, som man skal at kaste sig over, hvis altså man elskede ’Emily in Paris’ for humoren. ’Ugly Betty’ garanterer nemlig endeløse grin igennem seriens 4 sæsoner. Serien handler om Betty Suarez, en 22-årige mexicansk kvinde, der kommer fra Queens i New York. Betty interesserer sig ikke synderligt meget for de nyeste modetendenser, men formår alligevel, imod alle odds, at få arbejde som personlig assistent på det anerkendte magasin ”Mode”. Betty er kendetegnet ved sin blå ”voksenbøjle”, sin farverige garderobe og sit venlige sind – og som serien skrider frem, kan man ikke andet end at elske Bettys univers.
5. Valeria
’Valeria’ er blevet beskrevet som den spanske version af ‘Sex and The City’, da plottet næsten er så tæt, som man kan komme. ’Valeria’ handler om en forfatter og hendes tre tætte veninder, der forfølger deres karriererdrømme, imens de prøver at få styr på deres komplicerede romantiske forhold.
Så du ’Emily in Paris’ på grund af din udenlandslængsel, ville denne spanske serie måske være noget for dig.
6. Never Have I Ever
Synes du også, at Emily in Paris var en anelse cringe og akavet til tider, men alligevel fik du binge-watchet alle afsnittene i en mundfuld? Så kommer du helt sikkert til at få samme følelse med denne søde serie. ’Never Have I Ever’ er en optimistisk komedieserie, der bryder med stereotyper. Serien handler om den 15-årige indisk-amerikanske pige, Devi Vishwakumar, der har et brændende ønske om at ændre sin sociale status. Serien skildrer de op- og nedture, der finder sted, når man bliver ældre og kommer tættere på at finde sig selv. Selvom Devi ikke er en ambitiøs karriererkvinde ligesom Emily, byder serien stadig på kærlighedsdrama og nye venskaber.
Læs også: 10 ting, du ikke vidste om "Emily In Paris"
7.The Bold Type
Hvis ’Emily in Paris’ fandt sted i New York City, og der var hele tre af hende, så ville ’The Bold Type’ være en tro kopi af vores parisiske yndlingsserie. ’The Bold Type’ handler om de tre veninder Sutton, Jane og Kat, der alle arbejder som forlagsassistenter på kvindemagasinet Scarlet. De tre ambitiøse og karrieredrevne veninder lever det glamourøse liv i New York City, hvor ikonisk mode, venskaber og kærlighedsintriger står på menuen. Vi kan garantere, at ’The Bold Type’ er mindst lige så indbydende og let spiselig som ’Emily in Paris’.