Anmeldelse: ‘Barbie’ er en pink og poppet fantasia om feminisme

Det var noget af en opgave, instruktør Greta Gerwig sagde ja til, da hun tog en film om Barbie-dukken på sig.

Ikke bare fordi legetøjet i nyere tid er blevet eksponent for et dårligt eksempel på uopnåelige kropsidealer og konservative kønsroller, men mere fordi sådan en film uvægerligt vil blive en reklame for legetøjskoncernen Mattel og deres produkt.

Så hvordan laver man en film, der ikke føles som en to timers lang reklamefilm?

Hype og forventninger

På den anden side er det måske netop fordi, det er Greta Gerwig, der står bag, at filmen er blevet set frem til med en gigantisk hype. Det er i hvert fald sådan, jeg selv har haft det.

En instruktør, der som skuespiller har været med i fine film som Frances Ha og Alletiders kvinder, og som instruktør har lavet film med kvindeportrætter på forskellig vis som i Little Women og Lady Bird, vil forventeligt få noget kreativt ud af at lege med Barbie-dukker. På film.

Oven i købet med et manuskript, hun selv har skrevet, i samarbejde med sin instruktør/forfattermand, Noah Baumbach.

En helt almindelig dag i Barbie-land

Gerwig er, heldigvis, gået til det med en stor portion legesyge, og hvor glimtet i øjet hele tiden skifter mellem det ironiske og det oprigtige. Vi møder Barbie – eller Stereotype Barbie, som hun kalder sig selv, fordi hun ‘kun er smuk og klog’ – i Barbieland, i sit Barbie-hus, hvor hun vågner om morgenen til endnu en af sine ‘bedste dage nogensinde’, for sådan er hver dag for Barbie.

Hun klæder sig på i et af sine mange outfits, spiser morgenmad, kører i sin pink Cabriolet til stranden, hvor hun mødes med de andre Barbier og Kens.

Om aftenen holder de fest hos Barbie, hvor ‘Strand-Ken’ (Ryan Gosling) forsøger at fange hendes opmærksomhed, så hun ikke bare ser ham som en ven.

Sådan går hver dag i Barbie-land, indtil Barbie en dag vågner og pludselig har tanker om … døden. Og endnu værre, opdager, at hun har fået appelsinhud på lårene.

Der er med andre ord noget riv rav ruskende galt i det pink plastikland, og Barbie må tage til ‘Den virkelige verden’ for at finde den pige, der leger med hende i dukkeform, for det er deri miseren har sin grund.

Den krydsforbindelse skal man ikke tænke for meget over og slet ikke prøve at finde en plausibel mening i.

Patriarkatet er paradis for Ken

På rejsen sniger Ken sig med, selv om han er meget bange, men i ‘Den virkelige verden’ får både Barbie og Ken sig nogle overraskelser.

Barbie opdager chokeret, at intet er som i Barbieland, hvor det jo er kvinderne, der styrer verden og mændene, der blot er vedhæng.

Her bliver hun objektiviseret af lumre mandeblikke, klap i røven og set ned på af teenagepiger, der betragter hende som et produkt af grådig kapitalisme.

Ken, derimod, har en fest, for han opdager, at ‘Den virkelige verden’ er et patriarkat, hvor mændene har magten og en ‘rigtig mand’ kan lide biler og heste. Ting, han bestemt synes, skal indføres i Barbie-land.

Forfulgt af Mattel's CEO

Barbie er samtidig på jagt efter den pige, der har hende som legetøj, og da hun finder hende, møder hun også pigens mor, spillet af America Ferrera.

Både datter og mor tager med Barbie tilbage til Barbie-land for at rette op på Ken-inficeringen, hvor Ken’erne har lavet mandehuler ud af Barbiernes huse, fyldt stranden med store, voldsomme pick-up-trucks og gjort Barbierne til deres beundrende serviceorganer.

Og lige i hælene på dem er hele Mattels direktion – alle mænd, selvfølgelig, med Will Ferrell som CEO – der bare vil have Barbie ‘tilbage i æsken, hvor hun hører hjemme’.

Lyserød fryd for øjet

Handlingen er, med andre ord, ikke trækplastret i ‘Barbie’. Den er der mest til at servicere filmens feministiske dagsorden, som er Gerwigs måde at dreje Mattel-produktgrundlaget på til et mere tidssvarende kvinde-empowering og individualistisk budskab (‘du kan være lige den, du er, og det er godt nok’).

I det take er der mange gode jokes i filmen, både i teksten og visuelt, som vil bringe latter i biografsalen. Især det fænomenale production design må fremhæves.

At lave en Barbie-verden 1:1 med så mange finurlige, små detaljer fra legetøjet, er en lyserød fryd for øjet. Og absolut halvdelen af filmens fornøjelse.

Perfekt Cast

Den anden halvdel er skuespillerne, hvor Margot Robbie lægger krop og ansigt til Barbie, og Ryan Gosling til Ken. Et helt igennem perfekt valgt cast.

Robbie er som Barbie klart hjertet i filmen med al sin sødme og godhed, der er ved at udvikle en sjæl, men det er Gosling, der stjæler scenerne.

I sin patetiske higen efter Barbies opmærksomhed og misforståede machoisme er han som Ken den, man ikke kan tage blikket fra. Heller ikke, når man griner ad ham.

Og netop i den traditionelle fordeling af kønsrollerne, ligger der noget selvmodsigende i Gerwigs projekt. Man vil lave en film om kvinden, men det er manden, der får mest opmærksomhed.

Lyserød underholdning

Alt det kan man vælge at se bort fra, hvis man bare er ude efter et par underholdende timer i biografen, for på det niveau fungerer ‘Barbie’ også ganske fermt.

Der er en herlig fornemmelse af legesyghed, en bevidst vilje til at være ‘over-the-top’ i alt, der vil appellere til det yngre publikum også.

En barnlighed, om man vil, der kan bringe tvivl om, hvorvidt ‘Barbie’ egentlig er en børne/familiefilm, eller til voksne.

Der er ingen tvivl om, at Greta Gerwig balancerer på et knivsæg af mange intentioner og fælder. Af selvbevidst produktreklame, af satirisk komedie og rap samfundskommentar. Det er meget at gabe over og også for meget til, at filmen når hjem i alle sine ærinder.

Og ret beset, er de kvindestøttende udsagn temmelig banale (ja, vi kvinder skal balancere mellem ikke at være for sexede eller for snerpede, for højtrøstede eller for fåmælte, for tynde eller for tykke osv ….).

Men ‘Barbie’ og Gerwig slipper for det meste af sted med det, allermest på grund af charmen. Det er sjovt, det er skarpt og det er pink. I en grad, hvor man – næsten – glemmer, at det er en reklame for et legetøj.

Denne artikel blev første gang udgivet på Vi Elsker Serier. Dette er en redigeret version.