Anmeldelse: Anden sæson af "Heartstopper" går direkte i hjertet

En af sidste sommers helt store seriesensationer var den rørende og romantiske queer-komedie-ungdomsserie Heartstopper.

Historien om de to unge Charlie (Joe Locke) og Nicks (Kit Connor) spirende romance gik direkte i hjertekulen hos publikum. Igennem otte skarpe afsnit af cirka en halv times varighed var vi med på sidelinjen, lige fra de første stjålne blikke henover det første kys til det store øjeblik, hvor følelserne blev erkendt, og omverdenen fik det at vide.

Og anden sæson fortsætter direkte, hvor den forrige slap. Nick har lige fortalt sin mor, Sarah (Olivia Colman, der kandiderer kraftigt til titlen som årets seriemor) om sin biseksualitet, og alt er tilsyneladende godt. Bortset fra, at der stadig er mange i Nicks omgangskreds, som ikke ved, at han er i et forhold med Charlie.

Hvilket jo ikke er så fedt for Charlie, da der ikke er noget, han hellere vil end at være sammen med sin elskede uden at skulle holde noget skjult.

Det er rigtig godt set af serieskaber, manuskriptforfatter og skaber af den oprindelige web-tegneserie, Alice Oseman, at bare fordi de to elskende får hinanden, er det ikke ensbetydende med, at historien slutter der.

Sammen med instruktør Euros Lyn skaber hun en medrivende anden sæson, der fuldt ud lever op til forgængerens niveau, samtidig med at der bliver bygget videre på fortællingen om Charlie og Nick.

Rosenrød romance med torne

Er alt så godt og idyllisk? Overhovedet ikke, selv om det umiddelbart ser sådan ud på overfladen. Hvor alle allerede ved, at Charlie er homoseksuel, har Nick stadig svært ved at komme ud med det til alle. Især det at sige det til hans fraværende franske far hænger som et spøgelse og nager ham konstant.

Og så er der det med Charlies forhold til mad, som drypvis blev belyst i første sæson. For nu begynder Nick også at lægge mærke til det, og hvordan siger man til den, man elsker allerhøjest i verden, at man synes, de har et problem, når man ikke en gang selv er klar til få has på sine egne udfordringer?

Det er et fint dilemma, som også bliver sat på prøve, da drenge- og pigeskolen skal på studietur til Paris. Byen indbyder i den grad til romance og skønne udflugter, men det kræver selvfølgelig, at man kan snige sig væk.

Vennerne Tao (William Gao) og Elle (Yasmin Finney) bruger lejligheden til at blive klogere på deres relation. Er de bare gode venner, som de altid har været, eller er der mere mellem dem? Hverken den kejtede knægt eller den unge transkvinde er helt sikker. Måske også fordi det kræver et exceptionelt stort mod at erkende over for en af sine bedste venner, at man kan lide dem på en anden måde end venskabeligt.

Alligevel er det svært ikke at sidde med en konstant følelse af, at det nok skal gå alt sammen. For Heartstopper er indbegrebet af feel good. Ligegyldigt hvilke problemer personerne skal igennem, skal det nok gå alt sammen alligevel.

Den svære toer er let

Og det er et eller andet sted umådeligt befriende. For ja, det giver noget uventet dramatisk kant, når tingene ikke går, som de skal, og vores hovedpersoner bliver testet på den ene eller den anden måde. Men sådan er det også i alle andre serier.

Så følelsen af kammeratskab, glæde og modstandskraft i Heartstopper bliver en force, som driver den frem og fastholder publikums engagement.

Vi vil have, at de unge klarer den. For det fortjener de. På nær Ben (Sebastian Croft), den klaphat, der var så led mod Charlie, da de datede i skjul. Han er en af få skurke, men ud over homofoben Harry (Cormac Hyde-Corrin), er det ikke fordi, der er ægte skurketyper.

Igen, forfriskende og realistisk. For teenagere er til tider lidt naive og impulsive. Lyn og Oseman får flot sat i scene, hvornår der er tale om en klaphat og en decideret skurkagtig person.

Alt handler om kærlighed. Romantisk, venskabelig, forældre og børn, alt er kærlighed. Det er det, som er udgangspunktet for alle handlinger og historier i Heartstopper.

Det formidles ikke altid lige elegant. Budskaber bliver til tider gentaget lige vel meget for at sikre, at alle har fattet pointen. Omvendt, når det er en, som der ikke tidligere fik særlig megen plads i serieland, forstår man godt, hvorfor den er vigtig at understrege.

Vigtigst af alt, glemmes det aldrig, hvorfor Heartstopper eksisterer. Vi er der for Nick og Charlie og deres romantiske rejse, med alle de højde- og lavpunkter, det må indebære. Og det virker til, at en kommende sæson tre bliver den mest udfordrende at dømme ud fra sæsonafslutningen – den måtte gerne komme snarest muligt.

Denne artikel blev første gang bragt af Vi Elsker Serier. Dette er en redigeret version.